Interview med Mamadou Jalloh: Om sensationssæson, Brøndby-drømmen og landsholdet

19-årige Mamadou Jalloh er i år udlejet fra Brøndby til finske VPS, hvor han har etableret sig som en af ligaens bedste målmænd. VilfortPark.dk interviewer den unge Masterclass-målmand om hans fremtidsdrømme, hans udvikling og efterårets landsholdsambitioner.

Mamadou Jalloh i kamp for VPS
Foto: Ville-Matias Parkkonen / Wiki Commons

Mens Brøndby-truppen i disse dage lægger sidste hånd på forberedelserne til den kommende sæson, er en enkelt Brøndby-dreng allerede godt i gang med sæsonen. I Finland har Mamadou Jalloh, der er udlejet til VPS, nemlig gang i en sensationel sæson.

Klubben, der i sidste sæson sluttede på 9. pladsen, ligger lige nu nummer tre, og de er blot seks point bag førstepladsen. Den 19-årige Masterclass-målmand har været en af holdets store profiler i denne sæson, og han har den højeste redningsprocent blandt alle ligaens keepere.

Jalloh og VPS kan derfor tillade sig at drømme om medaljer, når de skal uddeles i november.

Tidligere denne uge satte VilfortPark.dk derfor den unge målmand i stævne til en snak om hans udvikling under opholdet i Finland, hans drøm om at slå igennem i Brøndby, hans planer for fremtiden og Sierra Leones muligheder i efterårets kvalifikation til de afrikanske mesterskaber.

Jallohs 2026-sæson i tal:

Kampe: 13
Minutter: 1.440
Clean sheets: 5
Redninger: 42
Redningsprocent: 76,4 %
Fejl, der har ført til mål: 0
Afleveringer: 402
Afleveringsprocent: 64,7 %
Præcise lange udspark: 133
Chancer skabt: 1
Gule kort: 1
Røde kort: 0

VPS drømmer stort

I sidste sæson var Jalloh med til at sikre VPS overlevelse, men i år går det stik imod de fleste eksperters forventninger langt bedre. VPS spiller som sagt med i den sjove ende af tabellen, og de har været årets store sensation i finsk fodbold.

I ligger og kæmper med helt fremme om medaljer. Hvad er der sket i år sammenlignet med sidste sæson?

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi økonomisk ikke er den største klub i rækken, men jeg tror, at vi har så god team spirit, at vi kompenserer for det. Vi finder hinanden, vi kender hinandens løbemønstre, og vi har bare en god holdånd.

– Lige nu fungerer alt bare som det skal, og så gælder det om at holde næsen i sporet og få de tre point ind på kontoen. Det går over alle forventninger for at være helt ærlig.

Hvad var forventningerne før sæsonen?

– Selvfølgelig havde klubben nogle forventninger om, at vi gerne ville i top seks, men det var noget, de så som værende en rigtig stor achievement. Nu begynder folk jo at snakke om, at vi kan spille med om medaljer og europæisk spil, så forventningerne har ændret sig lidt, fordi vi måske har overpræsteret lidt.

– Men det er over en længere periode, så det er måske ikke at overpræstere længere. Måske er det bare der, hvor vores niveau ligger nu. Både staben og spillerne har rigtig god tro på, at vi kan være med oppe, hvor det er rigtig sjovt.

Hvor langt tror du, I kan komme?

– Det er et godt spørgsmål. De store klubber i rækken har det jo med at hente store og bedre spillere her i sommervinduet, fordi de har midlerne til det. Hvis vi kan få en endnu bedre holdånd og endnu mere selvtillid og arbejde endnu hårdere, så tror jeg godt, at vi kan hamle op med de bedre hold i rækken. Vi møder jo Helsinki på lørdag, som jo er en af de helt store giganter i denne her række. Det bliver også en spændende kamp at se, om vi kan drille dem lidt.

VPS tabte desværre lørdagens kamp til HJK Helsinki med 2-1. Den tidligere Brøndby-angriber Teemu Pukki afgjorde kampen, da han scorede på straffespark i anden halvleg.

– Jeg spillede også imod ham for nogle måneder siden. Han vidste godt, at jeg spillede i Brøndby. Jeg havde faktisk også en god snak med ham efter kampen, hvor jeg fortalte, at han var en respekteret mand i Brøndby, og han sagde, at han savnede Brøndby meget. Så en hilsen fra ham til alle jer Brøndby-fans. Han er en god mand.

Om spilletidens betydning for udviklingen

Den unge Brøndby-keeper har fået fuld spilletid i alle VPS’ 16 ligakampe i denne sæson. Derudover spillede han også en stor rolle i holdets succesfulde pokalkampagne, hvor de nåede semifinalen. Han havde blandt andet to redninger i straffekonkurrencen i kvartfinalesejren over KuPS, der fører ligaen.

For dig personligt går det også godt. Hvordan har den udvikling, du har gået igennem det seneste år, været?

– Det har været turbulent. Det er ikke nogen hemmelighed, at det er et ret stort skridt at gå fra at spille U19-fodbold til seniorfodbold. Der er mange flere facetter i spillet, der gør det sværere at præstere. Men jeg tror, at med ro, tro på mig selv, og at holde snuden i sporet, så tror jeg, at man kan opnå alt det, man vil.

– Så jeg har egentlig bare prøvet at fokusere på at gøre det så godt, jeg kan til træning hver dag, og så, når kampene kommer, gøre alt, hvad jeg kan der også. Det har så indtil videre givet pote, og nu handler det om at holde fast i de ting, jeg har gjort, der har virket.

– Det er nogle spændende tider, jeg går i møde, hvor jeg har masser af mulighed for at blive endnu bedre som målmand og også vokse som menneske generelt, som man jo gør, når man bor alene i udlandet.

Hvor vil du sige, at du har rykket dig mest?

– I Brøndby trænede vi meget reaktionsspillet og spil med fødderne, og de her ting, men der, hvor jeg har rykket mig mest her i Finland, har været indlægsspillet og dødboldsspillet, som jo bare er noget andet i senior, fordi der bliver lagt mere vægt på det.

– Det er et sted, hvor jeg synes, at jeg har rykket mig markant, og jeg er glad for, at jeg har fået lagt oveni mit spil. Jeg har selvfølgelig også prøvet at vedligeholde og forbedre alt det andet, men hvis jeg skal nævne én ting, så er det indlægsspillet.

Du har taget en anderledes vej end mange andre målmænd. Mads Hermansen fik for eksempel først ligadebut, da han var 21 år. Hvilken fordel har din karrierevej med tidlig udlejning og masser af førsteholdskampe givet dig?

– Som keeper handler det rigtig meget om at have hovedet med og kunne præstere, når der er pres på. I og med at det er den bedste række herovre i Finland, er der jo bare det her mediepres og internt og eksternt pres, som man jo mærker fra fans, sportsdirektør, træner og så videre.

– Jeg tror, at det er meget værdifuldt at blive sat ind og kastet for løverne og mærke det her pres, der er som keeper fordi, hvis man laver en fejl, så fører det nok til et mål. Når det sker, skal man kunne resette hurtigst muligt.

– Jeg tror, det er derfor, det er vigtigt for keepere at få den her udenlandserfaring for at få mere blod på tanden og erfaring i forhold til, at det fysiske aspekt af senior er noget andet. Forskellen fra U19-ligaen til den finske liga er ret stor fysisk. Der har jeg kunnet rykke mig på mange aspekter.

Brøndby-fans på Sydsiden
Foto: Jaffar Ali Afzal/VilfortPark.dk

Drømmen om gennembrud i gult og blåt

Lejekontrakten med VPS udløber efter den finske sæson, og den unge målmand skal derfor tilbage til Vestegnen til vinter.

Din lejekontrakt udløber efter sæsonen. Har du snakket med Brøndby om, hvad der skal ske bagefter?

– Jeg snakker løbende med Brøndby. De er gode til lige at opdatere, og jeg er god til lige at opdatere dem. Lige nu er de bare mega glade for, at det går godt. De følger med, og alle parter er glade. De har bare sagt til mig, at skal gøre alt, hvad jeg kan her og som udgangspunkt spille året ud og blive ved med at præstere på et kontinuerligt fornuftigt niveau.

– Så ender den [lejekontrakten] til november, og så tager vi den derfra. Det afgør jo meget, hvem der er i førsteholdstruppen til den tid, og hvorvidt jeg skal tilbage eller lejes ud igen. Der er mange ting, der kan ske. Det er en større kabale, som man kan snakke om til den tid. Lige nu er mit fokus bare at præstere her, og så står jeg forhåbentlig bedre, når jeg skal tilbage og tættere på min drøm i Brøndby.

Men planen er at komme tilbage til Brøndby og slå igennem?

– Min drøm er 100 procent at komme en dag og slå igennem og spille foran Sydsiden og på Brøndby Stadion. Det har været min drøm længe, og det er det, jeg stræber efter. Uden tvivl.

Hvad hvis I ender med at skulle spille europæisk? Kunne du være åben for at blive og prøve at få den oplevelse med?

– Jeg synes ikke, at man kan lukke nogle muligheder i fodboldverden, fordi alt kan ske så spontant og hurtigt. Det er ikke planen lige nu, men jeg kan heller ikke udelukke det. Planen er ikke, at jeg skal fortsætte efter vinter.

Vi har set det gå hurtigt i Brøndby. Har du snakket med de nye folk i Brøndby?

– Nej, faktisk ikke. Jeg skulle have snakket med Justin, der er målmandstræner, men så kom han så til Holland. Men jeg tænker, at jeg nok skal have snakket med nogle af de nye ledere derude inden længe. Bare lige for at catche up, høre hinandens stemmer og se hinanden.

Har du snakket med nogle af dine gamle Masterclass-kammerater om, hvordan stemningen er derude nu?

– Mit indtryk fra dem er, at det virker roligt derude. Det virker som et godt miljø, hvor de prøver at få noget mere dansk ind, som måske gør det lidt nemmere for de unge drenge at falde til på førsteholdet. Masterclass-drengene virker glade. Det er et spændende projekt, de er ved at sætte sammen derude.

– Jeg følger selvfølgelig så meget med, som jeg kan. Jeg følger med på 3point, Brøndbys hjemmeside og de andre medier om Brøndby. Jeg synes, det hele ser mega spændende ud, og jeg vil selvfølgelig mega gerne være en del af det en dag. Det er det, jeg går efter.

Om fremtiden på Sierra Leones landshold

Jalloh fik sin landsholdsdebut for Sierra Leone, da de mødte Aserbajdsjan i en træningskamp i marts. Siden har landet ansat franske Didier Gomes Da Rosa som ny landstræner, og i efteråret skal de i gang med kvalifikationen til de afrikanske mesterskaber. Her er de i kvalifikationsgruppe med DR Congo, Ækvatorialguinea og Zimbabwe.  

National Stadium i Freetown, Sierra Leone
Sierra Leones national stadion i hovedstaden Freetown. Foto: Cobbyhans / Wiki Commons

Har du fået nogle indikationer på, hvordan din rolle på landsholdet bliver i efteråret?

– Vi har fået en ny landstræner. En franskmand, der faktisk ringede til mig for en måned siden og sagde, at han havde været rigtig glad for det, han havde set i Finland, og at jeg selvfølgelig ville blive udtaget til de kommende AFCON-samlinger, hvorefter han sagde, at han ikke havde besluttet, hvem der skal spille endnu. Han vil lige have et ordentligt indtryk af hele holdet og alle spillerne, men han sagde i hvert fald, at jeg i hans øjne uden tvivl var fremtiden for landsholdet.

– Så jeg havde en rigtig god samtale med ham, og jeg glæder mig til at se ham i øjnene, vise hvad jeg kan, og forhåbentlig få lov til at spille fra start. Det ville være rigtig stort.

Har du en idé om styrkeforholdet i jeres kvalifikationsgruppe samt forventningerne?

– Vores forventning er selvfølgelig, at vi skal kvalificere os, men vi har også respekt for modstanderne. Vi så et hold som DR Congo gøre det godt imod England ved VM. Det er en stærk gruppe.

– Afrikansk fodbold er jo meget fysisk og meget frem og tilbage, så alt kan ske i de kampe, hvis du spørger mig. Så jeg har god tro på, at vi kan gå hele vejen og kvalificere os. Det håber jeg i hvert fald.

Der er ingen tvivl om, at 19-årige Jalloh står foran et spændende efterår med store opgaver på klub- og landsholdet. Uanset hvordan sæsonen ender, har den unge målmand taget udviklingsmæssige kvanteskridt i år, og drømmen om Brøndby Stadion lever derfor også i bedste velgående.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted