Det er en livsstil, som afspejler ens opvækst og personlige værdier og følelser. - Mathias Hjort (Skrevet i Politiken om at være BIF-fan)

Prospektet afslører: Øget spillerbudget, stadionplaner, infrastruktur mm.

Hvad kan vi lære om Brøndbys forretning fra det udgivne prospekt? Vi har læst det igennem og giver dig her alt det, du skal vide.

Fronten af Brøndby Stadion set fra den store parkeringsplads foran stadion.

Tidligere i dag annoncerede Brøndby planerne om at gennemføre en aktieemission, der kan indbringe i alt 171 millioner kroner, hvoraf de 114 millioner allerede er garanteret. I forbindelse med annonceringen blev et såkaldt prospekt også delt, hvori man kunne læse planerne for, hvad pengene skal gå til – på kort og lang sigt.

Vi har læst prospektet igennem, og vi giver her de vigtigste og mest interessante perspektiver til de travle Brøndby-fans, der ikke selv har haft tid til at se det efter i sømmene.

Hvorfor har Brøndby IF brug for kapitalrejsning?

Det er velkendt, at Brøndbys økonomi er under pres på grund af beslutningen om at holde på profilerne i sommers og det tidlige europæiske exit imod Legia Warszawa. Aktieemissionen har til formål at rette op på dette og hjælpe til at:

  • Sikre kontinuerlig deltagelse i europæiske turneringer
  • Udnytte kommercielle vækstmuligheder
  • Realisere potentialet for spillertransfers

Hvad skal pengene bruges på?

I det omfattende prospekt kan man læse om en række af de planlagte investeringer, og hvordan de skal hjælpe økonomien fremadrettet.

Styrkelse af førsteholdet
Budgettet til spillertruppen bliver øget. Dette ses som den hurtigste vej til at opnå målsætningen om kontinuerlig deltagelse i europæisk gruppespil. Målet er at hæve kvaliteten af førsteholdstruppen, men det fremgår ikke præcist, hvor mange penge der direkte vil blive brugt på dette.

Infrastruktur og faciliteter
For at øge omsætningen og udnytte klubbens kommercielle potentiale, vil der også blive foretaget en række kortsigtede investeringer i infrastruktur og kommercielle projekter:

  • Opgradering af Michael Laudrup Lounge for at kunne øge priserne og tiltrække nye partnere.
  • Flytning af udebaneafsnittet samt udvidelse af familieafsnittet og forbedring af boder, hvilket skal øge kampdagsomsætningen.
  • Opgraderinger af fanzoner og investeringer i bedre fanoplevelser før kampene. Dette forventes at øge kampdagsindtægterne via nye salgssteder for merchandise samt mad og drikke.
  • Digitale projekter med fokus på både partnere og fans. Klubben har som mål at blive førende i Europa inden for data- og indholdsdrevne sportspartnerskaber. Samtidig ønsker man at styrke båndet mellem fans og klub gennem digitale initiativer.

Langsigtede investeringer
Der nævnes også en række langsigtede investeringer, der kan komme på tale, hvis de økonomiske forudsætninger er til stede i fremtiden:

  • Øget stadionkapacitet for at imødekomme stigende efterspørgsel, hvilket kan føre til højere indtægter fra billetsalg, mad og drikke samt merchandise.
  • Nye VIP-lounges til partnere og fans.

Arbejdskapital i tilfælde af skuffelser
Sidst men ikke mindst skal aktieemissionen sikre klubben økonomisk arbejdsro i tilfælde af, at de sportslige mål ikke opfyldes. Her vil der blive allokeret midler til at modstå økonomiske udsving og underskud. Hvis de sportslige mål opfyldes, vil investeringerne i stedet gå til førsteholdstruppen og kommercielle vækstmuligheder.

Øget fokus på Masterclass og spillersalg

For at kunne drive en god fodboldforretning skal Brøndby sælge spillere dyrt. I prospektet fremhæves Masterclass derfor også som en grundsten i forretningen, imens det fremhæves, at man har solgt egen avlede-spillere for 134 millioner kroner i de sidste tre år. Der ses et stort potentiale i scouting og udviklingen af unge spillere.

Sammenlignet med de øvrige Superliga-klubber har Brøndby de fjerdehøjeste transferindtægter og tredjehøjeste transferudgifter over denne periode. Vi er dog også i transferbalance, hvilket viser, at vi ikke har fået ret meget ud af investeringerne sammenlignet med konkurrenterne. Målet er at mindske forskellen til top tre på transferindtægter samt at øge spillernes markedsværdi gennem international eksponering.

Øvrige interessante nøgletal

Udover ovenstående planer om fremtiden indeholder prospektet også interessant information om Brøndbys nuværende forretning. Vi har samlet en række nøgletal her:

I perioden 1. januar 2023 til 30. juni 2024 bestod omsætningen af:

  • Billetter: 43 millioner kr. (13%)
  • TV-indtægter fra DBU og UEFA: 76,5 millioner kr. (22%)
  • Partnerskaber: 125,8 millioner kr. (37%)
  • Lejeindtægter: 4 millioner kr. (1%)
  • Brøndby Event: 8,2 millioner kr. (2%)
  • Mad og drikke: 41,1 millioner kr. (12%)
  • Merchandisesalg: 39,8 millioner kr. (12%)

Sidst men ikke mindst finder man følgende nøgletal om forretningen og fans’ ageren omkring klubben.

  • Brøndby har omkring 400 partnere og har kapacitet til 2.000 spisende gæster på kampdage.
  • Brondby.com har 5,2 millioner sidevisninger om året.
  • Brøndby Junior har 2.400 medlemmer.
  • Brøndbys app bliver brugt af 34.000 mennesker hver måned.
  • Hver tilskuer bruger i gennemsnit 100 kr. på mad og drikkevarer pr. kamp.

Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

+ posts

Brøndbyfan siden halvfemserne. Efter mange år som aktiv på Sydsiden, sidder jeg i dag på langsiden, men følger stadig Brøndby i tykt og tyndt.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments