Efter fem nederlag i de seneste seks Superliga-kampe blinker de røde kriselamper for alvor i Brøndby. I sidste uge blev det til et 2-1-nederlag i Odense, og fredag aften venter endnu en udekamp, når Brøndby gæster Randers.
Kampen imod OB fulgte, med tilføjelsen af et par tragikomiske personlige fejl, et velkendt program for Brøndby. Der var masser af boldbesiddelse men meget få chancer skabt i regulært spil, imens defensiven igen viste sig hullet på omstillinger.
Randrusianerne har også fået en dårlig sæsonstart, og de ligger på niendepladsen – tre point over nedrykningsstregen. Randers har faktisk blot fået et point i deres seneste fire ligakampe, og de ligner dermed et hold, som Brøndby både kan og skal slå.
Det holder vi øje med:
Raphael Canut vikarierede for Luis Binks imod OB, og han leverede den dårligste kamp i sin unge karriere. Canut stod bag et forfærdeligt selvmål, var medskyldig i yderligere et mål og lavede et selvmål, der heldigvis blev annulleret af VAR.
Den 17-årige forsvarsspiller fik dog massiv opbakning fra de medrejsende Brøndby-fans efter kampen, og det bliver interessant at se, om han kan rejse sig igen. Jordi Vanlerberghe og Luis Binks ser stadig ud til at være skadede, og det efterlader Canut som den eneste raske centerforsvarer ved siden af Frederik Alves.
Canut er utvivlsomt en talentfuld spiller, men det er ikke nemt at rejse sig efter sådan en mareridtsdag. Han får brug for støtte fra både medspillere, trænerstaben og fansene for at komme ovenpå igen. Måden han tackler denne nedtur på, vil dog fortælle meget om ham som spiller.
Det er blevet sagt:
Netop Canuts dårlige kamp var et af emnerne, da Thomas Nørgaard snakkede med pressen onsdag.
”Nu spillede han [Canut] i Odense, og der var jo selvfølgelig nogle kampafgørende situationer, der gjorde ondt, og han blev stresset undervejs på grund af omstændighederne, men der er også nogle rigtig gode situationer undervejs i ham. Så det potentiale, han har, det er jo ikke ændret, fordi han lavede en stor fejl,” forklarede cheftræneren, der har prøvet at få forsvarsspillerens humør op igen siden kampen.
”Der er det, vi kan gøre. Jeg prøvede så godt, jeg kunne efter kampen at gå ud og ramme Raph så godt ind som overhovedet muligt. Altså den der smerte, den kan vi jo ikke snakke os ud af. Jesper Olsen og Jesper Grønkjær har gået igennem flotte karrierer, men de er nok blevet mindet om deres fejl et par gange. Og det kommer Raph også til. Jeg gav ham lektier for, da vi kom hjem og sagde: ‘Det bliver du nødt til lige at tjekke op på, så du har set det, når vi ses igen’.”
Dommeren i fokus:
Randers – Brøndby dømmes af Jens Grabski Maae, der har været Superliga-dommer siden 2012/2013-sæsonen. I denne periode har han dømt 37 Brøndby-kampe, hvori det er blevet til 16 sejre, 13 uafgjorte og blot otte nederlag. Han har givet Brøndby seks røde kort og fire til modstanderne, imens det er blevet til fem straffespark til de gul-blå og tre til modstanderne.
Jens Maae dømte senest en kamp med Brøndby, da vi spillede 1-1 i Farum i maj. Brøndby er generelt inde i en god stime med Maae som dommer. Det er blot blevet til to nederlag i de seneste 16 kampe, hvor han har passet fløjten.
Derudover har Jens Maae også dømt os fire gange i pokalturneringen. Her er det blevet til to sejre og to nederlag. Han dømte blandt andet pokalfinalen i 2017, hvor vi tabte med 3-1 til fck.
Ugen, der gik på Bane 1:
Efter den første halvdel af grundspillet ligger Brøndby på en skuffende femteplads, og det førte i denne uge til et krisemøde blandt spillere og stab.
”Vi har set hinanden i øjnene og taget nogle af de lidt ubehagelige snakke. Hvor folk har kunnet sige deres meninger, uden at man har taget det så nært. ”Og det er vigtigt, at man har lov til at sige sine meninger,” fortalte Daniel Wass efter onsdagens træning.
Et af emnerne på krisemødet var forventningerne internt på holdet.
”Vi er gået lidt ekstra til hinanden i forhold til, at vi også skal til at stille nogle flere krav til hinanden om, at det skal være bedre,” fortalte Oliver Villadsen.
“Ligesom alle mulige andre arbejdspladser er det jo en arbejdsplads, hvor vi stiller krav til hinanden. Jeg tror, at vi har virkelig prøvet at kigge på hinanden og sige, hvad vi kan gøre bedre. Og også kigget os selv i spejlet for at sige: ‘Okay, vi bliver nødt til lige at steppe lidt op nu, fordi det har været en hård periode.'”
Mødet lader til at have haft en positiv effekt. Thomas Nørgaard fortalte i hvert fald onsdag, at spillerne havde leveret en træning på højt niveau efterfølgende.
Den træning var dog uden den skadede Jordi Vanlerberghe, imens Mats Köhlert og Luis Binks trænede alene. Den skotske landsholdsspiller er yderst tvivlsom til kampen imod Randers, imens de to førstnævnte ikke kommer i kamp.
Brøndbys forventede startopstilling:
Pentz – Divkovic, Canut, Alves, Villadsen – Ejdum, Slisz – Hyseni, Frøkjær, Younis – Ambæk
Der er ikke meget, der har fungeret for Brøndby på det seneste, men Nørgaard lader til at have fundet sig en stamme. Den forventer jeg, at han holder fast i imod Randers på trods af de dårlige resultater.
Her kan du se Randers – Brøndby
Stik imod, hvad man normalt kan forvente fra en fredagskamp, bliver Randers – Brøndby sendt i TV på 3+. Det betyder selvfølgelig også, at kampen kan streames på Viaplay, hvis man har et abonnement med sport i.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
