Mød Radices – Rødderne på Sydsiden Nedre

VilfortPark.dk sætter fangruppen Radices, der står for stemningen på Sydsiden Nedre, i fokus. Bliv klogere på den nye fangruppe her, hvor de åbent fortæller om gruppens historie og fremtidige ambitioner.

Radices Brøndby
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Siden Sydsiden for første gang blev taget i brug i foråret 1992, har den legendariske endetribunes grå terrasser udviklet sig til Danmarks vigtigste af slagsen. Det var her, den danske fankultur blev født og her, gul-blå fans gang på gang rykkede grænserne for, hvilken opbakning man kunne forvente i dansk fodbold.

Gennem årenes løb er utallige fangrupper blevet skabt på Sydsiden, eller Faxe Tribunen som den tidligere hed, og de har alle sat deres præg på fanscenen på den ene eller anden måde. For to år siden så en ny af slagsen dagens lys.

Radices hedder gruppen, og den har taget det store ansvar at styre stemningen fra midten af Sydsiden Nedre. Det er et stort ansvar for en ung gruppe, men en opgave de dog er gået til med gåpåmod. Navnet betyder ’rødder’ på latin, og det er en henvisning til gruppens viden om og forbindelse til fankulturens dybe rødder i klubbens fundament.

Kærlighed til klubben

Historien om Radices starter i 2023, hvor gruppen så dagens lys efter, at Alpha Brøndby rykkede væk fra Sydsiden Nedre. Alphas beslutning efterlod et tomrum på Sydsiden, og stemningen led under det.

Radices Brøndby i capotårnet på Sydsiden
Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

– Vi valgte at forsøge at tage noget initiativ, da Alpha rykkede på Øvre, og der i den forbindelse blev efterlyst, at nogle andre måtte tage over på Nedre Syd, fortæller Anders fra Radices til VilfortPark.dk.

– Der begyndte vi at være nogle stykker, der gik med tanker om, om det var noget, man ville lægge sit liv og sjæl i. Fordi det kræver liv og sjæl at kunne lykkes med sådan et projekt.

– Det er noget specielt at stå på Sydsiden Nedre, der er den mest legendariske stemningstribune i hele Norden. Den var med til at sætte scenen for, at der findes en aktiv fanbase i Danmark. Det er på mange måder der, hvor vi stadig står i dag.

– Vi forsøger at skabe den mest fanatiske og optimale på Sydsiden Nedre. Vi er heldigvis blevet mange flere end, da vi startede op. Vi står for spillersangene, og det er vi rigtig glade for. Det er en stor ære og noget kulturarv, vi bringer videre.

Radices startede som en lille gruppe passionerede Brøndby-fans, hvor der var stort fokus på udelukkende at få de mest passionerede med. Siden da er gruppen dog vokset støt, da flere og flere ligesindede fans har sluttet sig til dem på tribunen og dermed udvidet den aktive kerne omkring capotårnet.

Selvom passionen var stor, var opgaven med at genskabe tribunens selvforståelse og ry endnu større.

– Det har været en kæmpe opgave. Især på bagkant af, at dem [Alpha red.], der har gjort det i 20 år gik på Øvre og tog alle de mest fanatiske fans med op. Det var også en situation, hvor stemningen ikke var, hvad stemningen skulle være. Sydsiden Nedre havde det hårdt.

– Så når man kommer ind som ny gruppe og skal lære helt vildt meget, kræver det utrolig meget passion og vildskab fra midten for at brede det ud. Det har ikke været en let kamp, fortæller Anders om situationen omkring gruppens start.  

Sydsiden på Brøndby Stadion
Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Masterclass og de rigtige værdier

Fælles for gruppens medlemmer er, at de alle deler værdier og syn på fodboldverden.

– Udover at være dybt forelskede i Brøndby, er der nogle ting, der sker i den store fodboldverden, som vi bestemt ikke bryder os om. Der er flerklubsejerskaber og korruption i de store fodboldforbund, som vi ikke er fans af, fortæller Rasmus fra Radices.

– Noget af det vi virkelig sætter pris på, er den kultur og historie som Brøndby har. Det læner vi os meget op af og hylder. Hvis du spørger os, om vi skal jagte et mesterskab med et bragende underskud, er det ikke det, vi vil have.

– Vi vil have en klub, der hylder vores historie. Intet gør os mere glade end at se, at vi har 12 danskere og en del Masterclass-spillere i vores trup frem for få danskere i startopstillingen og ikke skyggen af Masterclass. Vi er glade for vores egne drenge, der er Brøndby hele vejen igennem.

– Det er også den positive fankultur. Vi accepterer ikke racisme og homofobi. Det går vi meget op i. Det var nogle af de første regler, vi snakkede om som gruppe.

Eventuelt nye medlemmer skal altså kunne spejle sig i de værdier for at blive en del af Radices. Gruppen tager nemlig ikke hvem-som-helst ind. Til gengæld er der plads til alle dem, der har passionen og kærligheden til Brøndby samt lysten til at bidrage positivt og aktivt til stemningen på Brøndby Stadion. Man skal blot søge ind til midten af Sydsiden Nedre eller i Hytten før kampene, hvor Radices kan mødes.

”Fint samarbejde mellem tribunerne”

Over de seneste to år har Sydsiden taget kvantespring stemningsmæssigt, da den nu er blevet en fuldblods stemningstribune med aktive fans på både Øvre og Nedre. En udvikling der blev set som dybt urealistisk for blot få år siden. Det har også betydet, at Brøndby Stadion kan nå nye lydmæssige højdepunkter, når der bliver sunget rigtig højt i begge afsnit.

– Hvis man ser på, hvordan Sydsiden Nedre så ud for to år siden, da vi startede ud, og hvordan Sydsiden Nedre ser ud i dag, er der en verden til forskel.

– Jeg føler også, at vi har et rigtig fint samarbejde mellem tribunerne. Der begynder at være en del synergi, som jeg tror, alle nyder godt af. Det gør, at når tingene spiller med vores dobbeltdækker, har vi aldrig haft så høj volumen som den dag i dag, fortæller Anders om tribunens stemningsmæssige fremskridt.

Det er nærliggende at tænke, at der er rivalisering mellem de to tribuner på Sydsiden, men det er ikke tilfældet. Tværtimod.

– Jeg føler, der er en gensidig respekt, når vi står derinde. Der er ingen tvivl om, at vi læner os meget op af, hvad der bliver gjort på Øvre. Vi har stor respekt for, at der er folk, der er professionelle til det [at skabe stemning] og har gjort det i snart 20 år. Vi har stadig sindssygt meget at lære, men jeg føler, at samspillet er blevet rigtig godt, fortæller Anders om samarbejdet med Alpha og de aktive fans på Øvre.

Selvom Radices og Sydsiden Nedre er i fremgang, betyder det dog ikke, at der bliver hvilet på laurbærrene. Ambitionerne fra gruppens side er stadig store – på egne og hele tribunens vegne. Det kræver dog en indsats fra alle på Sydsiden, hvis stemningen skal nå helt til tops.

Derfor har Rasmus også en opfordring til alle, der står, eller overvejer at stå, på Sydsiden Nedre.

– Vi [Radices] har et ansvar, men når alt kommer til alt, er det et personligt ansvar [at støtte Brøndby]. Når du stiller dig på den tribune, skylder du dem, der har bygget den op, at give den gas. Sydsiden er ikke en tribune, man skal stille sig på bare fordi, at den er billigst. Den skal man stille sig på fordi, man er klar på at lægge en ekstra indsats for at give spillerne den ene procent ekstra chance for at vinde en fodboldkamp.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og InstagramPå den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments