Mød Viggo Poulsen: Masterclass’ seneste stjerneskud

Viggo Poulsen debuterede for nyligt for Brøndbys førstehold. Vi tegner et portræt af den 17-årige offensive midtbanespiller, der regnes som et af de mest lysende talenter hos Masterclass.

Tifo til Brøndby-fck
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Midt i den kolossale skuffelse over nederlaget til Vejle var der et enkelt lyspunkt. Steve Cooper gav nemlig debut til blot 17-årige Viggo Poulsen, der i kampens overtid blev skiftet ind i stedet for Frederik Alves i et desperat forsøg på at skaffe en udligning.

Kampen var blot anden gang, Viggo Poulsen var med i kamptruppen på førsteholdet, og han blev altså den seneste Masterclass-debutant under Cooper, der også gav André Escobar debut tidligere på efteråret.

Hvem er Viggo Poulsen?

Navn: Viggo Poulsen
Fødselsdag: 7. april 2008 (17 år)
Position: Offensiv midtbanespiller
Tidligere klubber: Vallensbæk IF
Landskampe: 8 kampe (1 mål) for Danmark U18 og 3 kampe for Danmark U17

Fra Vallensbæk til Brøndby

Unge Viggo Poulsen tog sine første støvler på, da han som blot fire-årig begyndte til fodbold i sin lokale klub, Vallensbæk IF. I den lille klub på Vestegnen begyndte han sin rejse ind i fodboldverdenen, der i foråret 2019 kulminerede med et skifte til Brøndby kort før hans 11-års fødselsdag.

Allerede dengang var han regnet som et stort talent, og han er fortsat med at vokse og udvikle sig år efter år. Det fortæller Masterclass-ekspert Martin Valencia, der følger Brøndbys ungdomsafdeling tæt.

”Viggo kom til Masterclass som et stort talent og har fortsat med at lægge på sin udvikling og udvide sit repertoire yderligere,” fortæller han til VilfortPark.dk.

”Han er blevet mere konstant i sin udviklingskurve, og Viggo spiller sjældent dårlige kampe.”

Viggo Poulsen underskrev sin første kontrakt med Brøndby på sin 15-års fødselsdag i 2023. Kontrakten vakte naturligvis stor glæde hos den unge mand:

”Det betyder utrolig meget for mig at skrive under med Brøndby. For mig er det vigtigste i kontrakten ikke pengene men, at jeg skal være i Brøndby i tre år til. Klubben betyder utrolig meget for mig. Jeg har altid været Brøndby-fan og har fulgt dem hele mit liv,” sagde han dengang til 3point.dk.

At Brøndby var hurtigt ude med en kontraktforlængelse var ingen tilfældighed. På trods af sin unge alder var Viggo Poulsen nemlig på daværende tidspunkt allerede med på U17-holdet.

At man fra klubbens side har stor tiltro til ham blev understreget i januar i år, hvor han igen forlængede sin kontrakt med tre år, så han nu er under kontrakt indtil den 31. december 2027. I foråret trænede Poulsen hyppigt sammen med de ældre spillere på U19-holdet og det blev også til enkelte træninger med Superliga-truppen.

Han har dermed en historie med at tage store skridt fremad, og derfor forventede Martin Valencia også en debut til ham.

”Jeg er egentlig ikke overrasket over, at Viggo fik debut. Jeg synes, det er naturligt, når man kigger på hans udviklingskurve samt Coopers evne og mod til at bruge de unge.”

Brøndbys yngste debutanter:
  1. Oscar Schwartau – 16 år og 61 dage
  2. Morten Frendrup – 16 år og 310 dage
  3. Magnus Warming – 16 år og 347 dage
  4. Jacob Ambæk – 16 år og 347 dage
  5. Daniel Stückler – 17 år og 14 dage
  6. Nikolai Laursen – 17 år og 66 dage
  7. Bertram Kvist – 17 år og 127 dage
  8. Frederik Holst – 17 år og 232 dage
  9. Dennis Cagara – 17 år og 243 dage
  10. Viggo Poulsen – 17 år og 245 dage

En elegant og teknisk dygtig 10’er

Gennem sine år i Masterclass har Poulsen vist sig som et af de mest lysende offensive talenter, og i denne sæson har han tegnet sig for to scoringer for U19-holdet. Her har han flere gange været kampafgørende med både mål og oplæg, og det var derfor ikke uden grund, da Cooper gav ham debut.

”Viggo er en 10’er type, der opererer i mellemrummene og har et flot teknisk niveau. Han har et veludvikling short passing-arsenal og sans for både assist og mål,” forklarer Valencia, der flere gange har haft fornøjelsen af at se Poulsen spille.

”Viggo er en utrolig elegant spiller. Han har altid bolden tæt på fødderne og et lavt tyngdepunkt, der gør, at han ofte glider forbi sin direkte modstander.”

”Han besidder splitvision og kan åbne forsvaret med sine skærende afleveringer.”

Valencia sammenligner Viggo Poulsens spillestil og evner med Besar Halimi, der var en målfarlig midtbanespiller på Alexander Zornigers pokalvindende Brøndby-hold mellem 2017 og 2019.

Den unge midtbanespiller fylder 18 år til april, og han kan derfor skrive under på sin første seniorkontrakt om få måneder. For at gå hele vejen har han dog også områder, hvor han skal forbedre sig, påpeger Valencia.

”Viggo skal fortsat lægge på i den fysiske del. Han kan blive viftet væk til tider, og i det aspekt er der forbedringspotentiale,” forklarer han om den 1,75 meter høje midtbanespiller.

Man skal dog ikke tage fejl af, at talentet og potentialet er stort i Viggo Poulsen, der har værktøjerne til at gå hele vejen.

”Jeg synes, at han er et stort talent med en stærk mentalitet. Min vurdering er, at vi har med en kommende Superliga-spiller at gøre. Hvis han fortsætter sin udvikling, så bliver han også en profil,” afslutter Martin Valencia sin beskrivelse af den unge midtbanespiller.

Hvem tror du, bliver den næste debutant fra Masterclass? Del din forudsigelse i kommentarfeltet forneden.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments