At bringe de 2 nordmænd til BIF til 12mill kr er en vittighed de stadig griner af i Norge - Oscar (Skrevet på SSO om Rashani og Semb Berge)

Mød de nye kandidater til Fanafdelingens bestyrelse: Kristian Weise

Kristian Weise stiller op til Fanafdelingens bestyrelse ved lørdagens generalforsamling. I denne artikel snakker vi med ham om, hvorfor folk skal stemme på ham, og hvad han kan bidrage med.

Kristian Weise, der stiller op til Fanafdelingens bestyrelse

Lørdag den 7. september skal Brøndby-fans igen til stemmeurnerne, når der er generalforsamling i Fanafdelingen. Her skal der blandt andet vælges nye bestyrelsesmedlemmer.

I denne artikelserie taler vi med de nyopstillede medlemmer, så du kan lære dem bedre at kende før lørdagens afstemning.

Praktisk information om Fanafdelingens ordinære generalforsamling
  • Dato: 7. September
  • Indskrivning: Kl. 13.00-13.50
  • Start: Klokken 14.00
  • Sted: Michael Laudrup Lounge, Brøndby Stadion
  • Tilmelding: Her

En af dem, du kan stemme på er Kristian Weise fra København. Han har stor erfaring med kapitalfonde, og har tidligere været i dialog med Fanafdelingen omkring, hvordan GFH kan håndteres.

VP: Hvem er du, og hvad laver du udenfor engagementet i Brøndby?

Kristian: Jeg hedder Kristian Weise og er 45 år. Jeg bor lige mellem Vesterbro og Valby med min kæreste og vores datter. Jeg har arbejdet med økonomi og politik de sidste tyve år, blandt andet som direktør for en tænketank og chef for en NGO. Jeg har også deltaget en del i den offentlige debat om økonomi. For tiden skriver jeg for eksempel en fast kommentar i Berlingske Tidende om det – de kan findes her.

For en 15 år siden arbejdede jeg eksempelvis en del med at analysere kapitalfonde samt, hvad de gør med de virksomheder, de ejer, og hvorfor det kan være en udfordring for deres medarbejdere og fagforeninger. I dag arbejder jeg et sted, hvor vi også investerer i sådan nogle fonde. Så også i det lys synes jeg, at det er interessant at engagere sig i Fanafdelingens arbejde.

Hvad er dit forhold til Brøndby, og har du tidligere været med i projekter, fangrupper, initiativer eller lignende omkring klubben?

Jeg har været Brøndby-fan og kommet på stadion i 30 år. Selvom jeg voksede op på Frederiksberg, var det Brøndby IF, der fik en særlig plads for mig. Sammen med min bedste ven cyklede jeg som teenager til stadion så tit jeg kunne, blev medlem af Brøndby Support og fik sæsonkort til Faxe Tribunen (Sydsiden i dag). Inden jeg blev 18 havde jeg også købt aktier i Brøndby IF – for jeg syntes, og synes stadig, at det var fantastisk, at man som fan kunne eje lidt af den klub, man støttede.

Jeg var så heldig, at 90’ernes mesterskaber og Europa-togter var det, der formede mine forventninger til klubben: vi skulle være nr. 1 og udfordre de store. Siden da har de sportslige (og økonomiske) skuffelser været flere og flere, men kærligheden til klubben kun vokset. Det er værdierne, fællesskabet og menneske omkring den, der betyder mest for mig, og som er det, der gør Brøndby til Brøndby. Og det skal vi fastholde.

Hvad er dine “mærkesager”, og hvorfor bør dine medfans stemme dig i bestyrelsen?

Jeg vil gerne være med til at sikre, at Brøndby også i fremtiden er fællesskabets klub. At vi ikke ender med få ejere, der ikke interesserer sig for klubbens historie eller idrætsforeningen og dens mange frivillige. At vi er en klub, der har plads til alle, spiller en vigtig rolle på Vestegnen og tager et socialt ansvar.

På baggrund af mit kendskab til økonomi, regnskab, finansmarkeder og kapitalfonde har jeg den seneste tid haft en god dialog med Fanafdelingen om klubbens økonomi samt, hvad Global Football Holdings kan tænkes at gøre med den. Den vil jeg gerne styrke.

Konkret vil jeg gerne bringe min viden og erfaring i spil, og være med til at kigge GFH efter i sømmene. Og ikke mindst være i dialog med dem og ledelsen om, hvordan klubben drives sundt og sikrer den bedste opbakning herhjemme.

Jeg vil arbejde for, at klubben har et bredt ejerskab, der forstår den og vil den og, at vi som fans fortsat kan eje en del af den – og at så mange som muligt gør det. Så vi kan bevare og udvikle vores Brøndby IF.

Hvad bør Fanafdelingens vigtigste prioriteter være på kort og lang sigt?

På den meget korte bane kommer der snart et regnskab, som vil indeholde en del information, vi skal være meget opmærksomme på. Hvor stort bliver underskuddet, og skal vi fortsætte med at leve på kredit? Hvor meget af lånet fra GFH har klubben brugt? Vil der blive udstedt nye aktier og, hvor stor en del vil GFH sætte sig på? Det går der jo rygter om. Og det skal Fanafdelingen være skarp omkring.

Vi har som fans ingen interesse i, at ejerskabet koncentreres på få hænder. Tværtimod bør så mange fans som muligt kunne eje en del af klubben, så vi kan sikre, at den består.

På lang sigt er det også det, jeg mener, er nogle af de vigtigste emner for Fanafdelingen: at gøre sit for at klubben bliver drevet i overensstemmelse med de værdier, den er funderet på. Særligt fællesskab. Men også den lokale forankring, det sociale ansvar, sammenhængen mellem frivillige og professionelle, og fed fodbold med både intensitet og kreativitet.  

Hvilken rolle bør Fanafdelingen spille i fanmiljøet omkring klubben post-værdiaftalen?

Nu skal man sikre sig, at værdiaftalen rent faktisk bliver udlevet. Og dermed mener jeg fortsat, at nogle af de vigtigste emner for Fanafdelingen er klubbens økonomi og ejerskab, og dialog med klubben om det. Alt relateret til klubbens kampe er det jo for eksempel Brøndby Support, der tager sig af.

Derudover så jeg gerne, at Fanafdelingen fik meget bedre indsigt i klubbens drift og økonomi, og var med til at sikre, at alle andre fans også kunne få det.

Læs portrætter af de andre kandidater:

Du kan følge Kristian på Twitter her

Du kan se den fulde liste over kandidater her.

Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments