Et hemmeligt våben? Denne dommer får Brøndby flest point med

Sandi Putros er en kontroversiel dommer, men tal samlet sammen af VilfortPark.dk viser, at Brøndby-fans faktisk skal være glade, når han dømmer vores kampe.

Sandi Putros dommer
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Når Brøndby senere i dag tager imod AGF, bliver det med en fordel, som de færreste er bekendt med, men som tilsyneladende har en enorm indflydelse på klubbens pointhøst. Kampens dommer er nemlig Sandi Putros, og han er den dommer i Superligaens historie, som Brøndby har sit højeste pointgennemsnit med. Det viser tal, VilfortPark.dk har samlet.

Brøndby sejrer, når Putros har fløjten

Utilfredsheden med Sandi Putros var stor på Vestegnen i april sidste år, hvor Patrick Pentz og Thomas Mikkelsen begge blev udvist efter Brøndby sejrede i Parken. Pentz kaldte dommeren for ”mærkelig” og anklagede Putros for ”at ville være i fokus”, imens han også udtalte, at derbykampene ”var for store for ham”.

De hårde anklager kom efter en uskøn afslutning på kampen, hvor Pentz blev udvist for at juble foran Sektion 12 efter kampen, hvilket førte til slagsmål mellem flere spillere inde på banen.

Hvis Pentz var bevidst om VilfortPark.dk’s tal, ville piben måske have fået en anden lyd. De viser nemlig, at Brøndby skal håbe på at få Putros som dommer så ofte som muligt.

Disse dommere får Brøndby flest point hos:

NavnPointgennemsnitAntal kampe
Sandi Putros2,4427
Steen Pedersen2,3321
Tonny K. Poulsen2,2313
Arne Hansen2,2010
Anders Mosegaard2,1817
Lars Gerner2,1520
Emil Laursen2,0520
Knud Stadsgaard2,0338
Knud Erik Fisker2,0037
Anders Poulsen2,0028
Thomas Vejlgaard2,0020
Jacob Karlsen1,9010
Jørn West Larsen1,8816
Peter Rasmussen1,7322
Jakob Kehlet1,7168
Dataen tæller alle Superliga-dommere, der har dømt mindst ti Brøndby-kampe siden 1990. Dommere i kursiv er stadig aktive i dag.

Brøndby har i alt vundet 21 af de 27 Superliga-kampe, hvor Sandi Putros har haft fløjten. Derudover er det blevet til tre uafgjorte og tre nederlag. Det seneste nederlag ligger tilbage i marts 2023, hvor Jesper Sørensen Brøndby tabte med 1-0 til Lyngby på udebane.

Set over en hel sæson med 32 ligakampe svarer forskellen på at have Putros og nummer to på listen, Steen Pedersen, til 3,52 point.

Med disse dommere vinder Brøndby oftest

NavnSejrsprocentKampe
Sandi Putros77,8 %27
Steen Pedersen71,4 %21
Tonny K. Poulsen69,2 %13
Anders Mosegaard64,7 %17
Anders Poulsen64,3 %28
Knud Stadsgaard60,5 %38
Lars Gerner60 %20
Thomas Vejlgaard60 %20
Jacob Karlsen60 %10
Arne Hansen60 %10
Knud Erik Fisker59,5 %37
Jørn West Larsen56,3 %16
Emil Laursen55 %20
Jakob Kehlet50 %68
Kim Milton Nielsen50 %60
Dataen tæller alle Superliga-dommere, der har dømt mindst ti Brøndby-kampe siden 1990. Dommere i kursiv er stadig aktive i dag.

Man skal blot kigge på Putros’ seneste Brøndby-kampe for at blive klar over, at de gul-blå ofte vinder, når han har ansvaret for kampen. Det er blevet til hele 12 sejre i træk for Brøndby med ham som dommer. Sejrsstimen indeholder blandt andet tre sejre i Parken, en sejr i Aarhus, to sejre over FC Nordsjælland og en sejr over FC Midtjylland.

At sejrsstimen falder på et tidspunkt, hvor Brøndby i bedste fald har været svingende rent offensivt, gør den kun endnu mere imponerende.

DatoKampResultat
05/10-25Fredericia – Brøndby0-2
17/08-25Randers – Brøndby0-2
25/05-25AGF – Brøndby2-3
13/04-25fck – Brøndby1-2
14/02-25Brøndby – Viborg4-1
04/08-24Lyngby – Brøndby0-2
21/04-24Brøndby – FC Midtjylland2-1
01/04-24fck – Brøndby1-2
25/02-24OB – Brøndby0-3
29/10-23Brøndby – FC Nordsjælland2-1
29/05-23Brøndby – FC Nordsjælland5-1
30/04-23fck – Brøndby0-1
Dataen tæller alle Superliga-dommere, der har dømt mindst ti Brøndby-kampe siden 1990. Dommere i kursiv er stadig aktive i dag.

Statistikken kunne være endnu pænere

Vores data tæller kun kampe, hvor Putros startede som kampens dommer. Hvis vi var lidt mere fleksible, kunne statistikken dog se endnu pænere ud, da Putros har dømt endnu en Brøndby-kamp.

I sidste spillerunde af 2019/2020-sæsonen mødte Brøndby AGF på udebane. Jens Maae havde ansvaret for den kamp, imens Sandi Putros var fjerdedommer.

Kort før pausen blev Maae dog skadet, og Sandi Putros afløste ham derfor som dommer ved stillingen 0-0. Dermed var Putros også dommer, da Jesper Lindstrøm scorede kampens enlige mål, og dermed sikrede Brøndby sejren, med et kvarter tilbage af kampen.

Morten Krogh er Brøndbys mareridt

I den anden ende af statistikkerne finder vi en mand, der har udviklet sig til lidt af et hadeobjekt for mange Brøndby-fans. Morten Krogh, der blandt andet indtog en uheldig hovedrolle, da Brøndby tabte til fck i playoff-kampen i maj, er den dommer, Brøndby præsterer suverænt dårligst med.

På både sejrsprocent og pointgennemsnit ligger han på en absolut bundplacering, hvilket tidligere er blevet dækket her på siden.

Dommere med det laveste pointgennemsnit

NavnPointgennemsnitKampe
Morten Krogh0,8629
Svend E. Christensen1,2730
Henrik Kragh1,3813
Michael Johansen1,4529
Michael Tykgaard1,4840
Dataen tæller alle Superliga-dommere, der har dømt mindst ti Brøndby-kampe siden 1990. Dommere i kursiv er stadig aktive i dag.

Dommere med den laveste sejrsprocent

NavnSejrsprocentKampe
Morten Krogh17,2 %29
Svend E. Christensen33,3 %30
Michael Johansen37,9 %29
Henrik Kragh38,5 %13
Michael Svendsen39,3 %28
Dataen tæller alle Superliga-dommere, der har dømt mindst ti Brøndby-kampe siden 1990. Dommere i kursiv er stadig aktive i dag.

Bolden er naturligvis som altid rund, og intet er garanteret, uanset dommeren, men tallene indikerer i hvert fald, at Brøndby skal være glade for, at Sandi Putros har fløjten i dagens vigtige kamp imod de gamle rivaler fra Aarhus.

toke theilade
Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted