Brøndby – Viborg optakt: Får Nørgaard første sejr i hjemmedebut?

Optakt til Brøndby – Viborg. Vi ser nærmere på søndagens Superliga-kamp på Brøndby Stadion og klæder dig på til sæsonens første hjemmekamp.

Brøndby - Viborg optakt

Efter sidste weekends Superliga-premiere, hvor det blev til 1-1 imod AGF på udebane, er det søndag eftermiddag tid til sæsonens første kamp på Brøndby Stadion, når Viborg FF kommer på besøg.

Brøndby kom fint fra land i Aarhus, hvor kun et dumt straffespark i slutminutterne holdt Thomas Nørgaard og co. fra tre point. Det var især anden halvleg, der var god i det jyske, og den præstation skal Brøndby forsøge at bygge videre på.

I den seneste sæson udviklede Viborg sig dog til lidt af en ond ånd for Brøndby. De grøn-hvide vandt tre ud af de fire indbyrdes opgør, og de var således en gevaldig torn i øjet på både Frederik Birk og Steve Cooper. Brøndby har dog håneretten, da vi vandt den seneste kamp i april efter en overtidsscoring af Emmanuel Dennis.

Viborg startede deres sæson ved at slå OB med 1-0 på hjemmebane. Sejren blev sikret af dygtige Thomas Jørgensen, der altså ser ud til at fortsætte sin flotte form fra sidste sæson.

Brøndby IF – Viborg FF

🏆 Superliga – 2. spillerunde
📅 Søndag den 2. august klokken 16.00
🏟️ Brøndby Stadion
📺 TV2 Sport X & TV2 Play
👨‍⚖️ Jakob Sundberg

Det holder vi øje med

Fredag eftermiddag præsenterede Brøndby endelig Olti Hyseni som afløser for Nicolai Vallys. Handlen, der menes at have kostet omkring 20 millioner kroner, er en af Brøndbys dyreste nogensinde, men nyindkøbet giver Nørgaard nogle spændende muligheder på fløjen.

Det helt store spørgsmål er så, hvornår vi får Hyseni at se i kamp for første gang. Brøndbys nye nummer syv træner med sine nye holdkammerater lørdag for første gang, og han er derfor næppe klar til at starte inde allerede søndag.

Kampen om Brøndbys venstrefløj står derfor i stedet mellem Filip Bundgaard og Jacob Ambæk. Sidstnævnte har døjet med skader gennem opstarten, og han er derfor endnu ikke helt fit for fight. Bundgaard startede imod AGF, men han kom ikke frem til det store.

Nørgaard er formentlig ivrig efter at få sin gamle spiller fra Sønderjyske i startopstillingen, men meget tyder på, at vi må vente mindst en uge på at se det ske.

Det er blevet sagt

Olti Hysenis skifte til Brøndby blev fejret med flotte ord om Vestegnens stolthed.

“Det føles helt vildt at spille for Danmarks største klub,” sagde den nyindkøbte Brøndby-spiller fredag.

“Det er en drøm, der er gået i opfyldelse for mig at være her og at skulle spille på et af de største stadioner i Danmark. Jeg er meget glad, taknemmelig og stolt over alt det arbejde, der har gjort, at jeg nu kan stå her.”

“Der er noget særligt ved at have hele Sydsiden i ryggen. Jeg glæder mig til at stå her på søndag og til at se alle på stadion,” sagde han ved sin præsentation.

Fredag udtalte cheftræner Nørgaard sig også om de lykkelige omstændigheder i spillertruppen. For anden uge i træk risikerer han nemlig at mangle en af sine profiler på grund af en fødsel. Denne gang er det Mads Frøkjær, der måske må sidde over – akkurat som Patrick Pentz gjorde det imod AGF.

“Jeg har åbenbart overtaget et hold, der prøver at vinde VM i fødsler. Han er endnu en, som er i lykkelige omstændigheder og selvfølgelig skal være lidt omkring det. Selve tidslinjen kender vi ikke helt, andet end at de står i midten af det hele,” fortalte Nørgaard.

“Det tager den tid, det tager, og jeg er i dialog med Mads. Men helt grundlæggende er jeg af den overbevisning, at han skal koncentrere sig om sit barns fødsel, og så må vi se, om det kan gå hånd i hånd med, om han skal spille fodbold for os.”

Dommeren i fokus

Brøndby – Viborg dømmes af 35-årige Jakob Sundberg. Han har 23 gange tidligere dømt Brøndby i Superligaen. Her er det blevet til otte sejre, otte uafgjorte og syv nederlag. Han har aldrig givet et rødt kort i en Brøndby-kamp. Til gengæld har han givet Brøndby to straffespark og fire til modstanderne.

Derudover har han dømt to kampe med Brøndby i pokalturneringen. Her er det blevet til to gul-blå sejre, hvor 4-2-sejren på hjemmebane over AGF i kvartfinalen i 2024/25-sæsonen er højdepunktet.

Sundberg dømte senest Brøndby, da vi i foråret smadrede Sønderjyske med 6-0 i Jacob Ambæks historiske hattrick-kamp.

Ugen, der gik på Bane 1

Ousmane Sow har stjålet overskrifter i denne uge. Fransk-senegaleseren slettede alle Brøndby-relaterede opslag fra sine sociale medier, da han blev vejet og fundet for let til AGF-kampen. Det skete efter en opstart, hvor Nørgaard ellers udtrykte tillid til fløjspilleren.

Ifølge cheftræneren træner Sow på et højt niveau, men det begynder at ligne, at et exit anes i horisonten. Sportsdirektør Julius Ohnesorge fortalte tidligere på ugen, at Brøndby muligvis skal se på en udlejning af Sow.

Sean Klaiber og Emmanuel Dennis leder stadig efter nye klubber, og de er ikke i spil til søndagens kamp.

Brøndby har til gengæld Benjamin Tahirovic tilbage. Han sad over imod AGF på grund af VM-deltagelsen, men nu er han tilbage og klar til at bidrage på banen igen.

Hverken Raphael Canut, Philip Søndergaard, Viggo Poulsen eller Ali Al-Najar deltog i fredagens træning. Søndergaard døjede med en skade, mens de tre andre Masterclass-drenge spillede kamp med U19-holdet for at få kamptræning.

Brøndbys forventede startopstilling

Pentz – Divkovic, Binks, Vanlerberghe, Villadsen – Slisz, Ejdum – Bundgaard, Frøkjær, Younis – Mortensen

Mats Köhlert spillede en horribel kamp imod AGF og blev erstattet af Marko Divkovic i pausen. Det gav pote, og jeg forventer derfor, at Divkovic får chancen fra start imod Viborg.

Derudover forventer jeg, at Nørgaard giver genvalg til resten af sine spillere. Hvis Frøkjær ender med at gå glip af kampen på grund af fødslen, vil Bundgaard rykke centralt og Ambæk ind på venstrefløjen.

Her kan du se Brøndby – Viborg

Superliga-kampen mellem Brøndby IF og Viborg FF bliver vist i TV på TV2 Sport X. Det betyder også, at du kan streame kampen på TV2 Play, hvis du har sportspakken.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted