Påskesøndag fejrede vi Jesu genopstandelse, og tirsdag kan Brøndbys offensiv forhåbentlig gøre ham kunsten efter, når vi møder FC Nordsjælland på udebane.
Brøndby har spillet seks kampe i træk uden at score, og der er voldsomt brug for, at offensiven rejser sig fra de døde, hvis ikke sæsonen skal løbe ud i sandet.
På trods af den langvarige krise har påskens resultater faktisk flasket sig godt for Brøndby, der med en sejr kan ryge direkte tilbage på tredjepladsen. Et nederlag derimod vil betyde, at Nordsjælland overtager bronzepladsen med os hele fem point bagefter sig. Det er et hul, der vil blive svært at lukke i vores nuværende tilstand.
Farum-klubben er desværre i god form inden tirsdagens kamp. De har vundet begge deres kampe i mesterskabsspillet, og de kigger opad i tabellen.
Cooper kan dog trøste sig med, at Brøndby har et godt tag på tigerne. Vi har ikke tabt til Nordsjælland i ligaen siden september 2024. Faktisk er det kun blevet til én Nordsjælland-sejr over Brøndby i de seneste ni interne opgør. De to indbyrdes kampe i grundspillet endte begge med Brøndby-sejre.
Superliga – 25. spillerunde
Tirsdag den 7. april klokken 19.00
Farum Stadion
TV2 Sport X & TV2 Play
Lasse Graagaard
Det holder vi øje med
For Brøndby handler alt om at komme på måltavlen tirsdag aften og slutte stimen på seks kampe i streg uden scoring. Hvis Brøndby endnu en gang forlader banen uden at score, vil vi blive den første klub i Superligaens historie til at gå syv kampe i træk uden at score.
Lige nu deler vi den kedelige rekord sammen med Randers, Hobro og Ikast, der alle ligeledes spillede seks målløse kampe i træk.
Heldigvis er Nordsjælland en af de klubber, Brøndby har det bedst imod, når det kommer til mål. I vores 47 kampe imod dem siden 2013 er vi kun gået målløse fra banen tre gange. Sidst det skete var i april sidste år, da vi spillede 0-0 på hjemmebane.
Statistisk set er Nordsjælland altså en ønskemodstander i vores nuværende situation.
Det er blevet sagt
I Farum skal Brøndby spille på kunstgræs, og det er noget, Steve Cooper og resten af trænerteamet har haft fokus på i optakten.
I sidste uge varmede Brøndby op til kampen med en træningskamp imod HB Køge på kunstgræs.
”Jeg respekterer alt i ligaen, og kunstgræs er en del af den. Alle hold skal spille kampe på kunstgræs, så det er lige for alle,” sagde Cooper til pressen søndag.
”Jeg tror, at alle hold træner på kunstgræs frem mod et opgør på kunst.”
Midtbaneprofilerne Nicolai Vallys og Daniel Wass havde også fokus på det besværlige underlag.
”Det er en svær opgave, som venter os i Farum. Det er et hold, der altid er gode på deres egne hjemmebane. Det var fint, at vi spillede testkamp på kunst, ligesom vi skal træne lidt på det frem mod tirsdag,” sagde Vallys søndag.
”Det var fedt, at vi spillede en testkamp på kunst og også skal træne på det frem mod kampen i Farum. For det er noget andet at spille på kunst, specielt når solen skinner. Så kan banen godt blive lidt tør,” uddybede Wass.

Dommeren i fokus
FC Nordsjælland – Brøndby dømmes af Lasse Graagaard, der har været Superliga-dommer siden 2022/2023-sæsonen.
Graagaard har seks gange tidligere dømt Brøndby. Fem af disse var i Superligaen, hvor det er blevet til en Brøndby-sejr og fire uafgjorte. Derudover dømte Lasse Graagaard også vores 5-0-sejr på udebane over Vendsyssel i pokalturneringen i efteråret 2024.
Det er værd at bemærke, at Brøndby aldrig har forladt en kamp dømt af Graagaard uden at score.
LÆS OGSÅ: Da Farum pludselig lå på Vestegnen
Ugen der gik på Bane 1
Ugens store fokuspunkt har naturligvis været at forberede sig på kunstgræsset i Farum. I onsdags spillede Brøndby træningskamp imod HB Køge på udebane. Denne kamp endte 1-1 efter et mål af Ousmane Sow på oplæg af Daniel Wass.
Brøndby måtte undvære landsholdsaktuelle Jacob Ambæk, Patrick Pentz, Benjamin Tahirovic og Bartosz Slisz, men ellers stillede Cooper i stærkest mulige opstilling.
I stedet for Ambæk fik Sho Fukuda chancen som frontangriber men uden at komme på scoringstavlen. Japaneren er også kommet ind i angrebet i de seneste par kampe, og det tyder på, at Cooper ikke udelukkende ser ham som fløjspiller længere.
Apropos angribere vendte Filip Bundgaard tilbage til træningsbanen efter en lang skadespause. Den unge angriber blev slemt skadet under januars træningslejr, men nu nærmer han sig langsomt et comeback. Det er stadig tvivlsomt, om han kommer i kamp inden sæsonen slutter, men det er bestemt positivt, at have ham tilbage på græs.
Udover Binks og Bundgaard må Brøndby også stadig undvære skadede Frederik Alves.
LÆS OGSÅ: Oskar Fenger: Masterclass-profilen, der banker på til førsteholdet
Brøndbys forventede startopstilling
Pentz – Köhlert, Vanlerberghe, Binks, Villadsen – Wass, Slisz – Sow, Vallys, Divkovic – Ambæk
Luis Binks er i karantæne, og det giver Jordi Vanlerberghe chancen fra start. Den belgiske forsvarsspiller er ikke startet inde siden 2-0-sejren i Randers den 30. august, men nu får han muligheden igen.
Ellers holder Cooper fast i den opstilling, der leverede en udmærket præstation i Aarhus før landsholdspausen.
Sådan ser du Nordsjælland – Brøndby
Nordsjælland – Brøndby vises i fjernsynet på TV2 Sport X. Det betyder også, at man kan finde sig et Brøndby livestream på TV2 Play.
Hvordan ender tirsdagens kamp? Del din forudsigelse i kommentarfeltet.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

