13 udekampe uden sejr: Så usandsynligt er Brøndbys elendige stime

Brøndby leverede torsdag endnu et skidt resultat på udebane i Europa, da vi spillede 1-1 imod HB Torshavn. Stimen med 13 udekampe i træk uden sejr trodser alt statistisk logik.

Olympique Lyon - Brøndby
Foto: Toke Theilade/VilfortPark.dk

Torsdag aften tilføjede Frederik Birks Brøndby-hold endnu et pinligt kapitel til klubbens nyere historie med europæisk fodbold, da vi måtte nøjes med 1-1 på udebane imod sidste års nummer tre i den færøske liga, HB Torshavn.

Kampen var klubbens 13. europæiske udekamp i streg uden sejr, og vi skal helt tilbage til 2018 for at finde den seneste sejr. Her slog Alexander Zornigers Brøndby-hold serbiske Spartak Subotica.

I den følgende runde tabte de gul-blå med 4-2 til belgiske Genk, hvilket startede den onde stime, som hverken Niels Frederiksen eller Jesper Sørensen formåede at bryde.

Den enorme skuffelse vakte naturligvis stor diskussion på sociale medier, hvor både fans og journalister har brugt store bogstaver og mere eller mindre grimme ord til at beskrive indsatsen.

Det store spørgsmål fra fanscenen er naturligvis, hvordan det overhovedet kan lade sig gøre for en klub af Brøndbys størrelse at spille så mange kampe i træk uden at vinde. Det undrede jeg mig også over fredag aften, og jeg undersøgte det derfor nærmere. Svaret er, kort sagt, at det statistisk set ikke burde være muligt.

Efter længerevarende konsultation med ChatGPT og krydstjek med min gamle mor, der er matematiklærer, viser det sig, at sandsynligheden for, at Brøndby går igennem de 13 europæiske udekampe uden sejr, blot er 0,37 procent. Det vil sige, at det sker i ét ud af 270 tilfælde!

Det er i øvrigt marginalt højere end sandsynligheden for at vinde 200 kroner på Danske Spils juleskrabekalender (0,35 procent).

Sådan gjorde jeg:
  1. Jeg tog de historiske odds på Brøndbys kampe fra bookmakeren Bet365.
  2. Jeg udregnede bookmakerens margin (forskellen på bookmakerens tilbudte odds og den reelle sandsynlighed for kampens udfald).
  3. Jeg omregnede oddsene til sandsynligheden for hjemmesejr, uafgjort og udesejr i alle 13 kampe
  4. Det omregnede jeg så til den samlede sandsynlighed for, at alle 13 kampe endte med enten hjemmesejr eller uafgjort.

HB Torshavn var den største fadæse

Kampen i Torshavn var Brøndbys bedste mulighed for at bryde stimen. Birks tropper gik ind til kampen som massive favoritter til sølle odds 1,14 hos Bet365. Baseret på disse odds, og medregnet bookmakerens margin, der i denne kamp var på 11,05 procent, var sandsynligheden for en Brøndby-sejr hele 78,99 procent.

Marginen er en bookmakers fortjeneste, der bliver bygget ind i oddsene. I stedet for at arbejde med en tilbagebetalingsprocent på 100, hvilket ville betyde at oddsene var fuldstændig fair sat, sænker bookmakeren oddsene og sikrer dermed sig selv penge uanset udfaldet på lang sigt. Derfor indregner jeg marginen, når jeg udregner sandsynlighederne.

Den næstbedste mulighed vi havde for at vinde faldt i sidste sæson på udebane imod KF Llapi fra Kosovo. Her måtte vi nøjes med 2-2 på udebane, selvom oddsene fortæller os, at sandsynligheden for Brøndby-sejr var hele 60,22 procent.

Vi var også massive favoritter i 2019, hvor vi mødte finske Inter Turku. Her havde vi vundet 4-1 på hjemmebane i første kamp, hvorefter vi balancerede på afgrundens rand i returkampen, der blev tabt med 2-0.

I alt har Brøndby været favorit i fire af de 13 udekampe. Det er sket imod HB Torshavn (2025), Legia Warszawa (2024), KF Llapi (2024) og Inter Turku (2019). I disse kampe er det blevet til tre uafgjorte og så altså nederlaget imod Inter Turku.

Sandsynligheden for at Brøndby ikke vinder en eneste af de fire kampe er sølle 2,25 procent.

Legia Warszawa - Brøndby
Brøndby i Warszawa imod Legia i 2024. Foto: Toke Theilade/VilfortPark.dk

Forklaringen om de svære modstandere

Vi har naturligvis også mødt gode hold i løbet af de seneste seks år. Listen af modstandere tæller flere hold, der ofte spiller med, hvor det er rigtig sjovt. Da vi mødte Skotske Rangers FC i Europa League-gruppespillet i 2021 endte de for eksempel efterfølgende med at gå hele vejen til finalen, hvor de tabte til Jesper Lindstrøm og Eintracht Frankfurt.

Red Bull Salzburg, Olympique Lyon, FC Basel, Sparta Prag, Braga og Genk har også alle haft flotte europæiske kampagner omkring årene, hvor de fik besøg af Brøndbys gule hær.

Man kan derfor fristes til at bortforklare Brøndbys europæiske uheld med, at vi simpelthen bare er løbet ind i nogle svære modstandere på dårlige tidspunkter. Denne forklaring er der også mange, der kommer med på sociale medier.

Brøndbys chancer var værst, da vi i Europa League-gruppespillet i 2021 mødte Lyon på Parc Olympique Lyonnais. Her havde vi blot 7,23 procent chance for at vinde på forhånd. Det var marginalt dårligere end i udekampen imod Red Bull Salzburg, hvor vi havde 7,87 procent chance for sejr.

Modstander1 Odds/SandsynlighedX Odds/Sandsynlighed2 Odds/Sandsynlighed
HB Torshavn10 / 9 %7,5 / 12,01 %1,14 / 78,99 %
Legia Warszawa2,7 / 34,79 %3,4 / 27,63 %2,5 / 37,58 %
KF Llapi5,5 / 16,75 %4 / 23,55 %1,53 / 60,22 %
FC Basel1,61 / 58,51 %4 / 23,55 %5,25 / 17,94 %
Pogon Szczecin2,05 / 45,33 %3,4 / 27,33 %3,4 / 27,33 %
Sparta Prag1,95 / 48,5 %3,6 / 26,27 %3,75 / 25,22 %
Rangers FC1,4 / 67,5 %4,75 / 19,9 %7,5 / 12,6 %
Lyon1,2 / 78,31 %6,5 / 14,46 %13 / 7,23 %
RB Salzburg1,2 / 78,65 %7 / 13,48 %12 / 7,87 %
Braga1,4 / 66,77 %4,5 / 20,77 %7,5 / 12,46 %
Lechia Gdansk2,5 / 37,73 %3,3 / 28,58 %2,8 / 33,69 %
Inter Turku4,5 / 20,25 %4 / 22,78 %1,6 / 56,96 %
Genk1,5 / 62,64 %4,33 / 21,7 %6 / 15,66 %

Alligevel er det en præstation udover det sædvanlige at gå igennem alle de kampe uden at løbe med mindst én sejr.

Hvis vi tager de syv kampe, hvor Brøndby har været underdog hos Bet365, FC Basel (2023), Pogon Szczecin (2023), Sparta Prag (2021), Rangers FC (2021), Lyon (2021), Red Bull Salzburg (2021), Braga (2020), Genk (2018), er sandsynligheden for, at Brøndby spiller dem alle uden at vinde mindst én nemlig stadig blot 16,31 procent.

Brøndbys håbløse stime trodser altså alt statistik, og den hænger som en sort sky over klubben i en tid, hvor europæisk succes er vigtigere end nogensinde før.

Hvad skal Brøndby gøre for endelig at kunne vinde på udebane i Europa igen? Den din holdning i kommentarsporet forneden.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments