Efter choknederlaget til Fredericia på hjemmebane står Brøndby nu foran årets sidste kamp, når vi mandag aften møder Vejle Boldklub på udebane. Brøndby rejser til Nørreskoven med nederlag i de seneste to kampe, og der er derfor pres på for at bryde den kedelige stime.
Kampen er årets sidste for Brøndby, og det er vigtigt at slutte godt af, hvis vi skal holde snor i de resterende tophold.
Heldigvis bør der være gode muligheder for sejr. Jyderne ligger på en suveræn sidsteplads i Superligaen, og de har ligeledes tabt deres seneste to kampe. I nederlagene til OB og Viborg lukkede de i alt otte mål ind, så det er en svag defensiv, Brøndby møder.
Det lignede ellers, at Vejle kom i gang under den midlertidige cheftræner Steffen Kielstrup, da de for tre uger siden slog fck med 2-0 på hjemmebane, men siden er de faldet tilbage til deres gamle, lave niveau.
Kampen bliver i øvrigt et gensyn med Andrew Hjulsager. Midtbanespilleren nåede 98 kampe og 18 mål for Brøndby, hvor han havde sin storhedstid under Alexander Zorniger. Hjulsager har spillet 12 kampe og lavet to mål og to oplæg for Vejle i denne sæson.
🏆 Superliga – 18. spillerunde
📅 Mandag 8. december klokken 19.00
🏟️ Vejle Stadion
📺 TV2 Sport X og TV2 Play
👨⚖️ Mikkel Redder
Det holder vi øje med:
Anfører Daniel Wass var ikke på banen i Brøndbys seneste to nederlag imod fck og Fredericia. Den detroniserede midtbanespiller så i stedet begge kampe fra bænken, hvor Stijn Spierings, Noah Nartey, Mathias Jensen og Benjamin Tahirovic blev foretrukket over ham. Wass spillede senest i vores 2-0-sejr på hjemmebane over FC Nordsjælland i starten af november.
Nartey sidder dog som bekendt ude med karantæne imod Vejle, og ingen af de tre andre midtbanespillere har for alvor imponeret på det seneste. Det virker derfor nærliggende at tænke, at Wass må ryge tilbage i startopstillingen i mandagens kamp.
På fredagens mediedag på Brøndby Stadion roste Cooper da også Wass for at have håndteret bænkpladsen på en god og professionel måde.
Hvis Cooper derimod kigger andetsteds, når han skal sætte sin startopstilling, så er det potentielt et vink med en vognstang til 36-årige Wass, hvis kontrakt udløber efter sæsonen.
Det er der blevet sagt:
Efter nederlag i de seneste to kampe er Brøndby nu seks point efter AGF på førstepladsen og fire point bag FC Midtjylland på andenpladsen. Derfor har gulddrømmene på Vestegnen også lidt et knæk for nyligt.
Man skal dog ikke afskrive Brøndby endnu. Det fortalte Frederik Alves efter fredagens træning.
”Jeg synes, vi ligger godt til, så det vil være meget tidligt at afskrive os i mesterskabskampen.”
”Vi har kun tabt tre kampe, siden Steve Cooper er kommet til. Intet har ændret sig, selvom vi har tabt to kampe i træk,” fortalte han pressen.
Forsvarsspilleren, der har været et af de sikreste kort i Coopers startopstillinger, fortalte også, at spillerne var sultne efter revanche.
”Nu har vi rundet den kamp [Fredericia red.] af og skal ud at revanchere os mandag imod Vejle,” afsluttede Alves.
Dommeren i fokus:
Dommeren i Vejle – Brøndby er den erfarne Mikkel Redder. Den 32-årige dommer har dømt i Superligaen siden 2018/2019-sæsonen, og han har også dømt europæiske kampe.
Redder har i alt dømt Brøndby 14 kampe, hvoraf de 12 var i Superligaen. I alt er det blevet til ni Brøndby-sejre, to uafgjorte og tre nederlag.
Han dømte os senest i derbyet på Brøndby Stadion i september, Steve Coopers trænerdebut, hvor vi vandt med 2-1.
Mikkel Redder har to gange tidligere dømt Brøndby-kampe imod Vejle. I begge disse opgør vandt Brøndby med 2-1. Den seneste gang var i sidste efterår, hvor mål af Mathias Kvistgaarden og Sebastian Sebulonsen sikrede sejren.
Nyheder fra Bane 1:
Steve Cooper havde kedelige nyheder, da han fredag gjorde status på Brøndbys trup forud for opgøret imod Vejle. Som forventet er karantæneramte Noah Nartey og Marko Divkovic samt langtidsskadede Sean Klaiber alle ude. Men waliseren fortalte også, at Nicolai Vallys er tvivlsom til mandagskampen.
Midtbaneesset missede fredagens træning med sygdom, og Cooper vidste ikke, hvorvidt han kunne regne med Vallys imod Vejle eller ej.
Brøndbys forventede startopstilling:
Der er flere spørgsmålstegn i Brøndbys startopstilling imod Vejle på grund af de mange fravær, hvor primært offensiven er hårdt ramt.
Vi forventer, at Divkovic bliver erstattet i startopstillingen af Sho Fukuda, der havde et godt indhop imod Fredericia.
Det er straks sværere at erstatte Nartey, hvis evner er unikke i truppen. Den oplagte løsning er at rykke Vallys fra fløjen og ind centralt og så sætte Filip Bundgaard ud på fløjen. Men hvis Vallys ikke er kampdygtig, så bliver Cooper nødt til at tænke kreativt. Det kan potentielt betyde, at Jacob Ambæk skal spille bag frontangriberen, eller der måske ligefrem bliver plads til unge André Escobar i startopstillingen.
Vi forventer dog, at Vallys bliver sygdommen kvit og kommer med fra start.
Brøndbys opstilling imod Vejle:
4-2-3-1: Pentz – Köhlert, Binks, Alves, Villadsen – Wass, Jensen – Fukuda, Vallys, Bundgaard – Ambæk
Sådan ser du Vejle – Brøndby:
Mandagens Superliga-kamp mellem Vejle og Brøndby bliver sendt i fjernsynet på TV2 Sport X. Det betyder naturligvis også, at du kan streame kampen på TV2 Play.
Udebaneafsnittet på Vejle Stadion er for længst blevet udsolgt.
Hvordan ender kampen imod Vejle? Del dit gæt i kommentarfeltet.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
