Efter mandagens overbevisende 4-1-sejr i Odense skal Brøndby allerede i kamp igen torsdag aften, hvor FC Nordsjælland venter på udebane i DBU Pokalens ottendedelsfinale.
Brøndby går ind til kampen som små favoritter. Vi har da også en fin indbyrdes statistik imod FC Nordsjælland, som vi blot har tabt til to gange i de seneste ti indbyrdes opgør. I starten af sæsonen vandt vi endda 1-0 i Farum på mål af Clement Bischoff.
Man må dog naturligvis ikke undervurdere hjemmeholdet, der ligger på femtepladsen i Superligaen – syv point efter Brøndby. Nordsjælland er især kendt for at være gode hjemme i Farum, hvor banens kunstgræs ofte skaber problemer for udeholdene.
Det holder vi øje med
Brøndby er i gang med en hård uge, og det bliver spændende at se, hvordan Cooper spiller kortene til denne vigtige pokalkamp. Han startede stort set i stærkeste opstilling imod B93 i den seneste runde, hvor Filip Bundgaard og Oliver Villadsen var de eneste reserver, der startede inde.
Begge spillere bør få chancen igen imod Nordsjælland. Bundgaard havde et rigtig fint indhop imod OB, som han kronede med et fremragende langskudsmål. Sean Klaiber er den markspiller, der har spillet næstflest minutter i denne sæson, og han kan også godt trænge til en pause.
Stijn Spierings erstattede Benjamin Tahirovic i pausen imod OB, og hollænderen bør få chancen fra start på torsdag også. Spierings skal formentlig afløse Daniel Wass i weekenden, hvor han afsoner karantæne, så det vil gavne ham med nogle minutter i benene.
Det er der blevet sagt
Filip Bundgaard, der har været langt fra spilletid i de seneste måneder efter en fin sæsonstart, kom ind fra bænken imod OB og scorede et fremragende langskudsmål. Før scoringen havde den teknisk dygtige angriber endda flere fine aktioner, hvor han blandt andet gav prøver på sine dribleegenskaber og var effektiv i presset. Han viste sig som en spiller, der banker på til mere spilletid.
Målet var Bundgaards første siden august, og det var tydeligt, at det betød noget for ham at komme på tavlen.
“Jeg havde et mindset om at gå ind og angribe det hele, og jeg synes, jeg gjorde det fint,” fortalte han efter kampen.
“Selvfølgelig vil man gerne spille hver gang, men man må bare fokusere på, hvad man selv kan gøre.”
“Det [følelsen af at se bolden gå i mål red.] er svært at beskrive. Det er sommerfugle, der går igennem kroppen. Det er svært at styre i hvert fald, og det var en kæmpe forløsning. Jeg tror bare, at det var et instinkt i øjeblikket,” sagde angriberen om sit flotte mål.
Midterforsvar Frederik Alves har derudover udtalt sig om Brøndbys ambitioner i pokalturneringen til Brondby.com. Her sagde han:
“Vi vil gerne nå langt og vinde pokalen. Det er vores målsætning, så det er rigtig vigtigt, at vi går videre i morgen mod Nordsjælland.”
Han fortalte derudover følgende, om Brøndbys tilgang til pokalkampen:
“Vi skal gå ud og gøre det, vi har været gode til i øjeblikket. De er et hold, der gerne vil spille fodbold, så vi skal op og lægge pres på dem og stresse dem lidt, selvom de er et svært hold at stresse. Og så er det meget vigtigt, at vi står kompakt som hold og er én stor enhed.”
Dommeren i fokus
Torsdagens pokalkamp dømmes af Jacob Karlsen, der er i gang med sin fjerde sæson som Superliga-dommer. Han har syv gange tidligere dømt Brøndby-kampe, og det er her blevet til fem gul-blå sejre og to nederlag. Det er tredje gang i denne sæson, at han dømmer en Brøndby-kamp. Han dømte os senest, da vi smadrede OB med 5-0 på Brøndby Stadion for en måned siden.
Jacob Karlsen har stadig til gode at uddele et rødt kort i en Brøndby-kamp. Derudover har han heller aldrig dømt et straffespark imod Brøndby, imens han har tildelt os et enkelt.
I sine i alt 200 kampe som professionel dommer har han uddelt 630 gule kort, 28 røde kort og dømt 48 straffespark.
Ugen der gik på Bane 1
Qua det travle kampprogram har der været stille på træningsbanen i denne uge. Sho Fukuda var ikke med i truppen imod OB, og han er stadig tvivlsom imod Nordsjælland med sin sygdom.
Imod OB blev han erstattet i truppen af 18-årige André Escobar. Den unge midtbanespiller blev sorteret fra til den endelige kamptrup i sidste øjeblik, og han så derfor kampen fra tribunen.
LÆS OGSÅ: Mød André Escobar: Det næste stjerneskud fra Masterclass?
OPDATERING: Sho Fukuda er ikke udtaget til dagens kamp. Det er Sean Klaiber og Benjamin Tahirovic heller ikke. Til gengæld er unge Viggo Poulsen fra Masterclass udtaget.
Brøndbys forventede startopstilling
Det forventes som sagt, at Cooper giver plads til nogle af sine reserver i startopstillingen. Brøndby har dog ikke fået en let modstander, og pokalturneringen er vigtig for os, så Cooper vil stadig holde sin stamme samlet – akkurat som vi så det i 4-1-sejren over B93.
Det eneste spørgsmålstegn i truppen er som bekendt japanske Fukuda. Hvis han stadig er syg, forventer jeg, at Escobar igen bliver udtaget. Hvis Fukuda derimod er rask, regner jeg med, at han starter på bænken til fordel for Marko Divkovic. Kroaten har nemlig været fremragende på det seneste med to mål og et oplæg i de seneste to kampe.
Jeg forventer at se Villadsen og Bundgaard få chancen fra start efter, at de længe har banket på til startopstillingen. Derudover regner jeg med, at Spierings kommer til at starte inde på midtbanen, så Tahirovic kan få et hvil.
Med Bundgaard på banen fra start kan Cooper give unge Jakob Ambæk en tiltrængt pause. Cheftræneren har tidligere snakket om vigtigheden af at holde Ambæk frisk og dosere hans spilletid for at undgå overbelastning. Denne kamp er en oplagt mulighed for at gøre netop det.
4-2-3-1: Pentz – Köhlert, Alves, Binks, Villadsen – Wass, Spierings – Vallys, Nartey, Divkovic – Bundgaard
Sådan ser du FC Nordsjælland – Brøndby
Udebaneafsnittet til pokalkampen i Farum er udsolgt. Der er dog stadig billetter tilbage til hjemmebaneafsnittene. Her må man dog ikke bære Brøndby-farver, og man risikerer at blive smidt ud, hvis man hepper for åbenlyst på Brøndby.
Hvis man skal se kampen hjemmefra, kan man se FC Nordsjælland og Brøndby i TV på Viaplay Sport News. Hvis man ikke har Viaplay Sport News i sin TV-pakke, kan man streame kampen på Viaplay.
Den billigste måde at få adgang til kampen er at købe pakken, der hedder Dansk Fodbold, Film & Serier. Hvis man vælger den med reklamer, koster den 249 kroner om måneden. Der er ingen binding på abonnementet, så man kan opsige det umiddelbart efter kampen og dermed kun betale for en måned.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

