Lynanalyse af Rasmussen-salg: Efterlader stort hul i truppen

Brøndby har netop annonceret salget af anfører Jacob Rasmussen. Men hvad betyder det for det sportslige, og hvad signalerer salget om sommerens aktiviteter på transfermarkedet?

Jacob Rasmussen
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Brøndby smed mandag aften en regulær pinse-bombe, da man annoncerede salget af anfører Jacob Rasmussen. Centerforsvareren skifter med øjeblikkelig virkning til den østrigske storklub Red Bull Salzburg, hvor han skal være med i VM for klubhold i næste uge.

Rasmussen, der blev gjort til anfører under Jesper Sørensen, skifter til Salzburg efter to år på Vestegnen, hvor han nåede at spille 70 kampe i alle turneringer.

Jacob Rasmussen i kamp imod fck
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Efterlader skrøbelig defensiv

Det ville være en løgn at sige, at Brøndby har haft en god defensiv over de seneste par sæsoner. Der er dog ingen tvivl om, at Jacob Rasmussen har været klubbens suverænt bedste forsvarsspiller siden, at han kom til i sommeren 2023 fra Fiorentina.

Han behøvede blot et år i klubben før, at han blev gjort til anfører tidligt i forrige efterår, da Ohi Omoijuanfo røg på bænken.

Udover anførerhvervet bar Rasmussen også et stort spillemæssigt ansvar på banen. Defensivt var det ham, der ofte måtte ind og rydde op. I begge sine sæsoner i Brøndby var han således i top tre på holdet over de spillere med flest bolderobringer, tacklinger og vundne luftdueller.

Offensivt gik vores opbyggende spil altid gennem hans venstre side, og han er den Brøndby-spiller med flest gennemførte afleveringer over de seneste to sæsoner. I 2024/2025-sæsonen var han derudover også den af vores spillere med flest succesfulde afleveringer på modstandernes banehalvdel og næstflest gennembrudsafleveringer. Alle statistikker ifølge Superliga.dk.

I en defensiv, der har døjet både længerevarende skader til Jordi Vanlerberghe og Frederik Alves samt generelle formproblemer og hyppige udskiftninger, var Rasmussen det sikre kort, træneren altid kunne regne med. Han nåede at spille 57 Superliga-kampe fra start i Brøndby uden nogensinde at blive skiftet ud eller udvist.

Nu står Brøndby med tre centerforsvarere tilbage i truppen i form af Vanlerberghe, Lauritsen og Alves. Vanlerberghe har nogle af de samme offensive egenskaber som Rasmussen, men han er ikke ligeså god defensivt. Alves og Lauritsen bliver primært brugt som midterstopperen i et tre-mands forsvar, og de har det begge svært i opspillet.

Vores nu tidligere nummer fire efterlader altså et stort hul bag sig. Både som forsvarsspiller, hvor han ydermere var den eneste venstrebenede stopper på holdet, men også som leder og kulturbærer.

JAcob Rasmussen
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Genopbygningen er i gang

Salget af forsvarsspilleren kommer formentlig før, at Brøndby havde håbet på. Han havde stadig to år tilbage af sin kontrakt med klubben, og efter det store salg af Yuito Suzuki (samt det sandsynlige salg af Mathias Kvistgaarden) manglede vi ikke penge. Alligevel kan man ikke argumentere imod, at han har fortjent et skifte til en storklub efter sine præstationer for klubben.

Salget signalerer dog også begyndelsen på en ny tid for Brøndby. Rasmussen er den første af de lidt ældre ’vind nu’-spillere, der kom til under Carsten V. Jensen, der forlader klubben. Det er ikke usandsynligt, at han i løbet af den kommende sæson får følgeskab af folk som Nicolai Vallys, Patrick Pentz, Daniel Wass og Sean Klaiber, der alle nærmer sig afslutningen på deres kontrakter.

Benjamin Schmedes vil sandsynligvis kigge efter en yngre spiller, når afløseren skal findes. I vinters så vi ham købe ind til fremtiden i form af Benjamin Tahirovic og Gavin Beavers, og den stil fortsætter han højst sandsynligt.

Det bliver dog ikke nogen billig øvelse at lukke hullet. Lovende centerforsvarere er dyre, især de venstrebenede, og de hænger ikke på træerne. Det er sandsynligt, at Brøndby ender med at bruge flere penge på Jacob Rasmussens afløser, end Salzburg har betalt for ham.

Den tyske sportsdirektør og Frederik Birk er i gang med at sætte deres eget præg på Brøndby-truppen, og vi går en spændende sommer i møde, hvor de har masser af penge mellem hænderne, men også nogle enorme huller, i begge ender af banen, der skal lukkes inden, at sæsonen starter igen i midten af juli.

Hvad vil du huske Jacob Rasmussen bedst for? Del dine minder i kommentarfeltet forneden.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
2 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments
Allan Hoffmann
Allan Hoffmann
7 months ago

Jacobs indsats i den seneste sæson underbygger efter min mening ikke de fine statistiker. Alt for ofte stod Jacob og varmede bolden, hvorefter den blev spillet sidelæns (ligesom Alves gør). Vi skal have mere fart i vores opspil fra bageste kæde!

GlostrupSwing
GlostrupSwing
7 months ago

Jeg synes argumenterne, om at JR har været dårlig og haft en langsom boldomgang, er malplaceret. Det er snarere symptomet på problemet og ikke selve problemet. Han er en fremragende forsvarsspiller med bolden og har et internationalt snit i sit afleveringsspil samt spilforståelse.

Han har spillet langsomt fordi holdet ikke har fungeret – og fordi planen/aftalerne simpelthen ikke har været der. Hvis du er den bedste mand på bolden, så får du den også oftest i skoene og vil naturligt have flere situationer, hvor din tempo i afspillet ser sløjt ud. Essensen er at du bliver langsom i din boldomgang, hvis afleveringsmulighederne, eller aftalerne, ikke er der.

Jakob Rasmussen har både fodboldforståelsen og foden til at aflevere på første- eller andenberøringen, så hvis han bliver bedt om det af sin træner, og den respektive spilstation er der, vil han selvfølgelig spille den hurtigst muligt for at skabe tempo. Han er en intelligent fodboldsspiler. Desuden er Salzburg kendt for hurtigt spil, så ville være mærkeligt, hvis han ikke kunne spille den type fodbold.