”Større potentiale end Suzuki”: Mød Kotaro Uchino

Hvem er Kotaro Uchino? Vi snakker med en ekspert i japansk ungdomsfodbold om Brøndbys nye japanske angriber, som han ser et kæmpe potentiale i.

Sydsiden
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Den japanske angriber Kotaro Uchino kan endelig kalde sig Brøndby-spiller. Uchino prøvetrænede i Brøndby i foråret, og han imponerede så meget, at Benjamin Schmedes nu henter ham permanent til Vestegnen. Her skal han være med til at udfylde det tomrum som afgangene af Yuito Suzuki og måske Mathias Kvistgaarden efterlader i offensiven.

I modsætning til den anden japaner, der flittigt rygtes til Brøndby, Sho Fukuda, har Uchino ikke tidligere spillet professionel fodbold, da han kommer fra japansk universitetsfodbold. Han er derfor et mere ubeskrevet blad, men ifølge lokale eksperter er han en yderst talentfuld ung mand, der har scoret et hav af mål på ungdomsniveau. Han viste sig også yderst positivt frem i foråret, hvor han var på prøvetræning i Brøndby.

Hvem er Kotaro Uchino?

Navn: Kotaro Uchino (内野 航太郎)
Fødselsdag: 19. juni, 2004 (21 år)
Nationalitet: Japansk
Position: Angriber
Tidligere klubber: Tsukuba Universitet, Yokohama F-Marinos

Fra universitetet til Vestegnen

Hvor de fleste fodboldspillere fra den vestlige del af halvkuglen typisk finder vej til akademier som ungdomsspillere, har Uchino taget en alternativ vej til fodboldtoppen. Den 21-årige angriber har nemlig spillet universitetsfodbold for Tsukuba Universitet, der ligger i det centrale Japan. Her har han færdiggjort sine studier ved siden af fodboldkarrieren.

Selvom ruten virker besynderlig set med europæiske øjne, er den langt fra unormal blandt japanske spillere. Brighton-profilen Kaoru Mitoma, der scorede ti mål i den netop overståede Premier League-sæson, er det bedste eksempel på en spiller, der har taget samme rute som Uchino. Netop Mitoma spillede også for Tsukuba Universitet, inden han tog skridtet til J1 League og senere til Europa.

Kento Shiogai er den seneste spiller til at tage skiftet, da han sidste sommer skiftede fra Keio Universitet til hollandske NEC Nijmegen. Han har netop færdiggjort sin første sæson i Europa med stor succes.

Før Uchino startede på universitetet spillede han for J1 League-klubben Yokohoma F-Marinos’ ungdomdshold, og han har længe været regnet som et stort talent. Det fortæller den hollandske talentspejder Gerard Postma, der specialiserer sig i asiatisk og i særdeleshed japansk fodbold, til VilfortPark.dk.

”Da han spillede for Yokohama F-Marinos som ungdomsspiller, dukkede hans navn ofte op på grund af sit store talent. Sidste år var han med til at vinde de asiatiske U23-mesterskaber med Japans landshold, og han scorede også i pokalturneringen for Tsukuba Universitet, så han har skabt sig selv et navn før det potentielle skifte til Europa,” forklarer han.

Hvad bringer Uchino til Brøndby?

Uchinos nationalitet gør det nærliggende at tænke på ham som en erstatning for Suzuki, men Postma fortæller, at japaneren gør sig endnu længere fremme på banen.

”Han spiller primært som angriber. Han har også potentialet til at spille på fløjen, da han er alsidig, men jeg ser ham mere som en central nier eller som en falsk nier.”

”Han er hurtig på fødderne, alsidig, god med bolden og en rigtig skarpretter foran målet, hvor han viser sig som en kynisk afslutter,” fortæller han.

Talentspejderen beskriver den unge angriber som havende høj og veludviklet spilintelligens- og forståelse.

”Jeg synes, at hans største styrke er hans timing og placeringsevne. Han står på en eller anden måde altid det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og det er derfor han er så farlig oppe foran.”

Han beskriver derudover Uchino som værende en yderst motiveret og ærgerrig ung mand, der har lagt meget energi i selvtræning for at forbedre sig. Allerede før han kom til Tsukuba Universitet, havde han studeret holdets spillestil for at finde ud af, hvordan han passede ind, og han har derudover brugt meget tid på at studere bevægelsesmønstrene fra nogle af de mest succesfulde angribere verden over.

Han fortæller dog også, at der, forståeligt nok, også er steder, hvor Uchino skal forbedre sig.

”Han havde til vane at være lidt for nervøs tidligere. Og nogle gange var han for ivrig også. Han har forbedret det meget, men der er stadig mulighed for at blive bedre, når han tager skiftet til Superligaen.”

Uchino er kun netop blevet 21 år, og det er derfor langt fra en færdigudviklet spiller, Schmedes er ved at hente til Brøndby. Fremtiden er dog lys, hvis man skal tro Postmas analyse af ham.

”Jeg tror, at et skifte til Brøndby vil gøre underværker for ham på samme måde, som det gjorde for Yuito Suzuki. Jeg tror, den danske liga er et godt sted for ham at udvikle sig yderligere og udfolde sit potentiale som fodboldspiller.”

”Jeg synes helt sikkert, at han har mere potentiale end Suzuki. Suzuki havde nogle skadesproblemer tidligere, hvilket hæmmede hans udvikling. Uchino har været på mange europæiske klubbers radar i lang tid, inklusiv Feyenoord, der havde ham på prøvetræning, så det overrasker mig ikke, at han tager et direkte skifte til Europa [i stedet for at tage til J1 League som Suzuki gjorde red.].”

Uchino har underskrevet en fire-årig kontrakt, der løber frem til sommeren 2029. .

Hvad synes du om signingen af Uchino? Del din holdning i kommentarfeltet forneden.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments