Tre transfervinduer, to fyringer og nul trofæer: Schmedes’ Brøndby-regnskab

Benjamin Schmedes tid som fodbolddirektør i Brøndby er forbi. Vi ser nærmere på hans 1,5 år på posten og forklarer, hvor tyskeren klarede sig godt og skidt.

Benjamin Schmedes
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Sidste uges udnævnelse af Julius Ohnesorge som fodbolddirektør i Brøndby markerede afslutningen på Benjamin Schmedes’ tid på posten.

Den nu forhenværende fodbolddirektør kom til Vestegnen i januar sidste år efter et skuffende ophold i hollandsk fodbold med Vitesse.

Han forlader Vestegnen efter blot halvandet år, to træneransættelser, hvoraf ingen formåede at færdiggøre en sæson fra start til slut, og ingen trofæer.

Transfers fejlede

Det er umuligt at se tilbage på Schmedes ophold i Brøndby uden at nævne hans ageren på transfermarkedet. For en sportsdirektør, eller en fodbolddirektør som Schmedes’ officielle titel var, er det naturligvis den mest synlige del af jobbeskrivelsen.

Tyskeren nåede at gennemføre 16 indgående transfers i løbet af sine tre transfervinduer med det sportslige ansvar. Listen er ikke pæn. Indtil videre er Luis Binks og Bartosz Slisz de eneste indkøb, der kan beskrives som deciderede succeser. Derudover har lejeaftalen af Ben Godfrey også vist sig at være god.

Det er dog fejlkøb som Benjamin Tahirovic, Ousmane Sow og Michael Gregoritsch, der alle rangerer blandt Brøndbys dyreste indkøb nogensinde, som stjæler billedet på indkøbsfronten.

Schmedes har haft de økonomiske muskler til at skabe en god trup. Fire af klubbens ti dyreste køb har hans underskrift på fakturaen. Men han har simpelthen ikke ramt godt nok, når han købte ind.

Det kan blive dyrt på længere sigt, da Brøndby selvfølgelig er afhængig af spillersalg i den nuværende forretningsmodel. Lige nu er det dog svært at se, hvem af Schmedes’ transfers, der for alvor kan sælges videre med seriøs profit.

Dette var også noget, man så i hans tidligere klub. I forbindelse med ansættelsen af Schmedes interviewede jeg Vitesse-eksperten Bjorn Courbois fra Vitesse-podcasten Studio Langs de Rijn om tiden i Holland. Han sagde blandt andet:

”På den anden side ramte han ikke jackpotten med nogle af sine handler. Hvis han har talent inden for spillerhandel, så man det i hvert fald ikke i Vitesse, hvor ingen særlige resultater blev opnået her.”

”Schmedes har utvivlsomt et netværk, men hans store problem var, at han ingen værdi skabte gennem spillerrekruttering i Vitesse. Det er den vigtigste indtægtskilde for os.”

Hvis man blot udskifter klubnavnet, kan man desværre beskrive Schmedes’ tid i Brøndby med præcis den samme udtalelse.

Det skal retfærdigvis nævnes, at Schmedes var succesfuld angående spillersalg. Han fik fine summer for Yuito Suzuki, Mathias Kvistgaarden og Noah Nartey, der alle rangerer blandt Brøndbys største salg. De flotte salg var en imponerende bedrift, når man tænker på de kontraktmæssige presbolde, han overtog fra sin forgænger.

Dyre trænervalg

Da Schmedes sagde op i marts, skrev jeg, at hans eftermæle ville være tæt forbundet med Coopers præstationer. Dengang havde waliseren netop startet det forår, der skulle vise sig at koste ham livet.

At Schmedes’ afløser og Coopers fyring blev meldt ud i samme pressemeddelelse skulle vise sig at være skæbnens ironi.

Tyskeren stod bag to træneransættelser i Brøndby; Frederik Birk og Steve Cooper. Begge endte katastrofalt med fyringer, inden de havde færdiggjort deres første år på posten.

Schmedes kan gemme sig bag Scott McLachlan i ansættelsen af Birk, men Cooper-fiaskoen har ikke andre end ham som bagmand.

Spillet på banen, der i lange perioder har været rigtig dårligt, er naturligvis cheftrænerens ansvar og ikke sportsdirektørens. Man har dog ofte siddet med følelsen af, at Schmedes ikke har gjort livet lettere for sine udvalgte trænere.

Tyskeren har, bortset fra pressemeddelelser og udtalelser på den officielle hjemmeside, stort set været usynlig i medierne. Han har ikke formået klart at sætte ord på sin strategi eller sætte en retning for, hvor han ville have Brøndby hen.

Det har i stedet betydet, at Birk og Cooper konstant skulle stå til rådighed for medierne. Schmedes’ manglende kommunikationslyst har måske givet fødsel til de tragikomiske løfter om først, at ”sætte ild til Brøndby Stadion” fra Birk og senere Coopers snak om ”big club mentality”.

Både Birk og Cooper startede faktisk deres Brøndby-karrierer lovende med fine resultater og stor optimisme. Langsomt forsvandt troen og perioderne udviklede sig til regulære kriser.

De blev begge overladt til sig selv i disse kritiske tider, og de skulle uge efter uge forklare pressen, hvorfor resultaterne udeblev. Det er nærliggende at tænke, at de hårde tider havde været lidt mindre hårde, hvis Schmedes havde været villig til at tage noget af skraldet i medierne – akkurat som Carsten V. Jensen gjorde før ham. Eller hvis han i det mindste havde været i stand til at forklare medier og fans, hvor Brøndby var på vej henad.

Kulturændring udenfor banen

Selvom det bliver svært at adskille Schmedes fra hans dyre fejlkøb, bliver en del af hans arv dog også den kulturændring, han har været med til at skabe udenfor banen.

I de kommende år kan Brøndby nemlig meget vel høste frugterne af det arbejde, tyskeren trods alt nåede at udføre. De lange kontrakter, han fik skrevet med stortalenter som Jacob Ambæk, Viggo Poulsen og Raphael Canut, kan blive mange penge værd.

Så mange at klubbens første spillersalg på over 100 millioner kroner meget vel kan komme fra en af de ungdomsspillere, Schmedes forlængede kontrakten med.

Schmedes var med til at gøre det til en selvfølge for Masterclass-talenterne at skrive lange kontrakter med klubben. Sådan var det ikke i årene før, han kom til. Man kan derfor håbe på, at han har lagt fundamentet til, at vi langsomt kan lukke det store transfer-hul op til FC-klubberne.

Samtidig må man ikke undervurdere betydningen af Schmedes’ omstrukturering og professionalisering af den sportslige afdeling. Brøndby gik fra at være en autokratisk organisation, hvor beslutningskraften i høj grad lå hos fodbolddirektøren til at være en moderne virksomhed med et fladere hierarki, kortere kommandoveje og højere grad af autonomi.

Brøndby er under Schmedes’ ledelse blevet mere dataorienteret, og de nyoprettede stillinger som teknisk direktør og head of football operations har skabt en større og mere specialiseret organisation med øget viden. Det er et fundament, som Ohnesorge forhåbentlig kan bygge videre på og tage til nye højder.

Forhåbentlig kan Ohnesorge udnytte det fundament til også at blive succesfuld på transfer- og trænerfronten. Det er en absolut nødvendighed, hvis Brøndby skal vende den sportslige skude.

Hvad vil du huske Schmedes bedst for? Del dine minder i kommentarfeltet forneden og deltag i diskussionen.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted