Uanset hvem det er, vi spiller mod, har de hver kun én tissemand som os andre. - Casper Ankergreen (Sagt forud for CL-kvalifikationskampene imod Ajax i 2005)

Østrigsk ekspert: Patrick Pentz var den bedste i ligaen

Portræt af Brøndbys nye målmand Patrick Pentz. Læs, hvordan en østrigsk fodboldekspert beskriver ham her.

målmanden Patrick Pentz i kamp for Austria Wien

Efter en længerevarende jagt har Brøndby endelig fundet sin nye målmand i form af den 26-årige østriger, Patrick Pentz. Han kommer til på en et-årig lejekontrakt fra tyske Bayer Leverkusen i en transfer, der blev breaket af selveste Fabrizio Romano. Pentz nåede blot seks måneder i Leverkusen, hvor han var reserve fra Lukas Hradecky, før skiftet til Brøndby. 

Omend Pentz næppe er et navn, der får ret mange klokker til at ringe blandt Brøndbys kræsne fans, kommer han til Vestegnen med et fint CV. 

Han fik sin fodboldopdragelse i Red Bull Salzburg inden, at han som 16 årig skiftede til Austria Wien. Her debuterede han allerede tre år efter på førsteholdet. Han har 129 østrigske Bundesliga-kampe på CV’et, og han blev i både 2020/21 og 2021/22 valgt til årets hold. Det er derudover blevet til fire landskampe for Østrig. 

Hvem er Patrick Pentz?

Navn: Patrick Pentz
Fødselsdag: 2. januar, 1997 (26 år)
Nationalitet: Østriger
Position: Målmand
Tidligere klubber: RB Salzburg, Austria Wien, Riems, Bayer Leverkusen
Landskampe: 4 landskampe for Østrig

Bundesligaens bedste målmand

Pentz nåede at stå fast i Bundesligaen i fem sæsoner før, at han i sommeren 2022 skiftede til franske Reims. Under sin tid i Østrig etablerede han sig som en af ligaens profiler, og han har stadig et godt ry i hjemlandet. 

“Han var en meget stabil shot stopper i Østrig,” fortæller Tom Middler fra mediet The Other Bundesliga, der dækker østrigsk fodbold tæt. “Han blev regnet som den måske allerbedste målmand [i ligaen red.], før han skiftede væk.”

Middler har fulgt den nye Brøndby-målmand i årevis, og han beskriver ham som en lovende og dygtig keeper. 

“Han læser spiller godt, og han har gode reaktioner, hvilket mere end dækker for, at han er relativt lav for en målmand med sine 184 centimeter,” fortæller han. 

“Han plejede at spille på fløjen som ung, så han er bestemt ikke dårlig med sine fødder. Han forbedrede sig på det punkt, da han spillede for Austria Wien, men de havde ikke mulighed for at spille den op bagfra særlig ofte. Holdet var ikke særlig gode, da han var der, men han var deres bedste spiller.”

I modsætning til mange andre målmænd er Pentz en afslappet og rolig fyr af natur. Dette ses også tydeligt på fodboldbanen.

“Han har beskrevet sig selv som en mere stille og rolig målmand, der ikke flyver ud i feltet og rammer ind i alle på sin vej. Han er en lidt mere underspillet type, men han kan sagtens håndtere at være på et hold, der har en masse skud imod sig. Det har vi set for både Austria Wien og Østrig.” 

Patrick Pentz i kamp for Austria Wien imod RB Salzburg.
Patrick Pentz i kamp for Austria Wien. Billede: Werner100359/Wiki Commons

Flop i udlandet trods store forventninger

Forventningerne til Pentz var store, da han sidste sommer rejste fra Austria til franske Reim. Han tog til Frankrig efter to år i træk på årets hold i den østrigske Bundesliga. Det var derfor forventet, at han ville tage det næste skridt i sin karriere. 

Sådan skulle det dog ikke gå. Pentz startede sæsonen som førstekeeper, men han nåede blot syv kampe for klubben. Herefter blev han sat på bænken til fordel for den nuværende førstemålmand, Yehvann Diouf.

I januar skiftede Pentz så til Bayer Leverkusen på en 2,5 årig kontrakt, hvor han altså blev reserve for Hradecky. 

“Han lignede engang Østrigs fremtidige førstemålmand, og han var den bedste målmand i Bundesligaen. Hans rolige aura betyder, at han kan være en kæmpe gevinst, men han kunne hverken bryde igennem i Reims eller Leverkusen. Han er under pres for at få det her skifte til at blive succesfuldt og spille fast igen. Kun sådan kan han begynde, at kigge efter landsholdet med håb igen,” forklarer Middler om Pentz’ Brøndby transfer

Et skifte fra mægtige Leverkusen til de mere ydmyge rammer i Superligaen kan være en omvæltning for mange. Men Pentz beskrives som en mand, der bør være i stand til at tilpasse sig den nye virkelighed. 

“Han virker som en, der er oprigtig interesseret i andre kulturer og sprog og som en, der har ægte ambitioner om at forbedre sig.”

Samtidig er der ingen tvivl om hans ambitioner om at komme tilbage på landsholdet, hvor skiftet til Brøndby altså er et vigtigt skridt. 

“Jeg synes, at det giver mening, at han er meget motiveret af det her skifte i stedet for at holde fast i skuffelsen over, at det ikke lykkedes i Leverkusen,” afslutter Middler beskrivelsen af Brøndbys nyindkøb. 

Den østrigske målmand kan potentielt få debut for Brøndby allerede søndag imod FC Midtjylland på udebane. Det er dog mere realistisk, at han må vente en uges tid, så han kan nå at falde til på holdet og i Danmark. 

Hvad synes du om aftalen med Patrick Pentz? Del din holdning i kommentarsporet forneden.


Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på TwitterFacebookYouTube og InstagramPå den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments