I fredagens kamp imod Viborg var blot 16-årige Jacob Ambæk for første gang med i Brøndbys kamptrup ved en officiel kamp. Den unge angriber imponerede stort i vinterens træningskampe, og han er længe blevet regnet som det største talent i Masterclass.
Ambæk, der lige nu er 16 år og 325 dage, kan blive Brøndbys tredje yngste Superliga-debutant efter Oscar Schwartau og Morten Frendrup, hvis han får debut senest mod Lyngby i starten af marts.
Selvom en tidlig debut er et godt tegn, er det ingen garanti for en stor karriere. Vi ser nærmere på Brøndbys ti yngste Superliga-debutanter og, hvordan deres karrierer efterfølgende endte.
- Oscar Schwartau – 16 år og 61 dage
- Morten Frendrup – 16 år og 310 dage
- Magnus Warming – 16 år og 347 dage
- Daniel Stückler – 17 år og 14 dage
- Nikolai Laursen – 17 år og 66 dage
- Bertram Kvist – 17 år og 127 dage
- Frederik Holst – 17 år og 232 dage
- Dennis Cagara – 17 år og 243 dage
- Rezan Corlu – 17 år og 353 dage
- Nicolaj Agger – 18 år og 2 dage
Oscar Schwartau – 16 år og 61 dage
Oscar Schwartau, der i dag er 18 år, bragede ind i Superligaen i sommeren 2022, hvor han blev fast på Niels Frederiksens hold. Han var kampafgørende med det samme, og han blev også vores yngste målscorer nogensinde, da han i sin blot tredje kamp sikrede sejren imod OB på hjemmebane.
Den fremragende start på karrieren gjorde Schwartau til et af de varmeste navne i hele fodbold-Europa, og kontinentets største klubber kom til Brøndby Stadion for at scoute ham. Luften gik desværre af ballonen efter den imponerende start, og i takt med præstationerne blev mindre kampafgørende, kom der også længere og længere mellem minutterne.
Efter 46 kampe for Brøndby og seks mål blev Schwartau i sommeren 2024 sendt til Championship-klubben Norwich City for omkring 19 millioner kroner. Her spiller han stadig den dag i dag.
Morten Frendrup – 16 år og 310 dage
Morten Frendrup fik sin debut i foråret 2018 på udebane imod Lyngby. Ved stillingen 3-1 til Brøndby gav cheftræner Alexander Zorniger den unge midtbanespiller de sidste fem minutter på banen.
Frendrup nåede i 32 minutters spilletid i 2017/2018-sæsonens forår fordelt på tre kampe, og han fik stor ros af den tyske cheftræner. Zorniger roste blandt andet Frendrup for sin attitude, overblik, pasningsevner og træningsindsats og spåede ham en stor karriere.
Midtbanespilleren fik sit store gennembrud to år senere, i 2019/2020-sæsonen, hvor han startede inde 19 gange på Niels Frederiksens hold. Sæsonen efter var han fast mand og startede inde 30 gange, da vi vandt mesterskabet.
Frendrup nåede i alt 93 kampe og tre mål for Brøndby inden, han blev solgt til Genoa for omkring 26 millioner kroner plus videresalgsklausuler i vinteren 2022. Han har spillet fast for italienerne lige siden, og han bliver hyppigt rygtet til endnu større adresser.
Magnus Warming – 16 år og 347 dage
Den unge offensivspiller fik sine første og eneste kamp for Brøndby i et 3-0-nederlag på udebane imod Sønderjyske i foråret 2017. Alexander Zorniger gav Warming de sidste 11 minutter på banen uden, det rykkede noget ved resultatet.
På daværende tidspunkt kunne Brøndby hverken rykke op eller ned fra ligaens andenplads, og med en kommende pokalfinale imod fck i horisonten sparede Zorniger flere profiler i ligaens sidste kampe. Af samme grund startede både Christian Enemark og Rezan Corlu også inde i denne kamp.
Warming blev senere udlejet til Nykøbing inden, han i 2020 skiftede til Lyngby på en fri transfer. Siden da har han været forbi Torino, Darmstadt og Brann. Han vendte tilbage til Lyngby før indeværende sæson, hvor han stadig er at finde i dag.
Daniel Stückler – 17 år og 14 dage
Daniel Stückler kom til Brøndby i januar 2014 under stor fanfare. Efter lanceringen af Masterclass skulle Brøndby vise, at man var på vej tilbage til talenttronen, og sportsdirektør Per Rud fik til opgave at tiltrække Danmarks største talenter.
Yussuf Poulsen, Kasper Dolberg, Jacob Bruun Larsen og Emre Mor var alle på tale, men de afviste os alle fortalte Thomas Frank efterfølgende, og valget faldt derfor på Daniel Stückler i Lyngby. Rud kaldte ham ved præsentationen ’et af de allerstørste talenter i dansk ungdomsfodbold’.
Angriberen fik sin debut, da Brøndby jagtede et mål imod FC Vestsjælland i 29. spillerunde af 2013/2014-sæsonen. Han erstattede Ariel Nuñez på banen i overtiden af kampen, der endte 2-2.
Stückler slog dog aldrig igennem, og han forlod os på en fri transfer i udgangen af 2016, hvorefter, han tog til HB Køge. Han nåede i alt 14 kampe for Brøndby, hvori han scorede tre mål. Det er derudover blevet til ophold i FC Helsingør, med hvem han nåede yderligere ni Superliga-kampe i 2017/2018-sæsonen, Lyngby, B93, Ishøj IF, Værebro BK og FC Gladsaxe.
Nikolai Laursen – 17 år og 66 dage
Nikolai Laursen skulle blot bruge fem minutter på banen i sin debut før, han kom på tavlen. Den unge angriber erstattede Alexander Szymanowski ved stillingen 3-0 på hjemmebane imod FC Vestsjælland i 26. spillerunde, og kort efter lukkede han kampen med en flot scoring.
Laursen fik efterfølgende stor ros fra både cheftræner Thomas Frank og anfører Daniel Agger, der begge var imponerede over ham. Laursen fortalte efterfølgende, at han håbede på at forlænge sin kontrakt med Brøndby, men sådan skulle det ikke gå.
Angriberen nåede i alt tre kampe i foråret før, han skiftede til hollandske PSV Eindhoven den følgende sommer. Han vendte hjem til Vestegnen på et lejeophold i 2018/2019-sæsonen, hvor han var med til at spille os i pokalfinalen imod FC Midtjylland. Lejeopholdet huskes bedst for den store chance, han brændte i pokalfinalen. Brøndby tabte efterfølgende i straffekonkurrence.
Fordelt på sine to ophold i klubben, står Laursen noteret for 26 førsteholdskampe og tre mål.
Han forlod PSV i sommeren 2019, hvorefter han skiftede til Emmen. Her spillede han to sæsoner som fast i bunden af Æresdivisionen. Siden 2021-sæsonen har han spillet for Æresdivision-klubben Heracles. Hans ophold her har dog været præget af skader.
Bertram Kvist – 17 år og 127 dage
Niels Frederiksen gav Bertram Kvist sine eneste 11 minutter på førsteholdet i anden spillerunde af 2022/2023-sæsonen. Han erstattede Oscar Schwartau på banen ved stillingen 1-3 imod FC Nordsjælland, men midtbanespilleren kunne ikke ændre noget på resultatet.
Kvist fik yderligere to minutters førsteholdsfodbold i returkampen imod Llapi i sommerens Conference League-kvalifikationskamp. Han blev efterfølgende udlejet til Kolding uden stor succes, hvorefter hans kontrakt med Brøndby blev ophævet. Han spiller nu for Esbjerg fB.
Frederik Holst – 17 år og 232 dage
Frederik Holst var længe en af de mest hypede unge spillere i Brøndbys ungdomsafdeling. Forventningerne var derfor store, da han kom op omkring førsteholdet i foråret 2012.
Auri Skarbalius gav Holst debut i udekampen imod AGF, hvor vi tabte 5-1. Her fik Holst de sidste fem minutter på banen, da han erstattede Patrick Olsen på midtbanen.
Holst blev fast mand på højre back året efter, hvor Brøndby kæmpede hårdt for at overleve, både som klub og i Superligaen. I de følgende år røg han ind og ud af holdet under først Thomas Frank og senere Alexander Zorniger, men han leverede altid en helhjertet indsats.
Netop på grund af sine fighterevner og klubånd udnævnte Zorniger Holst som anfører til pokalfinalen imod fck i 2017, der blev en af Holsts sidste for Brøndby.
Han forlod klubben efter den sæson med 155 kampe og fire mål på CV’et. Dermed er han den spiller på denne liste, der har spillet suverænt flest kampe. Han har siden været forbi Sparta Rotterdam, Elfsborg, Lillestrøm, Helsingborg, UTA Arad, 07 Vestur og spiller nu i Fremad Amager.
Dennis Cagara – 17 år og 243 dage
Venstre backen fik sin debut, da han spillede fuld tid imod AB i 12. runde af 2002/2003-sæsonen. Kampen endte 1-1.
Cagara blev rykket op i førsteholdet få måneder forinden, sammen med Kasper Lorentzen og Niki Zimling, og han nåede i alt ti kampe i den sæson, hvor Michael Laudrups Brøndby vandt pokalturneringen. Han han imponerede stort på trods af sin unge alder, og det medfødte store forventninger fra fansene.
Den unge back blev solgt til tyske Hertha BSC i vinteren 2004, hvor han nåede otte Bundesliga-kampe. Det store gennembrud kom dog aldrig, og han levede efterfølgende en nomadisk tilværelse med lejeophold i Dynamo Dresden og FC Nordsjælland inden, han skiftede permanent til FCN i 2008. Senere var han forbi AGF, Randers, Lyngby, FSV Frankfurt, Karlsruher og Hvidovre. Derudover blev det til 14 landskampe for Filippinerne. Han stoppede karrieren i 2015.
Rezan Corlu – 17 år og 352 dage
Den nuværende Lyngby-spiller var et af de mest hypede talenter i Brøndbys ungdomsafdeling som ung. Han fik sin debut under Thomas Frank i starten af 2015/2016-sæsonen, hvor han fik 23 minutter på banen imod OB i et 1-2-nederlag på hjemmebane. Sæsonen forinden var han med på bænken fire gange uden at komme på banen.
Corlu nåede fem Superliga-kampe inden, han i sommeren 2017 blev solgt til AS Roma. Han nåede aldrig at debutere for storklubben, men havde et imponerende lejeophold i Lyngby.
Hans gode præstationer for Lyngby fik sportsdirektør Ebbe Sand til at købe ham tilbage til Vestegnen og udleje ham til Lyngby. Corlu spillede 183 Superliga-minutter fordelt på ti kampe, da vi vandt mesterskabet i 2020/2021-sæsonen.
Han vendte tilbage til Lyngby i sommeren efter mesterskabsfesten. Fordelt over sine to ophold i Brøndby nåede Corlu 25 kampe og et enkelt mål. Han spiller stadig for Lyngby den dag i dag.
Nicolaj Agger – 18 år og 2 dage
’Fætter Agger’, som Nicolaj Agger blev døbt af Sydsiden, bragede ind på scenen, da han scorede to mål i sin debut imod Flora Tallinn i en 4-0-sejr i UEFA Cup-kvalifikationen. Få måneder senere fik han også debut i Superligaen, da cheftræner René Meulensteen satte ham på banen på hjemmebane imod AaB i jagten på et udlignende mål ved stillingen 1-2 med 16 minutter igen. Det mål kom desværre aldrig.
Daniel Aggers fætter døjede slemt med skader i de efterfølgende år, og han havde derfor svært ved at få kontinuerlig spilletid under Meulensteen og senere Tom Køhlert. Han blev dog fast mand i angrebet under Henrik Jensen i 2010/2011-sæsonen, hvor han levede flere rigtig fine præstationer på trods af svære omstændigheder.
I løbet af sit ophold i Brøndby var Nicolaj Agger udlejet til både Sønderjyske og svenske Djurgården. Han forlod klubben i sommeren 2012, hvor han skiftede til Vejle på en treårig kontrakt.
Agger nåede i alt 67 førsteholdskampe for Brøndby, hvori det blev til 11 mål. Agger vendte tilbage til Superligaen i 2016/2017-sæsonen, hvor han spillede for Silkeborg. Han skiftede efterfølgende til Hvidovre, hvor han gik på pension i 2021.
Hvornår tror du, vi får Ambæk at se på banen? Del din holdning i kommentarsporet forneden.
Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af den gul–blå familie med noget på hjertet. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram, og på den måde sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

