Der er en lille uge tilbage af januars transfervindue, og Benjamin Schmedes har været en travl mand. Ousmane Sow, Ben Godfrey, Emmanuel Dennis og Bartosz Slisz er allerede kommet til, og tyskeren leder stadig med lys og lygte efter flere offensive forstærkninger.
Både Sow og Slisz har gjort et godt indtryk i deres to første træningskampe, men det er naturligvis stadig for tidligt at fælde en dom over Brøndbys seneste transfers.
Til gengæld har vi taget en tur i historiebøgerne for at finde Brøndbys bedste og værste januar-transfers gennem tiderne. Der er både kommet legender til i vintermånederne, men der er også blevet spildt mange penge på flops, der bestemt ikke levede op til forventningerne.
Der er blevet lagt væk på på både spillernes individuelle sportslige betydning, deres betydning for klubben samt prisen ved køb og eventuelle efterfølgende salg. Derudover er efterfølgende klubskifter også taget til efterretning, hvorfor en vis polak ikke kommer i spil på trods af titlen som en af Brøndbys mest scorende spillere nogensinde.
Spillerne er listet i vilkårlig rækkefølge.
To svenske ikoner og redningsmanden
Der er mange gode spillere om buddet, når man ser på de mest succesfulde Brøndby-transfers i januar måned. Tre spillere skiller sig dog ud, hvoraf to er udlændinge og begge har sat store aftryk på klubbens historie.
Mattias Jonson – Købt i Helsingborg i 1999
I vinteren 1999 kom en ung svensker til Brøndby i form af fløjspilleren Mattias Jonson. Han startede sin karriere på Vestegnen som angriber, hvor han markerede sig som umådelig uskarp. I hans første halve sæson i Brøndby scorede han således blot to mål i 15 Superliga-kampe.
Det var først, da Åge Hareide rykkede ham ud på venstrefløjen, at han for alvor slog igennem. I de næste sæsoner udviklede han sig til en af klubbens vigtigste spillere, og han var med til at vinde mesterskabet i 2001/2002 med Tom Køhlert som træner og pokalturneringen i 2003 under Michael Laudrup.
Undervejs var han også en fast del af Sveriges landshold, og han repræsenterede dem under EM i 2004, hvor han scorede imod Danmark.
Jonson blev i 2004 solgt til Premier League-klubben Norwich City. Han nåede 4,5 år i Brøndby, hvor det blev til 172 kampe og 53 mål.
Simon Makienok Christoffersen – Købt i HB Køge i 2012
Angriberen Makienok kom til Brøndby på et udfordrende tidspunkt i klubbens historie. Økonomien var i ruiner, og Auri Skarbalius havde få måneder forinden overtaget cheftrænerposten fra Henrik Jensen. Brøndby lå i bunden af ligaen og sluttede sæsonen på niendepladsen.
Sæsonen efter endte som den sværeste nogensinde. Imens Brøndby kæmpede for at undgå konkurs, kæmpede Auri Skarbalius og co. også for at overleve i Superligaen. En af de primære årsager til den overlevelse, der på legendarisk vis blev sikret i Horsens i sidste spillerunde, var Makienoks mange mål. Han scorede 15 mål i 31 Superliga-kampe i 2012/2013-sæsonen.
Makienok nåede en enkelt sæson under Thomas Frank, hvor han scorede 12 mål i 24 kampe, inden han blev solgt til italienske Palermo i sommeren 2014. Han forlod Brøndby uden titler, men han blev til gengæld Årets spiller i Brøndby i 2013. Han nåede at score 37 mål i 81 kampe.

Johan Larsson – Købt i Elfsborg i 2015
Svenskeren underskrev en fireårig kontrakt med Brøndby i 2015. Han trådte direkte ind på Thomas Franks Brøndby-hold, og han blev en profil med det samme.
Den målfarlige højreback præsterede på et stabilt og højt niveau gennem hele sin Brøndby-karriere på trods af, at især hans begyndelse under Thomas Frank blev brugt på et underpræsterende hold.
Larsson oplevede sin storhedstid under Alexander Zorniger, hvis fodboldstil passede ham perfekt. Han fik en mere offensiv rolle som wingback og herfra løb han banen sort og bidrog på højt niveau i begge ender af banen.
Zorniger gjorde også Larsson til anfører i 2017, da Thomas Kahlenberg gik på pension. Det var således Larsson, der løftede trofæet, da Brøndby brød en ti-årig titeltørke med pokalsejren i 2018. Undervejs nåede han også seks landskampe for Sverige og en plads på Brøndbys Wall of Honour.
Larsson skiftede til franske Guingamp i januar 2019, men vendte tilbage til Brøndby på en kort kontrakt seks måneder senere. Han nåede 182 kampe og 14 mål for Brøndby.
Honourable Mentions
Der var mange gode muligheder for Brøndbys bedste januar-transfers. De tre ovennævnte spillere fik hård konkurrence fra flere spillere, der markerede sig som store profiler på deres respektive Brøndby-hold. Her er de spillere, der lige præcis ikke kom med:
- Simon Hedlund – Stor profil gennem flere år og en vigtig spiller på mesterskabsholdet i 2021.
- Kevin Mensah – Anfører og kulturbærer gennem en årrække og nu en del af trænerteamet.
- Clarence Goodson – Anfører og en vigtig spiller i løbet af de hårde år.
- Morten ”Duncan” Rasmussen – Bidrog med et hav af mål over en årrække og blev siden solgt til Celtic.
- Krister Nordin – Vigtig spiller for først Åge Hareide og siden Michael Laudrup inden hans retur til AIK Stockholm.
- Peter Graulund – Han blev Superliga-topscorer og siden solgt til Bochum.
Viking-forbandelsens start og katastroferne på venstreback
I den anden ende af skalaen finder vi spillere, der kom til Vestegnen med store prislapper og dertil matchende forventninger, som de langt fra kunne leve op til.
Magnus Svensson – Købt i Viking i 2000
Brøndby har foretaget mange fejlkøb i Viking gennem tiden, og det hele startede med Magnus Svensson i januar 2000. Midtbanespilleren var fast mand på Sveriges landshold, da han tog til Brøndby, og forventningerne var enorme.
Svensson kostede cirka 12 millioner danske kroner, hvilket gjorde ham til både Brøndbys dyreste spillerkøb og det dyreste indkøb i Superligaen på daværende tidspunkt. Han holdt pladsen som klubbens dyreste indkøb frem til sommeren 2014, hvor Alexander Szymanowski kom til klubben.
Selvom Svensson holdt sin plads på Sveriges landshold, og deltog ved EM i 2000, blev han aldrig nogen succes i Brøndby. Han spillede fast i sit første forår i Brøndby, men herefter mistede han sin plads i startopstillingen til landsmanden Krister Nordin.
Svensson var med til at vinde mesterskabet i 2002 under Åge Hareide og Tom Køhlert, men han måtte nøjes med en perifer rolle. Han vendte efterfølgende tilbage til Halmstad i 2002 efter 72 kampe og to mål for Brøndby.
Asbjørn Sennels – Købt i Viborg i 2004
Da Michael Laudrup i 2003/2004-sæsonen havde brug for en ny venstreback, var Asbjørn Sennels et indlysende valg. Han havde i årene forinden etableret sig som Superligaens bedste spiller på positionen og for nylig fået dansk landsholdsdebut.
I Brøndby skulle han tage over efter Auri Skarbalius, der snart skulle på pension, men det viste sig lettere sagt end gjort.
Efter en svær debut imod mægtige FC Barcelona i UEFA Cuppen, hvor Brøndby tabte med samlet 3-1, blev tingene kun værre for den sympatiske back.
Brøndby tabte med 1-6 på hjemmebane til Esbjerg i hans Superliga-debut, og han blev flået ud i pausen til fordel for Auri Skarbalius efter en katastrofal indsats.
Presset i Brøndby lod til at være for meget for jyden, der aldrig kom sig over den dårlige start. Sennels nåede 110 kampe og et enkelt mål for Brøndby. Han spillede fast i 2004/2005-sæsonen, hvor Brøndby vandt the double, men han var generelt det svageste led på Laudrups bomstærke hold.
Sennels vendte hjem til Viborg i 2007 efter først at have mistet sin plads i startopstillingen til Joseph Elanga og efterfølgende til Adam Eckersley.
Joseph Elanga – Købt i Malmø i 2006
På grund af Sennels’ mange fejl købte Brøndby to år efter endnu en venstreback. Joseph Elanga kom til fra Malmø FF efter at være blevet håndplukket af Laudrup, som han også delte agent med.
Elanga var en fast del af Camerouns landshold og var tidligere svensk mester med Malmø, men han endte som en endnu større katastrofe i Brøndby end sin forgænger.
Selvom han spillede fast i sit første halve år under Laudrup, gjorde han sig mest bemærket ved at lave et hav af fejl.
Under René Meulensteen mistede Elanga endelig sin startplads til lejesvenden Adam Eckersley, der kom til fra Manchester United, og han blev efterfølgende udlejet til Horsens.
Elanga gjorde det dog godt i Horsens under Kent Nielsen, så da cheftræneren tog til Brøndby fik camerouneseren en ny chance. I sin comeback-kamp kostede han dog et mål imod fck i et 0-1-nederlag på hjemmebane, og ugen efter blev han udvist efter 26 minutter imod FC Midtjylland.
Herefter var Elangas dage på Vestegnen talte, og i sommeren 2009 forlod han klubben på en fri transfer. Elanga nåede 37 kampe og et enkelt mål for Brøndby, og den dag i dag huskes han stadig som en af klubbens værste signings.

Honourable Mentions
De tre udvalgte spillere er desværre ikke de eneste dårlige transfers, Brøndby har lavet i januar. Der var flere uheldige indkøb at vælge imellem. Her er dem, der trods alt var gode nok til at undgå top tre:
- Joe Bell – Blev købt dyrt i Viking men var var milevidt fra at have Superliga-niveau.
- Håkon Evjen – Startede fint under Jesper Sørensen, men han blev ofret på det taktiske alter og nåede blot 30 kampe.
- Filip Bundgaard – Kom til som Brøndbys dyreste indkøb siden Daniel Agger, men har på to år stadig ikke formået at bide sig fast i startopstillingen.
- Benjamin Tahirovic – Bosnieren var et dyrt køb i Ajax for et år siden, men han har primært været reserve i Brøndby.
- Martin Ericsson – Svenskeren var en af Superligaens bedste spillere, men hverken Laudrup eller Køhlert kunne få ham til at levere på samme niveau som i AaB.
Superligaens transfervindue lukker den 2. februar. Tiden må vise om, hvilken ende af skalaen Benjamin Schmedes’ vinterhandler ender på.
Quiz: Kan du huske alle Brøndbys vinterkøb?
Brøndby har siden 2000 foretaget 43 januar-handler. I denne transfer-quiz kan du teste din hukommelse og se, hvor mange af dem, du kan huske.
Er du enig med vores bedste og værste indkøb, eller er der nogle spillere, du hellere ser på listerne? Del din holdning i kommentarfeltet.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

