Trofaste Brøndby-fans har dette efterår skullet lære flere nye spillere at kende, da Steve Cooper hyppigt har gjort brug af Masterclass til at fylde geledderne efter skader og karantæner.
André Escobar og Viggo Poulsen blev begge nogle af de yngste Brøndby-spillere til at få debut, og flere kan stå på spring.
I efterårets sidste kamp, 2-1-nederlaget i Vejle, var 18-årige central forsvarer Philip Søndergaard nemlig også med på bænken sammen med førnævnte Poulsen. Grundet kampens udvikling blev der ikke brug for ham på banen, men den normale anfører på U19-holdet står alligevel med gode kort på hånden for et snarligt gennembrud. Det fortæller flere eksperter, der følger Brøndby Masterclass tæt til VilfortPark.dk.
Navn: Philip Søndergaard
Fødselsdag: 28. februar 2007 (18 år)
Position: Central forsvarsspiller
Tidligere klubber: Roskilde KFUM
Landskampe: 11 kampe for Danmark U16, 15 kampe for Danmark U17, 3 kampe for Danmark U18 og 7 kampe for Danmark U19
Rejsen startede i Roskilde KFUM
Philip Søndergaard, der fylder 19 år i slutningen af februar, kom til Brøndby som blot 13-årig fra Roskilde KFUM. For små tre år siden underskrev han sin første professionelle kontrakt med klubben i en alder af 15 år, og siden dengang har den talentfulde midtstoppers udvikling taget kvanteskridt.
Selvom U19-holdet havde et katastrofalt efterår og gik på vinterpause på en 12. plads ud af 14 hold, var Søndergaard et af de få lyspunkter. Det var derfor heller ikke tilfældigt, da Cooper så hans vej, da der skulle en ekstra forsvarsspiller med til Vejle.
”Philip har været et iøjnefaldende talent siden U15, og han er det stadig. Han er nok det største stoppertalent, vi har haft i en del årgange efterhånden,” fortæller Masterclass-ekspert Martin Valencia til VilfortPark.dk.
”Philip har ligesom resten af U19 haft en sæson på det jævne, om end han har et højt bundniveau. Det gør også, at han kontinuerligt er blandt de bedste spillere på banen.”
Selvom Søndergaard nu ligner en mand, hvis fremtid indeholder masser af førsteholdsfodbold for Brøndby, så var det ikke altid tilfældet.
”Stien for ham har ikke været snorlige, hvor præstationer og det mentale i perioder har spillet ham et puds. Det kostede ham i en periode en plads på U-landsholdet,” fortæller Stephan Hartung til VilfortPark.dk. Han følger Masterclass tæt og skriver nyheder om Brøndbys mest talentfulde ungdomsspillere på X.
I starten af sæsonen lignede Søndergaard ikke en mand, der skulle have førsteholdsfodbold i denne sæson, men det ændrede sig med ansættelsen af Cooper.
”Jeg er faktisk overrasket over, at han nu blev udtaget, da det har virket til, at han indtil nu har været et stykke fra førsteholdet. Men med tilkomsten af Steve Cooper har alle fra Masterclass fået chancen, og det kom også Philip til gode,” siger han.
Selvom Søndergaard ikke fik debut imod Vejle, kan han se frem til en vinter, der byder på træningslejre med førsteholdet og efterfølgende et forår, hvor han skal kæmpe om debut og førsteholdsminutter.

Søndergaard har den komplette pakke
Unge Philip Søndergaard underskrev en tre-årig kontrakt med Brøndby sidste sommer, der binder ham indtil sommeren 2027. Med den udvikling han har gennemgået, kan det meget vel være, at Benjamin Schmedes snart skal til at kigge på en forlængelse.
Philip Søndergaard har primært spillet som centerforsvarer i de seneste mange år, men han har i perioder vikarieret som både højre back og defensiv midtbanespiller. Især på den defensive midtbane kommer hans tekniske egenskaber mere i spil, men begge eksperter er enige i, at hans fremtid ligger i det centrale forsvar på trods af alsidigheden.
Alsidigheden er dog blot et af Søndergaards mange spændende egenskaber, hvis man skal tro de to eksperter.
”Hans største styrker er helt klart hans overblik og tekniske færdigheder. Han er stærk på bolden og forudseende i sit forsvarsspil. Man ser ham tit tage raids op gennem banen og herved skabe offensive overtal, der kan give farlige situationer.”
”Jeg vil vurdere ham til at være et ret stort talent. Han er en meget moderne forsvarsspiller med blik for spillet og stærk i spillet med bolden. Mit bud er, at han får en rigtig fin karriere – nok også i udlandet,” vurderer Hartung.
”Han har egentlig den komplette pakke for en moderne forsvarsspiller. Han er god med fødderne og kan derfor bygge op nede fra fase et. Han besidder en fornuftig hurtighed og er samtidig årvågen og placeringsstærk. Derudover er han også en spiller, der tager ansvar og går forrest,” stemmer Valencia i.
Netop Søndergaards menneskelige egenskaber som leder er en af hans store fordele. Han er som bekendt anfører for U19-holdet og har også båret anførerbindet på ungdomslandsholdene.
”Generelt har han altid været en spiller, der er synlig på banen – både verbalt og kropsligt. Han fylder godt på banen og dirigerer og kommunikerer gerne med sine holdkammerater,” fortæller Hartung om den unge forsvarsspiller.
Valencia er endnu mere rosende i sin beskrivelse af Søndergaards lederegenskaber.
”Han er virkelig god verbalt og til at kommunikere tydeligt. Det, kombineret med, at han altid lægger en fighterindsats for dagen, gør, at jeg sagtens kan se ham som potentiel anfører på førsteholdet på sigt.”
Blandingen af lederegenskaber, gode tekniske færdigheder og forsvarsspil på højt niveau får begge eksperter til at drage nogle paralleller, der formentlig vil gøre mange Brøndby-fans meget tilfredse.
”Jeg synes, Philip minder en del om Andreas Maxsø. En gennemført professionel med et veludviklet spil i fødderne, samt en gut, der kan kommandere og gøre sine holdkammerater bedre,” afslutter Martin Valencia sin beskrivelse af stjerneskuddet.
”Det må være nogle af vores teknisk stærke forsvarsspillere som Andreas Christensen. Andreas Jakobsson kunne også være et godt bud, da han også havde et godt spark,” byder Stephan Hartung ind med.
Tror du, at Søndergaard får sit gennembrud i foråret? Del din forudsigelse i kommentarfeltet forneden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

