Stor ros til Raphael Canut: ”Ekstremt talentfuld og moderne forsvarsspiller”

Raphael Canut fik sin førsteholdsdebut for Brøndby i fredags. Vi snakker med to Masterclass-eksperter, der har fulgt ham i årevis om, hvad den unge forsvarsspiller kan bidrage med til Steve Coopers hold.

Raphael Canut fra Brøndby
Foto: Jaffar Ali Afzal/VilfortPark.dk

Med 17 minutter tilbage af Brøndbys 6-0-udradering af Sønderjyske afløste Raphael Canut Jordi Vanlerberghe på højrebacken til sin officielle førsteholdsdebut. Den unge forsvarsspiller indtog Brøndby Stadion for første gang til overdøvende jubel og hyldest fra tilskuerpladserne, og han gjorde det med manér.

Canut gik uimponeret til opgaven, og han fik vist sin gode teknik frem med et raid frem i banen, mens hans iøjefaldende fysik også sikrede ros fra lægterne.

Selvom det ikke engang er tre uger siden, at Canut fyldte 17 år, fik fansene og Steve Cooper altså en smagsprøve på hans store talent. Der er dog meget mere i vente, hvis man skal tro to af de førende eksperter i Masterclass.

Hvem er Raphael Canut?

Navn: Raphael Canut Pedersen
Nationalitet: Dansk/brasiliansk
Fødselsdag: 31. marts 2009 (17 år)
Position: Central forsvarsspiller
Landskampe: 11 kampe for Danmark U17

Fra Masterclass til Brøndby Stadion

Raphael Canut kom til Brøndby fra Hvidovre som 12-årig, og siden har han udviklet sig til en af de defensive juveler i Masterclass. Han spiller til dagligt på klubbens U19-hold, hvor han har været fast mand i forsvaret.

”Canut har præsteret rigtig flot i Masterclass i denne sæson. Han spillede kun fire kampe på U17 inden, han blev rykket fast op i U19-truppen,” fortæller Stephan Hartung, der følger Masterclass tæt, til VilfortPark.dk.

Det er blevet til 13 kampe i U19 Ligaen, hvor Brøndby ligger på femtepladsen, for Canut i indeværende sæson. Han er dog gået glip af de seneste par kampe, da Steve Cooper har skullet bruge ham i Superliga-truppen.

Det er altså gået hurtigt i denne sæson for Raphael Canut, der ligeledes var med førsteholdet på træningslejr i vinter, hvor han imponerede Cooper.

Canut debuterede som højreback, men det er faktisk ikke hans normale position. For U19-holdet huserer han nemlig i centerforsvaret.

”Han kan spille til højre i en trebacks-kæde og som klassisk stopper i en 4-4-2,” siger Masterclass-ekspert Martin Valencia til VilfortPark.dk.

”Jeg tror, for den optimale udviklings skyld, at man sagtens kan rotere ham lidt alt efter koncept, fordi hans spil med fødderne er så godt.”

Det er altså en alsidig ung mand, som Cooper fredag gjorde til en af de yngste debutanter i Brøndbys historie.

Raphael Canut afløser Jordi Vanlerberghe på banen. Foto: Michael Walker Jørgensen/VilfortPark.dk

Den næste Daniel Agger?

Det var formentlig Canuts højde på 190 centimeter, der først og fremmest fangede tilskuernes opmærksomhed i fredagens Brøndby-kamp. Fysikken er da også en stor del af hans spil.

”Han har bestemt spist op. Han rager godt op i landskabet og vil gerne ind og manifestere sig fysisk i kampene. Jeg synes også, at han sætter sin fysik i spil på en klog måde, hvor han markerer sig på de rette tidspunkter,” siger Valencia, der også beskriver Canut som ”et monster i luften.”

Selvom dansk-brasilianeren allerede har højden på plads, er han dog langt fra i mål fysisk endnu på grund af sin unge alder. Martin Valencia påpeger, at der især skal bygges lidt flere muskler på forsvarsspilleren før, han kan tage kampen op med de stærke angribere i Superligaen.

”Der er naturligt efterslæb i forhold til seniorer – især de tunge 9’er-typer, som man unægtelig kommer op imod. Så rent fysisk skal Raphael blive ved med at lægge på i fitnesslokalerne.”

Raphael Canut fejrer Brøndbys 6-0-sejr. Foto: Jaffar Ali Afzal/VilfortPark.dk

Når Canut regnes for et af Masterclass’ største talenter, er det heller ikke udelukkende på grund af hans fysik. Han er nemlig rigtig god med bolden.

”Raphael er en moderne forsvarsspiller, der er virkelig god med fødderne og kan føre bolden frem. Samtidig er han duelstærk og vinder ofte sin mandi-mod-mand-dueller, da han også besidder en god fart,” siger Valencia.

Et lignende billede tegner Stephan Hartung, der kalder Canut ”en komplet forsvarsspiller” og roser hans forudseenhed. Der er dog også plads til forbedringer, siger han:

”Hans udviklingsmuligheder, vil jeg sige, ligger i at vælge de rigtige tidspunkter at skubbe frem på, så han ikke efterlader et rum bagved sig samt at kommunikere og dirigere mere under kampene.”

Masterclass har dermed givet en teknisk dygtig, hurtig og fysisk stærk forsvarsspiller videre til Steve Cooper og førsteholdet. Den beskrivelse matcher flere af Brøndbys bedste på positionen gennem årene, men der er alligevel en spiller, der skiller sig ud for de to eksperter.

”Jeg synes, at spillet med fødderne minder om en vis herre, der blev solgt til Liverpool. Det er en uretfærdig sammenligning, men den måde han kan slice bolden op gennem kæderne på, så modstandernes struktur bliver gennemboret, leder tankerne hen imod [Daniel] Agger,” afslutter Valencia sin beskrivelse.

Stephan Hartung fremhæver også den legendariske forsvarsspiller, der var med til at vinde the double i 2005 og senere spillede en Champions League-finale med Liverpool i 2008.

”Han kunne godt minde en smule om en Daniel Agger eller en Andreas Maxsø med et bedre offensivt game. Han har til gengæld ikke helt deres måde at være leder på endnu,” siger han.

Om Canut når de samme højder må tiden vise. Sikkert og vist er det dog, at han har et sæt helt særlige værktøjer, der kan sikre ham, at den hyldest han modtog fra Sydsiden efter sin debut næppe fra bliver den sidste.

Hvor langt tror du, at Raphael Canut kan nå? Del din forudsigelse i kommentarfeltet.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments