Ved i, hvad forskellen er på en fck-fan og en Brøndby-fan? Det er fucking, at for 80 % af fck-fans er det en trend. "Oh, det er en flot trøje". Men for Brøndby-fans er det en livsstil! - Anis Ben Slimane (Sagt før derby i Parken den 30. april 2023 uden Brøndby-fans. )

Den første pokaltitel: Vilfort og Laudrup i hopla sikrede hvidklædte Brøndby sejren

Læs historien om Brøndbys første pokaltitel nogensinde. Vi ser nærmere på pokalfinalen mellem Brøndby og Ikast i 1989.

Lars Olsen får overrakt pokalen efter, at Brøndby vandt pokalfinalen i 1989

To år efter fadæsen i Skagen, hvor Brøndby blev sendt ud af pokalturneringen til et Jyllandsserie-hold (se straffekonkurrencen på YouTube her), og et år efter, at Brøndby havde tabt pokalfinalen til AGF, stod Ebbe Skovdahls tropper den 5. maj 1989 igen i pokalfinalen. Modstanderen var jyske Ikast FF, der senere skulle blive til FC Midtjylland, og Brøndby var store favoritter i Idrætsparken.

Brøndby – Ikast målscorere:

0-1 Klaus Granlund (6)
1-1 Brian Laudrup (15)
2-1 Kim Vilfort (39)
2-2 Klaus Granlund (58)
2-3 Klaus Granlund (68)
3-3 Kim Vilfort (78)
4-3 Brian Laudrup (106)
5-3 Leif Nielsen (110)
6-3 Kim Vilfort (116)

Revanchetid

De gentagende pokalfiaskoer var begyndt at tære på Brøndby, der konstant blev mindet op det pinlige nederlag til Skagen, hver gang der stod pokalkampe på programmet. Men i 1989 skulle pletten endelig vaskes væk, og pokalturneringen vindes for første gang i klubbens historie.

LÆS OGSÅ: Det første derby: Skovdahls Brøndby bød fck op til dans

Brøndby kvalificerede sig til pokalfinalen efter en samlet 4-2-sejr over Esbjerg i semifinalen, og i ligaen gik det også godt. Med Ebbe Skovdahl på sidelinjen startede Brøndby 1989-sæsonen med lyn og torden og lå ved pokalfinalen på førstepladsen i den bedste række med ni point efter de første fem kampe – en sejr gav på daværende tidspunkt kun to point.

Fire dage før pokalfinalen så 8.606 tilskuere AGF blive sendt hjem fra Brøndby Stadion med et 3-1-nederlag i bagagen, og selvtilliden var høj på Vestegnen.

Brøndby havde da også god grund til optimisme forud for finalen. Klubben var som de første i Danmark få år forinden gået over til fuldtidsprofessionel fodbold, og det sås tydeligt på banen. Truppen var den stærkeste i ligaen, og Brøndby havde vundet det danske mesterskab to år i træk.

Kernen på holdet skulle senere gå hen og være blandt profilerne på det danske landshold, der vandt EM i 1992. Hele seks spillere fra Brøndbys startopstilling imod Ikast var med i EM-truppen tre år senere i form af Peter Schmeichel, Lars Olsen, Kent Nielsen Kim Vilfort, Bent ”Turbo” Christensen og Brian Laudrup.

Det var et teknisk dygtigt og offensivt Brøndby-mandskab, der ville frem over banen. I de første fem liga-kamp var det blevet til 12 scorede mål, og medierne havde derfor høje forventninger til kampens underholdningsværdi.

”Brøndby vil spille angrebsfodbold i højt tempo,” skrev Ekstra Bladet før kampen. ”Går Ikast med på spøgen, venter der tilskuerne en fodboldmæssig oplevelse og givet noget, der ligner rekordscore i en pokalfinale.”

Den påstand blev bakket op af Skovdahl, der ligeledes håbede på en målrig kamp.

”Finalen skal være en publikumstræffer. Et resultat omkring 5-3 (der var den eksisterende rekord for flest mål i en pokalfinale red.) til Brøndby vil være at foretrække frem for 2-0.”

”Jeg vil vove den påstand, at når Brøndby går ud til en kamp, er der næsten garanti for god fodbold og underholdning,” uddybede målmand Peter Schmeichel ligeledes til Ekstra Bladet.

Hvid imod gul og blå

Da både Brøndby og Ikast spillede i gul og blå, blev der før finalen trukket lod om, hvem der skulle iføre sig udebanedragter. Den lodtrækning tabte Brøndby, og derfor måtte Skovdahls gule hær for en gangs skyld iføre sig den hvide udebanetrøje.

LÆS OGSÅ: Historien om romerlyskampen og Brøndbys dobbeltkamp imod AaB

På trods af Ikast vandt lodtrækningen om retten til de gule og blå farver, havde deres fans iført sig speciallavede hvide pokalfinale-trøjer i dagens anledning. De havde ganske enkelt ikke været i stand til at finde nok gule t-shirts til de cirka 3.000 jyder, der rejste til København fra Midtjylland.

Startopstillinger:

Brøndby: 

Peter Schmeichel, Bjarne Jensen, Kent Nielsen, Lars Olsen, Per Steffensen, Per Frimann, Henrik Hansen, Henrik Jensen, Brian Laudrup, Bent Christensen, Kim Vilfort

Indskiftere: Jens Madsen, Leif Nielsen

Ikast:

Mogens Krogh, Kim Eriksen, Ejnar Rahbek, Michael Larsen, Johnny Hansen, Sigurd Kristensen, Henning Hansen, Ove Hansen, Jesper Thygesen, Klaus Granlund, Jan Larsen

Indskiftere: Flemming Linnebjerg, Kent Hansen

På trods af Brøndbys favoritværdighed var det Ikast, der startede kampen bedst. Allerede efter seks minutter scorede Klaus Granlund til 1-0.

Vilfort og Laudrup ville det dog anderledes, da de med et mål og en assist hver satte Brøndby til pause med en 2-1-føring. Dermed burde kampen også være afgjort, men sådan gik det ikke.

Brian Laudrup fejrer et mål for Brøndby i pokalfinalen 1989 imod Ikast.
Brian Laudrup fejrer sit mål til 1-1.

I anden halvleg blev der nemlig igen vendt op og ned på opgøret, da Granlund scorede yderligere to gange, og dermed fuldendte sit hattrick, og gav Ikast en 3-2-føring. Begge mål blev sat op af lange udspark fra den senere Brøndby-legende Mogens Krogh, der vogtede målet hos Ikast. Jyderne tvang endda Schmeichel ud i flere gode redninger, og faren for endnu et pokalflop var nu reel for Brøndby.

På trods af kampens overraskende udvikling hold Skovdahl dog hovedet koldt, og spillerne kom hurtigt tilbage på sporet. I slutningen af kampen pressede BIF gevaldigt på, og i det 78. minut gav det pote. Brian Laudrup fik bolden i venstre side, og han satte Vilfort perfekt op til udligningen med sin anden assist i kampen.

Kampen endte i forlænget spilletid, og her gik gassen af Ikast. Midtjyderne havde kun seks fuldtidsprofessionelle spillere i hele truppen, og konditionen kunne altså ikke måle sig med Brøndby-spillernes, der alle trænede to gange om dagen.

Efter en målløs første halvleg afgjorde Brøndby-kampen i den anden halvdel af den forlængede spilletid.

I det 106. minut scorede Laudrup for anden gang efter oplæg fra ”Turbo” Bent til 4-3, og kort efter lagde Henrik Jensen op til to mål. Først til Leif Nielsen og senere til Vilforts tredje mål i kampen.

Brøndby vandt dermed kampen med 6-3, og ganske som forudset blev det den mest målrige pokalfinale nogensinde. En rekord kampen stadig holder den dag i dag.

Selvom kampen havde hele to hattrick-helte, var det Laudrup, der løb med hypen efter kampen.

”Det var Brian über alles…” skrev Ekstra Bladet efter kampen. ”Et soloshow, der i Idrætsparken fik 11.600 til at overgive sig – og som til sidst også lagde Ikasts flotte fightere i fodboldgraven.

Også landstræner Sepp Piontek fremhævede den blot 20-årige Laudrup-lillebrors præstation, imens det også blev til ros til Vilfort.

”Hvor var det bare dejligt at se unge Laudrup – ikke bare i en teknisk flot kamp, men også med langt større udholdenhed end ellers. Imponeret var jeg også af Kim Vilfort. Hvilken fight!”

Selvom Brøndby vandt pokalturneringen for første gang i 1989, blev det ikke til the double. Skovdahls gule hær kunne ikke følge op på forårets flotte start og måtte nøjes med en tredjeplads i ligaen, hvor OB blev mestre.


Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub, og vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af den gule og blå familie med noget på hjertet. Du kan følge os på TwitterFacebookYouTube og Instagram, og på den måde sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

‏BOOZT FÆLLESSKABET
Næste mål udløser
1.875,62 kr.
Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments