Julius Ohnesorge er i gang med sin tredje uge som fodbolddirektør i Brøndby, og han har allerede sat sit præg på klubben i form af et nyt trænerteam og anføreren fra de regerende danske mestre, Patrick Mortensen.
Der er dog stadig lang tid tilbage af transfervinduet, og Brøndby står stadig med en trup med masser af spørgsmålstegn og svagheder. Derfor giver vi her tyskeren vores bud på de tre vigtigste opgaver denne sommer.
En klar sportslig strategi skal formuleres
Efter at have haft tre forskellige cheftrænere i de seneste to sæsoner står Brøndby med en broget trup. Der er blevet købt ind i øst og vest til forskellige spillestile, og der er hårdt brug for oprydning.
Det er altafgørende, at Julius Ohnesorge får formuleret en langsigtet strategi for, hvordan Brøndby skal spille fremadrettet for at undgå et lignende problem i fremtiden. I den ideelle verden er der åbenhed omkring denne strategi, men som minimum skal den være tydelig internt.
Brøndby har ikke råd til at skifte spillestil sæson efter sæson, når vi i forvejen kæmper imod klubber, der har langt større spillerbudgetter end os. Kun gennem en klar strategi for spillestil og spillertyper kan vi gøre os håb om at klatre fremad og bokse over vores vægtklasse i ind- og udland.
Forårsrengøring
Ohnesorge har overtaget en dyr og underpræsterende trup fra Benjamin Schmedes, hvilket der skal gøres noget ved. Brøndby har for mange spillere på store kontrakter, der er langt fra spilletid.
Rasmus Lauritsen, Jordi Vanlerberghe, Sean Klaiber og Benjamin Tahirovic bliver alle betalt som startere uden at være i nærheden af at betale tilbage på banen. Der skal også træffes et valg om Filip Bundgaard og Frederik Alves, der ligeledes er på høje løninger og aldrig for alvor har bidt sig fast som stamspillere over en længere periode.
Derudover skal det også besluttes, om man ser en fremtid i Emmanuel Dennis og Ousmane Sow, der blot har været i klubben i seks måneder, men som også ligner gevaldige flop.
Sidst men ikke mindst har Brøndby nogle profiler, der har sået tvivl om deres fremtid i klubben. Patrick Pentz og Nicolai Vallys har begge antydet, at de tænker over fremtiden. Sidstnævntes kontrakt udløber efter sæsonen, og han skal derfor enten sælges eller forlænges hurtigst muligt. Brøndby kommer ikke tilbage til toppen af dansk fodbold med spillere, der ikke er fuldt ud dedikerede til opgaven.
Brøndby skal som bekendt ikke spille europæisk fodbold i den kommende sæson, og derfor har vi heller ikke brug for den samme bredde som i fjor. Man kan meget vel skære en spiller eller to fra og dermed give plads til flere Masterclass-spilleref uden, at det koster point.
Niveauet skal hæves
Ohnesorge er på en svær opgave dette transfervindue. Han skal kort sagt få mere ud af mindre, da den manglende europæiske deltagelse naturligvis tager hårdt på økonomien, imens klubben også bliver mindre attraktiv rent sportsligt for potentielle spillere.
Alligevel er det altafgørende, at han formår at hæve niveauet i truppen. Det var tydeligt i foråret, at Brøndby spillemæssigt halter gevaldigt efter konkurrenterne, hvilket der skal gøres noget ved.
Det gælder især offensivt, hvor Brøndbys problemer var enorme efter salget af Noah Nartey i januar. Det virker afgørende, at Nørgaard får stærkere og flere kort at spille end dem, Cooper sad med i foråret. Både startopstillingen og bænken skal forstærkes rent offensivt, hvis Brøndby skal kunne gøre sig forhåbninger om at forbedre sig.
En del af denne forbedring kan dog meget vel komme fra Masterclass. Det må forventes, at især Jacob Ambæk tager endnu et skridt fremad efter sit gennembrud i fjor. Man kan dog også gøre sig forhåbninger om, at især Viggo Poulsen, der fik en del spilleminutter i foråret, også kan komme til at spille en større rolle.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
