I næstsidste runde af gruppespillet i den asiatiske Champions League rejste Melbourne City FC til Sydkorea, hvor den lokale storklub, Ulsan HD, ventede. Australierne skulle bruge en sejr for at sikre sig en knockout-billet for første gang, og da nøden var allerstørst, dukkede Marcus Younis op.
Den unge fløjspiller, der spiller foråret på leje fra Brøndby, lagde først op til Melbournes føringsmål, og i det 93. minut scorede han selv på en flot helflugter, hvilket sikrede en 1-2-sejr og et historisk avancement.
Den 20-årige australier havde ikke meget at fejre i Brøndby i efteråret. På trods af stor ros ved hans præsentation, blev det blot til fire korte indhop før, Steve Cooper vurderede, at Younis havde brug for mere spilletid end, han kunne give ham.
Fløjspilleren blev derfor udlejet til A-League-klubben Melbourne City FC, og det ligner en rigtig god beslutning indtil videre.
Younis har stjålet al opmærksomheden
Siden skiftet tilbage til Australien har Marcus Younis fået ti kampe på tværs af den hjemlige A-League og Champions League. I sine 792 minutters spilletid har han tegnet sig for tre mål og tre oplæg – en målinvolvering hvert 132. minut.
”Younis har virkelig stjålet opmærksomheden siden, han vendte tilbage til A-League i januars transfervindue,” fortæller Robbie Thomson, der er ekspert i australsk fodbold og kommenterer A-League for Paramount+ i Australien, til VilfortPark.dk.
Younis scorede allerede i sin debut imod Macarthur, selvom han startede på bænken. Herefter afløste den ene gode præstation den næste, og han fik hurtigt erobret en plads i startopstillingen. Younis er således startet inde på højrefløjen i Melbournes seneste otte kampe.
Herfra har han udviklet sig til et farligt våben for cheftræner Aurelio Vidmar.
”Han [Vidmar] bruger hans kraft og fart til at komme bag modstandernes forsvar i omstillinger,” forklarer Thomson om Melbournes brug af Younis.
Det er ellers ikke fordi, det går så godt for australierne. I ligaen ligger de blot på niendepladsen i den 12 hold store turnering, og i Champions League røg de ud til thailandske Buriram United efter triumfen imod Ulsan HD.
Det på trods af Melbourne er forsvarende mestre og en af de økonomisk stærkeste klubber down under. Klubben deler ejerskab med Manchester City, og den har derfor økonomiske muskler, som kun få lokale konkurrenter kan måle sig med.
En mere komplet spiller
Younis nåede 11 ligakampe for Western Sydney Wanderers inden, at han skiftede til Brøndby før indeværende sæson. Der er dog stor forskel på den spiller, Brøndby købte, og så ham, der huserer i A-League i dag.
”Han ligner en mere komplet spiller siden hans tilbagevenden fra Danmark. Hans far var fysisk træner for Western Sydney Wanderers, så han havde et stærkt fysisk fundament, men han ser stærkere og hurtigere ud end før sit skifte til Europa.”
”Han har tydeligvis også udviklet et øje for mål, og han ser selvsikker og sulten ud i forhold til at tage det ansvar, der kommer med at være en stabil målscorer,” forklarer Robbie Thomson om Younis’ udvikling.
Det er dog ikke kun den erfarne kommentator, der har lagt mærke til Younis lovende udvikling. Tilskuerne på AAMI Park, som Melbourne Citys stadion hedder, har også kastet deres kærlighed på Brøndby-spilleren.
”Fansene har rigtig hurtigt taget ham til sig, da han har været den bedste offensive spiller siden, han kom til klubben, og han har været den klart bedst præsterende af alle januar-indkøbene.”
Der er ikke blevet meldt noget ud om en købsoption i Younis’ lejeaftale. Brøndby-fans, der frygter, at han bliver solgt til Melbourne City til sommer i stedet for at jagte gennembruddet på Vestegnen, kan dog ånde lettet op, fortæller Thomson. Der er nemlig strukturer i australsk fodbold, der vil gøre en sådan transfer svær.
”Der er et lønloft i den australske liga, og de fleste klubber har det svært økonomisk. Det er ikke helt tilfældet for Melbourne City, men sandheden er, at det er svært for australske klubber at konkurrere med Europa – både på det økonomiske plan, og i forhold til spillernes ønsker om at udvikle sig på den internationale scene,” afslutter eksperten.
Brøndby befinder sig som bekendt midt i en historisk slem scoringskrise, hvor manglen på selvtillid, kvalitet og spillere, der tør tage ansvar er tydelig. Alt det viser Younis lige nu i Australien, og det store spørgsmål er derfor, om Steve Cooper tør give ham chancen, når han vender hjem til sommer.
Tror du, at Marcus Younis har en fremtid på Vestegnen? Del din holdning i kommentarfeltet forneden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
