Brøndby vendte denne uge hjem til Danmark efter to ugers træningslejr under varme himmelstrøg i Spanien og Portugal. Undervejs blev det til fire træningskampe, hvor Steve Cooper brugte førsteholdet i de første tre og herefter U19-holdet i den sidste.
Der resterer stadig halvanden uges hård vintertræning på Vestegnen og to træningskampe imod OB og Hillerød, men vi kan efter træningslejren allerede drage nogle konklusioner om, hvem der gjort sig mest bemærket, positivt og negativt, denne måned.
17/01: Brøndby – Piast Gliwice 1-1 (Sow)
23/01: Brøndby – Seattle Sounders 2-0 (Tahirovic, Divkovic)
26/01: Brøndby – Real Salt Lake 1-2 (Slisz)
26/01: Brøndby – FC Dallas 2-5 (Broberg, Poulsen)
Træningslejrens vindere
Benjamin Schmedes
Den tyske sportsdirektør har haft en travl januar indtil videre. Ind er kommet Emmanuel Dennis, Ben Godfrey, Bartosz Slisz og Ousmane Sow, imens Noah Nartey, Marcus Younis, Stijn Spierings, Justin Che og Michael Gregoritsch er røget ud. Salget af Nartey til franske Olympique Lyon er et af de største i klubbens historie. Derudover har sportsdirektøren forlænget kontrakterne med stortalenterne Jacob Ambæk, Mathias Jensen og André Escobar.
Slisz og Sow var blandt Brøndbys bedste spillere under træningslejren og ligner store succeser. Den polske landsholdsspillers aggressive spillestil og store løbepensum har forbedret presspillet markant i forhold til efteråret, og Sow markerede sig med et mål og en assist som en stor trussel på højrefløjen.
Dennis missede træningslejren og Godfrey kom først i slutningen, men indtil videre ligner det, at Schmedes har præsteret et af de bedre transfervinduer i klubbens historie.
Elias Broberg
Cooper benyttede vinterens træningslejr til at tage et grundigt kig på flere af de største Masterclass-talenter. En af dem, der skilte sig positivt ud, var 16-årige Elias Broberg, der til daglig spiller på klubbens U19-hold og Danmarks U17-landshold.
Imod Global Football Holdings-ejede Real Salt Lake tiltvang han sig et straffespark, som Marko Divkovic scorede på, efter nogle snævre driblinger i feltet.
Det flotte indhop fulgte han op med et mål i 2-5-nederlaget til FC Dallas. Her afsluttede han et kontraangreb, som han selv var med til at skabe med en fiks hælaflevering, og scorede til 1-4. Han ligner allerede nu en mand, man bør holde vågent øje med i de næste par år.
Daniel Wass
Den detroniserede anfører er utvivlsomt i sin karrieres absolutte efterår, og det kan potentielt være slut allerede til sommer, når hans kontrakt udløber. Wass lader dog til at have spillet sig lidt tilbage i varmen denne måned.
Han startede inde på den centrale midtbane ved siden af Slisz imod både Real Salt Lake og Seattle Sounders, hvor Brøndby stillede med A-kæden.
I begge kampe leverede han et godt indtryk og var en del af grunden til, at vi havde kontrol på midtbanen. Det gjorde tydeligvis Wass bedre at spille ved siden af den hårdtarbejdende og evigt pressende Slisz. Polakkens arbejdsraseri betød nemlig, at Wass kunne koncentrere sig mere om at fungere som spilfordeler på den centrale midtbane.
Det er i øvrigt værd at bemærke, at Wass startede på bænken imod Piast Gliwice i, hvad der viste sig at være træningslejrens suverænt værste holdpræstation.

Træningslejrens tabere
Marko Divkovic
Den sympatiske kroat havde en svær træningslejr. Hans januar måned har været præget af transferrygter på grund af hans snarligt udløbne kontrakt, og der har været tider, hvor det var svært at sige, om han var købt eller solgt.
For at gøre tingene værre var han skadet i starten af opholdet, og han missede derfor åbningskampen imod Piast Gliwice.
Med Mats Köhlerts skade er Marko Divkovic lige nu den eneste venstreback i seniortruppen (selvom Cooper primært har brugt ham som fløjspiller). Alligevel blev kroaten fravalgt på den position i samtlige kampe – måske fordi Divkovic er i karantæne i åbningskampen imod Randers. Cooper startede i stedet Oliver Villadsen på venstrebacken i alle tre træningskampe med førsteholdet.
Når man tænker på, hvor imponerende Sow har set ud på højrefløjen, ligner det lige nu, at Divkovic må nøjes med en plads som reservespiller i foråret.
Kotaro Uchino og Filip Bundgaard
Med salget af Michael Gregoritsch, Emmanuel Dennis’ visumproblemer og Jacob Ambæks skade er der pludselig kort vej til spilletid som Brøndbys frontangriber. For Kotaro Uchino og Filip Bundgaard var der derfor en gylden mulighed for at få vigtige minutter i benene og bevise deres værd inden, at Schmedes formentlig henter endnu en angriber til klubben inden, at transfervinduet lukker.
Desværre gik Filip Bundgaard i stykker allerede i den første kamp, hvor han pådrog sig en slem skade, der vil holde ham ude i tre måneder.
I hans fravær fik Uchino masser af spilletid, men den japanske angriber greb ikke chancen. Som beskrevet tidligere havde han svært ved at indgå i spillet i kampene, og han formøblede de chancer, han blev sat op til.
Uchino fik ikke ændret ved det indtryk, han leverede i efteråret; nemlig at han lige nu er en angriber, hvis niveau ikke er højt nok til Brøndby.
Centerforsvarerne
Ben Godfrey er blevet lejet fra Atalanta, og han er naturligvis blevet hentet ind som starter. Det efterlader Brøndby med en overflod af centerforsvarere.
Både Jordi Vanlerberghe og Rasmus Lauritsen leder lige nu efter nye klubber. Førstnævnte var tæt på et skifte i starten af måneden, der desværre gik i vasken.
Selv Frederik Alves, der tidligere har været rygtet til tyrkisk fodbold, kan potentielt blive solgt, da han viste sig godt frem i efteråret og selvfølgelig heller ikke vil stille sig tilfreds med en bænkplads bag Luis Binks og Godfrey, der ligner de sikre startere.
Cooper vil dog næppe gå med til at sælge alle tre, og derfor må mindst én, men formentlig to, af de erfarne centerbacks nøjes med en reserverolle i foråret. Sandsynligvis må enten Lauritsen eller Vanlerberghe se deres transferdrømme gå i vasken, da unge Philip Søndergaard endnu ikke er blevet rykket op i førsteholdstruppen, og det vil være for skrøbeligt kun at have én backup til de to pladser i centerforsvaret.
Hvordan tror du, at Cooper stiller op i forårets åbningskamp imod Randers? Del din holdning i kommentarfeltet.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.


Tror ikke Divko kommer til at være på bænken. Min største taber i træningskampene (ud over Bundgaard – men det var ikke selvforskyldt) er Villadsen. Syntes virkelig at modstanderne vadede igennem gang på gang overfor ham og Binks. Så tror det sekund Divko må spille så har han venstre back (og dernæst Kohlert).