En sød lille buttet fyr, som var et meget behageligt menneske - Per Nielsen (Sagt om Giovanni Rector)

Lynanalyse: Indkøbene kostede CV i sidste ende

Carsten V. Jensen er fortid på Vestegnen. I denne artikel bliver fyringen analyseret, og der ses nærmere på, hvor det gik galt samt, hvad CV formåede i sin tid som fodbolddirektør for Brøndby.

Carsten V. Jensen, Brøndbys sportsdirektør , før kampen mellem Brøndby og FC Midtjylland den 6. oktober 2024
Foto: Flemming Ahrens/Vilfortpark.dk

Efter lidt over fem år som fodbolddirektør i Brøndby blev Carsten V. Jensen tidligere i dag fyret fra jobbet. Han overtog jobbet fra Ebbe Sand i sommeren 2019, og det var under ham, at Brøndby to år senere brød mesterskabstørken. 

Fyringen af CV kom mere eller mindre som lyn fra en klar himmel, og blev af flere danske sportsmedier beskrevet som en ‘bombe’. Mange regnede med, at cheftræner Jesper Sørensen kunne blive fyret i denne landskampspause, men der har ikke været nogen snak om, at CV’s sæde er varmt. Alligevel er afgangen ikke så overraskende, hvis vi ser lidt dybere på tingene. 

Fra helt…

Det er ingen hemmelighed, at jobbet som sportsligt ansvarlig, uanset hvilken titel man har, i Brøndby IF er utaknemmeligt. Og det var i den grad en svær situation, CV overtog fra Ebbe Sand. 

Han skulle først rydde op efter satsningen under Troels Bech og Alexander Zorniger. Det betød, at dyre folk som Hany Mukhtar, Dominik Kaiser og unævnelige polak skulle sælges.

Derudover skulle han finde en måde at skabe en konkurrencedygtig trup til billig penge. Her viste han sin sans for gode handler, da han blandt andet hentede Andreas Maxsø hjem til Vestegnen på en fri transfer. Og på trods af det formindskede budget, var han stadig med til at sikre Brøndbys første mesterskab i 16 år samt kvalifikation til et europæisk gruppespil.

Også på salgsfronten tog den erfarne fodbolddirektør klubben til nye højder. Syv af Brøndbys 15 største salg nogensinde, ifølge Transfermarkt.com, har CV som bagmand. Han genetablerede dermed klubben som en klub, der kunne sælge spillere til de største klubber for seriøse summer – omend han aldrig nåede at bryde den magiske salgsgrænse på 100 millioner kroner.

… til skurk

Der er dog også en anden del af historien om CV’s virke som fodbolddirektør i Brøndby. Hvor han var hurtig til at få styr på den sælgende del af butikken, så haltede den købende straks mere. 

Det er veldokumenteret, at CV i samtlige transfervinduer på Vestegnen handlede langsomt, hvilket sommer efter sommer kostede dyrebare point. Filosofien var, at vi kunne få gode aftaler i slutningen af transfervinduerne – hvilket også flere gange viste sig sandt ved for eksempel Maxsø, Blas Riveros og senest Stijn Spierings. Desværre betød det bare også, at vi aldrig havde truppen klar ved sæsonstart samt, at vi flere gange måtte spille spillere ude af position, da vi ikke var ordentligt dækket ind på de forskellige positioner. 

Faktisk var det kun Ole Bjur, der var sportsdirektør, da Brøndbys krise var allerværst i 2011-2013, der samlede færre point i sommermånederne end CV. 

Det så vi for eksempel, da vi i sommeren 2021 forsøgte at kvalificere os til Champions League-gruppespillet med blandt andet Tobias Børkeeiet i centerforsvaret og Jens Martin Gammelby på den centrale midtbane, imens vi også fik en historisk dårlig start på vores mesterskabsforsvar med nul sejre i de første seks ligakampe. 

CV’s arbejdsbetingelser på transfermarkedet blev lettere efter Global Football Holdings overtog klubben. Transferbudgettet blev hævet, og succesraten forhøjet som følge deraf. Det ses tydeligt i denne artikel fra i sommers, hvor jeg gav alle CV’s indkøb karakterer

Alligevel var der dog også for mange dyre bommerter undervejs. Vores transfervindue i sommeren 2021 var muligvis klubbens dårligste nogensinde, imens han også betalte formuer for flop som Håkon Evjen, Emmanuel Yeboah, Rasmus Lauritsen, Henrik Heggheim og Mateusz Kowalczyk.

Erstatningen skal sætte eget hold

Det er sandsynligt, at GFH, hvis ambition er at vinde guld og komme langt i europæisk fodbold, i højere grad er interesseret i en sportsdirektør, der er en dygtig indkøber, og dermed forvalter af deres millioner, end en dygtig sælger. 

Hvis Brøndby skal stige i værdi, og dermed generere profit til ejerne på lang sigt, vil europæiske gruppespil og en høj koefficient rykke markant mere ved klubbens pris end fine salg af talenter. 

At klubben fyrer CV nu, med to måneder til vinterpausen og lidt under tre måneder til det næste transfervindue, giver bestyrelsen tid til at finde den rette afløser. Det kan altså betegnes som rettidig omhu, om end det virker drastisk og dramatisk at skifte ud på rollen under sæsonen. På kort sigt kan Scott MacLachlan med sin erfaring fra Chelsea og Southampton køre skuden videre imens, der bliver søgt efter en ny sportslig ansvarlig. 

GFH har med fyringen igangsat et større skifte i den sportslige afdeling, og det giver, rent strategisk, mening at man får styr på den øverste sportslige post først. På den måde vil den næste sportsligt ansvarlige selv kunne sætte sin retning på og udenfor banen. Og altså også selv vælge sin cheftræner – uanset om det bliver Jesper Sørensen eller en ny mand.


Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på TwitterFacebookYouTube og InstagramPå den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
2 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments
Preben Gyllenøhr
Preben Gyllenøhr
26 days ago

Tak for den historiske.gennemgsng og et godt oplæg til tanket om fremtid

Kim
Kim
26 days ago

Min analyse er at CV mangler nødvendige strategiske færdigheder, måske en opsplitning af sportsdirektør rollen kunne være under opsejling. Det som vi har manglet under CV er en sports strategisk retning, hvor det er mit indtryk at det arbejde som Troels Back lavede på ingen måde er blevet anvendt af CV.