Hvad enten man kan lide dem eller ej, så er det svært at komme uden om at snakke om Brøndby hooligans, når man diskuterer de gul-blå fra Vestegnen. Flere gange har Brøndby hooligans stjålet overskrifterne, og der findes næppe nogle i Danmark, der ikke kender til den del af klubbens fanscene.
Brøndby hooligans trækker sine spor tilbage til 1992, hvor grupperingen Southside United, også kendt som SSU, blev grundlagt. Southside United var en sammenslutning af grupperne Pælene og Southside Brigade, hvilket man kan læse i bogen Hooligan – De danske broderskaber; respekten, æren, rusen. Southside var den primære hooligangruppe i Brøndby i årevis fremover, om end flere mindre grupper også løbende spillede en rolle på scenen. Dette gjaldt blandt andet de prominente Brøndby hooligans Blue Front (BF), der i en årrække havde et tæt samarbejde med netop Southside og agerede en slags ungdomsgruppering for de ældre SSU-hooligans.
I dag er den mest prominente Brøndby hooligan grupper Fri Sport. Derudover findes der også Brøndby hooligan grupper ved navn Brigade 26 og New Generation. Sidstnævnte blev grundlagt af den famøse Instagram-personlighed Simonsays_1312. Brøndbys Hårde Drenge (DHB) blev i 2022 landskendt for en tragisk sag, hvor gruppens ledende medlem, Kevin Werner, havde voldtaget flere af de yngre medlemmer gennem en årrække.
Historien om Brøndby hooligans
Southside United blev grundlagt som Danmarks blot anden officielle hooligangruppe efter Ultra White Pride fra AGF. Netop AGF-gruppen spillede da også en stor rolle i grundlæggelsen af den første gruppe af Brøndby hooligans. Southside United blev nemlig skabt som et modsvar på AGF-gruppen.
Southside etablerede sig hurtigt som den største og mest berygtede hooligangruppe i Danmark, og blev kendt i både ind- og udland. I løbet af 1990’erne og de tidlige 2000’ere kom flere og flere medlemmer til, og Brøndbys hooligans var nu ikke længere sammentømret om enkelte vennegrupper fra Vestegnen men voksede løbende i styrke og størrelse.
Hooliganscenen i Danmark og Europa var dengang anderledes, end man ser i dag. De forskellige Brøndby hooligans var stadig organiseret i grupper, men slagsmålene var mindre planlagte. I stedet for aftalte møder på øde destinationer som i dag, gjaldt det i højere grad om at vise sig frem i gaderne og de byer, hvor Brøndby spillede. Hooliganscenen var i høj grad præget af den såkaldte casual-kultur fra Storbritannien, og de populære film Football Factory og Hooligan satte deres spor på scenen, der voksede i popularitet.
Hverken Southside United og Blue Front er aktive i dag. Flere af de dengang aktive folk findes dog stadig på Brøndby Stadion på kampdagene i dag, men hvor de typisk vil være at finde i Svinget.
Skovgrupperne
Nutidens Brøndby hooligan er anderledes end forgængerne. Hooliganscenen i dag er mere organiseret, og slåskampene sker typisk langt væk fra stadion og de almindelige fans. Det er dog relativt let til en vis grad at følge med i, hvad der sker på den danske såvel som den udenlandske scene. Slagsmål og opdateringer deles nemlig hyppigt på sociale medier som Instagram og Twitter.
Et eksempel på dette er den efterhånden legendariske video fra et aftalt møde mellem Fri Sport og hooligans fra den østtyske klub Lokomotive Leipzig fra 2018.
Som det kan ses på ovenstående video, finder nutidens slåskampe ofte sted i øde skove eller marker langt væk fra politi og civile. Her vil Brøndby hooligans mødes med ligesindede i planlagte kampe, hvor grupperne på forhånd aftaler det præcise antal for at skabe fair kampe.
Det er dog ikke kun her, at hooligangrupperne er aktive. Der er også hyppige mere eller mindre spontane aktioner i og omkring stadion. Dette ses for eksempel typisk ved derby-kampe såvel som store europæiske opgør. Her ser man ofte, episoder, hvor medie-døbte BIF-hooligans i højere grad består af ”almindelige” Brøndby-fans. Dette får ofte får optøjerne til at blive voldsomme end under almindelige omstændigheder, da antallet af involverede er højere. Dette var for eksempel tilfældet under derbyet i oktober 2021, hvor fans angreb FCK’s spillerbus, hvilket resulterede i, at en politimand trak sin tjenestepistol.
Kevin Werner og Brøndbys Hårde Drenge (BHD)
Brøndbys fanscene blev ramt af en tragisk sag i 2022, da det kom frem, at Kevin Werner, lederen af hooligangruppen Brøndbys Hårde Drenge, havde seksuelt misbrugt flere af gruppens medlemmer.
Kevin Adrian Werner blev dømt for 1.300 seksuelle overgreb imod flere drenge og unge mænd fra Brøndbys hooliganmiljø. Derudover blev han også fundet skyldig i vold og trusler imod sin kvindelige ekskæreste.
I alt blev Kevin Werner dømt for gentagende overgreb imod 16 anklagere, 15 unge mænd og altså hans kvindelige ekskæreste. Den yngste af mændene var 14 år, da de seksuelle overgreb begyndte.
Kevin Werner blev idømt forvaring, hvilket groft sagt svarer til livsvarigt fængsel. Derudover blev han idømt opholdsforbud i Brøndby og Rødovre samt forbud imod at få besøg af børn under 18 år uden ledsagelse af en voksen.
Kevin Werner var ifølge retten leder og stifter af hooligangrupperne Brøndbys Hårde Drenge (BHD) og Brøndbys Hårde Yngre (BHY). Sidstnævnte fungerede som ungdomsgruppe for Brøndbys Hårde Drenge, hvor nye medlemmer kunne ses an. Det var i disse grupper, at han fandt sine ofre.
Udover at være leder i Brøndbys Hårde Drenge havde Kevin Werner også tætte bånd til rocker-gruppen Satudarah ifølge anklagerne. Denne forbindelse sikrede ham beskyttelse på trods af sine kriminelle gerninger, da de yngre medlemmer ikke turde sige ham imod på grund af hans farlige forbindelser og rygdækning.
Hooligangrupper i Brøndby
I gennem tiderne har der været et hav af større og mindre Brøndby hooligangrupper. Nogle af disse har været organiseret i deciderede grupper med navne, imens andre har bestået af vennegrupper. Derfor er det også umuligt at opridse alle Brøndby hooligans, hvorfor vi holder os til de største grupper – både historiske og nuværende.
Fri Sport
Fri Sport blev grundlagt i midten af 2010’erne, og er en af de primære fangrupper i Brøndby.
Fri Sport blev landskendt efter mesterskabet kom i hus i 2021, da et af gruppens medlemmer krammede Andreas Maxsø på landsdækkende fjernsyn. Dette skabte en masse negative overskrifter, men viste også gruppens indflydelse.
Det var blandt andet her, man fandt Fri Sport Hulk, der gik viralt i forbindelse med Brøndbys kamp imod Hajduk Split i 2017. Her blev den hårdt pumpede hooligan fotograferet ude foran Brøndby Stadion efter en konfrontation mellem hooligans fra de to klubber før kampen.
Southside United
SSU var de første Brøndby hooligans, og de blev grundlagt i 1992. Gruppen var en af de mest toneangivende fanfraktioner på Sydsiden, eller Faxe Tribunen som den var kendt dengang. Den har sat sit præg på fankulturen på godt og ondt igennem sine mange aktive år.
SSU var den første deciderede uofficielle fangruppe, og den lagde på mange måder fundamentet for den fanatisme, der har gjort Sydsiden til en af Nordeuropas bedste stemningstribuner. Gruppen hjalp også flere gange med Brøndby Tifo såvel som med graffiti.
Blue Front
Blue Front var aktive i en årrække i slut-2000’erne og de tidlige 2010’ere. Ligesom Southside holdt de også til omkring Hovsa Bodega, og de blev fra tid til anden betegnet som ungdomsgruppe for SSU. Blue Front opererede dog også som selvstændige Brøndby hooligans, om end samarbejdet mellem grupperne var tæt.
Brøndby hooligans vs FCK
Det er umuligt at snakke om Brøndby hooligans uden også at snakke om derby-kampene imod FC København. Derbyerne har skabt nogle af største fanoptøjer i skandinavisk fodboldhistorie.
Sorte fredag – 1994
Den 23. september 1994 blev kaldt dagen, hvor dansk fodbold mistede sin uskyld. Denne dag var første gang, at Danmark for alvor stiftede bekendtskab med hooliganismens ansigt.
Kampen blev spillet i Parken fredag aften med omkring 2.000 Brøndby-fans på tribunen. Før kampen blev biler, busser og butikker ødelagt af Brøndby hooligans. Brøndby tabte kampen med 2-1 efter et sent mål, hvorefter frustrerede fans forårsagede skader på stadion for 200.000 kroner.
Udenfor stadion fortsatte urolighederne gennem det meste af natten, da fans fra begge klubber stødte ind i hinanden i Københavns barer og diskoteker. Siden urolighederne i 1994 er et derby aldrig blevet spillet på en fredag af frygt for en gentagelse.
Skader for 600.000 kroner i Parken – 2010
Næsten 16 år efter Sorte fredag smadrede Brøndby hooligans endnu engang Parken efter et derbynederlag. Det skete den 20. september 2010, hvor regningen efterfølgende var på over 600.00 kroner. I alt blev næsten 500 sæder smadret imens, at flere toiletter også blev ødelagt. Mange af sæderne blev ødelagt af romerlys, der startede en brand på tribunen. FCK estimerede efterfølgende, at 200 fans deltog i urolighederne. 38 blev anholdt.
FCK’s sikkerhedschef, Leif Bjørn, kaldte urolighederne de værste han havde oplevet som sikkerhedschef.
Politimand trækker pistol imod Brøndby hooligans – 2021
Efter et derby den 25. oktober 2021, hvor Brøndby vandt 2-1, angreb Brøndby hooligans både FCK-fans og deres spillerbus. I alt 75 Brøndby hooligans angreb spillerbussen, hvorefter en politibetjent endte med at trække sin tjenestepistol for at beskytte bussen.
Derudover blev FCK-fans angrebet med romerlys og andre kasteskyts, da de forlod Brøndby Stadion efter kampen.
Fem betjente kom til skade efter kampen, imens der i alt blev rejst 61 sager om vold imod politifolk.
Denne side er endnu ikke færdig. Vilfortpark.dk har baseret artiklen på information fra nyhedsartikler fra de ledende danske medier, bøger om dansk fankultur samt redaktionel indsigt i Brøndbys fanscene. Vi vil meget gerne høre fra medfans og andre med indsigt i fanscenen, der vil hjælpe med uddybende information for at forbedre artiklen. Du kan kontakte os via kontaktformularen her.