Eksperter om Mayckel Lahdo: Skader har holdt usleben diamant fra gennembrud

Mayckel Lahdo skrev søndag under på en lejekontrakt med Brøndby, der holder ham på Vestegnen sæsonen ud. Men hvem er den unge svenske fløjspiller? Det gør vi jer klogere på i denne artikel, hvor to AZ-eksperter fortæller os om Lahdos styrker og svagheder.

Mayckel Lahdo
Foto: Brondby.com

Benjamin Schmedes og Steve Cooper har længe været åbne om, at Brøndby manglede mere bredde og konkurrence i den forreste linje. Lørdag formiddag faldt en vigtig brik på plads i puslespillet, da Brøndby præsenterede fløjspilleren Mayckel Lahdo på en lejekontrakt, der varer hele sæsonen ud.

Den 23-årige fløjspiller kommer til Brøndby fra hollandske AZ Alkmaar efter et forfejlet lejeophold hos Nantes i efteråret. Den tidligere svenske U21-landsholdsspiller skal således bruge foråret på at få sin karriere tilbage på sporet.

Hvis det går som håbet, kan Brøndby gøre opholdet på Vestegnen permanent, da Schmedes har sikret sig en købsoption i lejekontrakten.

Hvem er Mayckel Lahdo?

Navn: Mayckel Lahdo
Fødselsdag: 30. december 2002 (23 år)
Position: Fløjspiller
Tidligere klubber: Hammarby, IK Frej, AZ, Nantes
Landskampe: 9 U21-landskampe og to mål for Sverige

Skader har holdt Lahdo fra gennembruddet

Unge Mayckel Lahdo kommer til Brøndby med et CV, der tæller kampe i Æresdivisionen, Ligue 1 og Allsvenskan samt masser af optrædener i både Europa League og Conference League. Alligevel er han som blot 23-årig nødt til at tage et skridt tilbage for forhåbentlig at tage to skridt fremad efterfølgende.

”Han har ikke været i stand til at holde et stabilt præstationsniveau over en længere periode. Blandt andet på grund af skader,” fortæller Marius Wiegman, der er redaktør på fanmediet AZ Fanpage til VilfortPark.dk.

Hyppige skader er også den primære grund til, at Lahdo blot nåede et halvt år på leje i Nantes. Her missede han otte kampe med en benskade og senere en skulderskade.

Ifølge data fra Transfermarkt er den nye Brøndby-fløj gået glip af hele 50 kampe over de seneste 2,5 sæsoner på grund af skader.

SæsonAntal kampe misset pga. skader
25/268
24/2513
23/2429

På grund af de mange skader har det også været svært for svenskeren at få gang i gode stimer og efterfølgende holde dem kørende.

En usleben diamant

I Lahdos skadesfri perioder har han bevist sit værd. I løbet af sin tid i Holland har han blandt andet scoret imod storklubberne Ajax og PSV. Målene understregede, at han sagtens kan være med på højeste niveau.

”Lahdo er en fløjspiller med en meget direkte stil. Han har et godt spark, og han bruger typisk sin fart til at slå sine modstandere på fløjen. Hans styrker er hans afslutninger og fart,” forklarer Jeroen Leenders, der dækker AZ for AZAlerts.nl.

Under sin tid i Alkmaar er svenskeren blevet brugt på begge fløje, men han er bedst i venstre side, hvor han kan trække ind i banen, fortæller Marius Wiegman. Dermed passer Mayckel Lahdo altså også perfekt til den måde, Steve Cooper bruger sine fløje på i Brøndby.

Lahdos stil passede også godt til den offensive mentalitet i den hollandske liga. Især imod offensivt orienterede højrebacks var han i sit es.

”AZ’s kamp imod Galatasaray i februar sidste år viste det perfekt,” forklarer Jeroen Leenders og fortsætter:

”Tyrkernes wingbacks kunne ikke udfylde sine offensive pligter i angrebet, fordi Lahdo simpelthen blev oppe foran. Lahdo er i sit es, når han får lov til at kæmpe mand imod mand med en back. I mere avancerede taktiske systemer mangler han til gengæld nogle gange noget disciplin.”

Hvis man skal pege på en svaghed, udover den uheldige skadestendens, hos Lahdo, så er det i den mentale del af spillet, nævner begge AZ-eksperter.

”Lahdo blev nævnt som en usleben diamant i vores podcast, og det prædikat fik han aldrig smidt af sig. Kvaliteten er der unægtelig, men han har ikke helt været overbevisende nok,” siger Leenders.

”Han er typen, der hænger med hovedet, hvis tingene ikke går hans vej. Hvis hans første aktioner i en kamp ikke går godt, så lader det til at påvirke ham negativt,” afslutter han.

Det bliver altså en vigtig opgave for Steve Cooper at forløse den svenske fløjs uomtvistelige talent. Hvis waliseren formår den opgave, så kan det blive spændende, forudser Marius Wiegman, der fortæller:

”Jeg synes, at han har masser af potentiale. Især hvis han holder sig skadesfri og bliver en lille smule køligere foran mål. Jeg tror, at han er en god signing [for Brøndby red.]. Han lægger altid masser af energi på banen. Han kan lave de uforudsigelige ting, hvilket gør ham sjov at se på,” forudsiger han.

Jeroen Leenders er også optimistisk på både Lahdo og Brøndbys vegne:

”Jeg bliver ikke overrasket, hvis han tager et skridt fremad igen. Brøndby lyder som en langt mere logisk destination i mine ører end Nantes. På den anden side bliver han nødt til at genstarte sin udvikling og tilføje nye ting til sit spil. Han kan ikke være afhængig af sin fart for altid.”

”Det er helt sikkert en god transfer for Brøndby-fans. De får en spiller med potentiale, der kommer til at score nogle spændende mål,” afslutter han sin beskrivelse af Lahdo.

Svenskeren, der har fået nummer 23, havde første arbejdsdag søndag. Han har mulighed for at få sin debut i næste uges forårspremiere på hjemmebane imod Randers FC i Superligaen.

Bliver Mayckel Lahdo en succes i Brøndby? Del din holdning i kommentarfeltet.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
1 Comment
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments
Kim
Kim
5 days ago

Kan virkelig godt lide analyseartiklerne der tager afsæt i interview med eksperter fra spillerens seneste klub.