Brændt barn skyr ilden – Hvor er ambitionerne, Ohnesorge?

Brøndby har endelig fundet en ny træner i form af Thomas Nørgaard. Det er dog ikke en ansættelse, der imponerer vores redaktør, som du kan læse i denne reaktion på dagens store nyhed.

Sydsiden Brøndby
Foto: Jaffar Ali Afzal/VilfortPark.dk

Efter små tre ugers trænerjagt har Julius Ohnesorge fundet Brøndbys nye cheftræner i form af Thomas Nørgaard, der kommer til fra Sønderjyske. Nørgaard har været favorit siden dag 1, og valget er således yderst forudsigeligt. Og skuffende.

Nørgaard vender hjem til Brøndby, hvor han også spillede som ungdomsspiller, med cheftrænerjob i AB, B93, Lyngby og Sønderjyske på CV’et, og han bliver altså manden, der skal skabe ’Det vilde Vestegnen’ på banen.

Hans resultater med Sønderjyske kan man ikke sætte en finger på. I sidste sæson var de længe med i kampen om bronzemedaljer, og de sluttede kun ét point bag Brøndby.

Alligevel er jeg ikke imponeret. Akkurat som Ohnesorge selv var som sportsdirektør, er Nørgaard det nemme og bekvemme valg. En træner med en lav frikøbsklausul, dansk pas, en fortid på Vestegnen, og som vil gøre alt for at komme til klubben, da det er hans livs chance. Han har utvivlsomt sagt og gjort alt det rigtige i ansættelsesprocessen. Det er ikke en profil, som nogen kan bebrejde Ohnesorge for at gå efter.

Men Nørgaard er bare heller ikke en ansættelse, der signalerer, at Ohnesorge eller Global Football Holdings har den store plan for, hvor Brøndby skal hen. I hans første store interview med Brøndby TV talte den tyske sportsdirektør primært i klicheer uden for alvor at blive konkret på noget tidspunkt. Denne træneransættelse lægger sig i præcis samme spor. Han tager det sikre valg, så han slipper for ubehagelige spørgsmål.

Det er nærliggende at tænke, at fejlsatsningen med Cooper skræmte Ohnesorge. At han ikke turde gå med et mere ambitiøst eller eksotisk navn med alt, hvad der hører med af medieopmærksomhed og selvstændighed, fordi Brøndby netop havde brændt fingrene på Cooper. Hvis Ohnesorge er lige så konfliktsky som sin forgænger og mentor, Benjamin Schmedes, så var det formentlig en situation, han gerne ville undgå.

Ambitionerne var tydelige, da Brøndby sidste år ansatte Steve Cooper som afløser for Frederik Birk. Waliseren kom til Vestegnen med Premier League-erfaring på CV’et, og med ham fulgte snak om, hvordan en storklub skal agere og et aggressivt transfervindue i januar.

Der er naturligvis ingen med gul-blå hjerter, som har glemt, at den satsning endte som en eklatant fiasko. Alligevel var der noget forfriskende ved de klare ambitioner og retningen efter en årrække med forsigtigere trænere uden samme pondus.

Derudover kan man frygte, at presset og medieopmærksomheden i Brøndby bliver for meget for Nørgaard. Det har tynget mange dygtige trænere før ham. Thomas Frank, Kent Nielsen, Niels Frederiksen, Jesper Sørensen og Frederik Birk kæmpede alle med det, og Brøndby er unægtelig bare en anden størrelse for en dansk træner end alle andre Superliga-klubber.

Hverken Ohnesorge eller GFH har offentligt ændret Brøndbys målsætninger, så vi må antage, at vi stadig går efter at spille med i toppen og kvalificere os til medaljer. Det her er bare ikke et valg, der signalerer store mål. Det er snarere et forsigtigt valg, der signalerer, at Ohnesorge er bange for at komme til at se dum ud i sit første store job.

Hvad synes du om ansættelsen af Thomas Nørgaard? Del din holdningi kommentarfeltet forneden.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
5 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Barefodbold
Barefodbold
3 days ago

Din kritik er for hård og unuanceret.

Bpb
Bpb
3 days ago

Hvor er dokumentationen for, at flere af de nævnte tidligere trænere VAR tynget presset af opmærksomheden og pressen? Det er gætterier.

Preben
Preben
3 days ago

Har du et alternativ,.

André
André
3 days ago

Lad os skrives ved til maj 2027,

Inga
Inga
3 days ago

Nu er jeg lige så lidt til sports -journalister ,som jeg er til ubegavede og kritiske eksperter! Det vil sige jeg ikke mener du har sat dig godt nok ind i sagerne. Manden har en hel del mere med sig ind i jobbet end det du udtaler dig om, Nemlig at han har Brøndbys DNA med sig ind i , hvilket betyder rigtigt meget i Brøndby,Kent Nielsen som du fejlagtigt skriver røg ud, ja det gjorde han,men dengang var der så meget turbulens at klubben ikke havde tålmodigheden til at vente på resultaterne, og Nils var da en fuldgod træner i den tid han var der, så jeg spørger dig lige igen, er du så sikker på du har alle nuancer med,for det plejer i journalister ikke at være garant for. De
tre øvrige trænere skal nok bevise deres værd i en anden klub, så dem behøver du ikke være så nervøs for.