Brøndby har i dette forår haft en besynderlig evne til på den ene side at tabe den ene kamp efter den anden og på den anden side stadig holde drømmen om europæisk kvalifikation i live.
Søndag er dog absolut sidste chance for Steve Cooper og co. Brøndby skal vinde i Herning for at have en chance for at snuppe fjerdepladsen og dermed en playoff-kamp imod fck. Samtidig skal vi håbe på, at hverken Viborg eller Sønderjyske vinder, hvis vi vil holde liv i Conference League-mulighederne.
At vinde i Herning bliver dog næppe nogen nem opgave. Brøndby har som bekendt kun vundet to af de seneste 16 Superliga-kampe, og vi har blot fået et enkelt point i vores seneste tre kampe. Midtjyderne derimod er ubesejrede i deres seneste otte ligakampe, og de vandt pokalfinalen i torsdags.
Midtjylland har dog ikke noget tilbage at spille for. De kan hverken rykke op eller ned i tabellen, og man kan håbe på, at torsdagens finale, samt den efterfølgende fest, stadig sidder i spillerne, når de løber på banen søndag. Brøndby bør i hvert fald være mere motiverede end ulvene.
Det holder vi øje med
Søndagens store hovedperson bliver Steve Cooper. Den walisiske Brøndby-træner har det suverænt laveste pointgennemsnit af alle Brøndby-trænere, og klubben er på vej imod den dårligste placering og laveste pointtal siden 2013. Hvis Brøndby samtidig fejler i forsøget på at kvalificere sig til europæisk fodbold, kan søndagens kamp meget vel blive Coopers sidste på Vestegnen.
Mange Brøndby-fans har allerede mistet tålmodigheden med den tidligere Premier League-træner, og det samme har flere magtfulde eksperter i medierne.
Waliseren er også selv bevidst om, at han er under pres. Efter nederlaget til AGF afviste han dog endnu en gang at kaste håndklædet i ringen. Her sagde han:
”Jeg er mere dedikeret end nogensinde til Brøndby. Det jeg oplevede mod AGF, gør mig kun stærkere i jobbet.”
”Jeg kom her for at skabe noget i Brøndby. Jeg vidste, at det ikke ville blive nemt. Men jeg er meget dedikeret til dette projekt, og jeg er sikker på, at der over tid vil ske forbedringer.”
Det er blevet sagt
Brøndby var aggressive på transfermarkedet i januar, men det betyder ikke, at man kan tage det roligt til sommer ifølge midtbaneprofilen Bartosz Slisz.
Den polske landsholdsspiller kom tidligere på ugen med en opfordring til den sportslige ledelse om, at truppen stadig skal forbedres meget for, at klubben kan opnå sine ambitiøse mål.
”Det er virkelig vigtigt, at klubben får bygget en god trup, der kan spille hver kamp på et kontinuerligt niveau. Vi skal bare have 11-12 spillere. Hele truppen skal være stærk, så man skal kæmpe hver eneste dag til træning. Alle skal presse hinanden til at blive bedre,” sagde han til TV2.
Polakken opfordrede den kommende sportsdirektør til at kigge efter flere erfarne spillere, der kan supplere de lovende unge Masterclass-talenter, der har spillet med i denne sæson.
Dommeren i fokus
Midtjylland – Brøndby dømmes af rutinerede Michael Tykgaard. Han har dømt i Superligaen siden 2010/2011, og det er blevet til 38 Brøndby-kampe. Derudover har han dømt os i tre pokalkampe.
I de i alt 41 kampe er det blevet til 17 sejre og 12 nederlag. Han har givet Brøndby tre straffespark og modstanderne et enkelt.
Michael Tykgaard dømte senest Brøndby, da vi tabte med 1-2 på hjemmebane til søndagens modstander i 31. spillerunde af sidste sæson.
Ni gange har han dømt kampe mellem Brøndby og FC Midtjylland med tre Brøndby-sejre og fire nederlag til følge.
Ugen der gik på Bane 1
Det har ikke været en sjov uge på Vestegnen, men en enkelt spiller smiler nok lidt mere end resten af truppen. 18-årige Oskar Fenger, der fik debut i 6-0-sejren over Sønderjyske, har nemlig underskrevet en ny fireårig kontrakt med Brøndby.
Den unge angriber kom til Brøndby fra fck i januar, og han har på nærmest rekordtid etableret sig som en af de klareste profiler i Masterclass. Det bliver han nu belønnet for.
”Jeg føler virkelig, at jeg er faldet godt til, og at jeg hører hjemme i klubben. Der er ikke nogen, jeg hellere vil spille for. Det er hér, jeg gerne vil være. Jeg kunne ikke være mere tilfreds med, at jeg nu også er her de kommende år,” sagde Fenger efter, at kontrakten blev underskrevet.
Filip Bundgaard har naturligvis været en anden god historie. Han fik sine første minutter dette forår imod AGF, og han kan også komme til at spille en rolle imod Midtjylland på søndag.
Mats Köhlert, Frederik Alves Ibsen og Ben Godfrey er stadig alle skadede.
Brøndbys forventede startopstilling
Steve Cooper lader til at have fundet sig en kerne i de seneste kampe med en 3-4-3-opstilling. Vi forventer, at han holder fast i den stamme, der har spillet på det seneste.
Pentz – Binks, Canut, Vanlerberghe – Divkovic, Slisz, Wass, Fukuda – Vallys, Frøkjær – Ambæk
Her kan du se FC Midtjylland – Brøndby
FC Midtjylland – Brøndby bliver vist i TV på 3+. Derudover kan kampen streames på Viaplay, hvis man har sportspakken.
Har Brøndby en chance imod Midtjylland? Del din forudsigelse af resultatet i kommentarfeltet.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
