I disse sommertider er det umuligt at åbne nyheds- og sociale medier uden at få leveret en solid portion transferrygter på skærmen. Som Brøndby-fan er der dog god grund til at følge med i rygtestrømmen, da der er potentielle transfers, der, hvis de ender med at ske, vil sende millioner af kroner til Vestegnen i form af videresalgsklausuler og solidaritetspenge.
I får her det store overblik over de store og små handler, der kan forgylde Brøndby.
Videresalgsklausulerne
De største penge ligger og venter i form af videresalgsklausulerne på Morten Frendrup og Mads Hermansen. De to tidligere Masterclass-talenter bliver begge hyppigt rygtet til større adresser, og det virker sandsynligt, at mindst en af dem skifter væk denne sommer.
Videresalgsklausuler er en almindelig del af aftalen mellem en købende og sælgende klub, når der handles med unge og talentfulde spillere.
Her sikrer den sælgende klub sig en procentdel af salget, hvis den købende klub sælger spilleren videre. Almindeligvis får den sælgende klub kun en del af selve overskuddet fra videresalget.
Det vil sige, at hvis Klub A køber en spiller fra Klub B for 10 mio. kroner og 25 % videresalg af overskuddet, og sælger ham videre for 20 mio. kroner, så får Klub A 25 % af overskuddet på 10 mio. kroner. Altså 2,5 mio. kroner.
Hvis han derimod kun bliver solgt videre for 5 mio. kroner, får den sælgende klub ingenting.
Frendrup har været rygtet til store klubber i både Premier League, La Liga og Serie A gennem de seneste to sæsoner, og i sidste sommer meldte italienske medier, at West Ham fik et bud på 187 millioner kroner på ham afvist.
Brøndby har en videresalgsklausul på Frendrup på 15 %, og derudover står vi også til at få yderligere 4,75 % af salget i solidaritetspenge, såfremt han skifter til en klub udenfor Italien.
Mads Hermansen, der rykkede ud af Premier League med Leicester City, har været rygtet til mægtige Manchester United som erstatning for André Onana. Hans videresalgsklausul menes at ligge på 10-15 % ifølge Bold.dk.
Det svenske flop, Oskar Fallenius, kan også indbringe Brøndby en stor sum penge. Han var en del af det Djurgården-mandskab, der nåede Conference League-semifinalen, og han er senest blevet rygtet til Celtic og Rangers i Skotland. På ham har Brøndby, ifølge Tipsbladet, en videresalgsklausul på 15 %.
| Spiller | Klub | Værdi |
|---|---|---|
| Morten Frendrup | Genoa | 149,2 mio. DKK |
| Mads Hermansen | Leicester City | 111,9 mio. DKK |
| Oscar Schwartau | Norwich City | 22,4 mio. DKK |
| Oskar Fallenius | Djurgården | 3 mio. DKK |
Solidaritetspenge
Der er rigtig mange tidligere spillere, der kan indbringe Brøndby solidaritetspenge denne sommer. Her er beløbene naturligvis lavere per transfer, men mange bække kan som bekendt blive til en stor å. Derudover har Masterclass på dygtig vis været med til at udvikle nogle spillere, der har nået den absolutte verdenstop og derfor potentielt kan blive handlet for rigtig store summer.
Solidaritetspenge er en FIFA-regel, der sikrer, at klubber, der har bidraget til at udvikle en spiller også bliver kompenseret økonomisk, når han skifter klub. I alt vil 5 % af transfersummen gå til klubberne, der har udviklet spilleren.
Hver gang en spiller skifter mellem to klubber i forskellige lande, får alle klubber, han har spillet for, da han var mellem 12 og 23 år en procentdel af transfersummen.
Årene mellem 12 og 15 kompenseres med 0,25 % af transfersummen, imens der er 0,5 % for hvert år mellem spillerens 16 og 23 års fødselsdag.
Solidaritetspenge gives, uanset om den sælgende klub laver overskud eller ej. Til gengæld udbetales der kun penge, hvis en spiller til en klub i et andet land. Der er altså ikke solidaritetspenge til Brøndby, hvis Jesper Lindstrøm skifter til en anden italiensk klub eller, hvis Christian Nørgaards skifte til Arsenal går igennem.
Da Brøndby solgte Mads Hermansen til Leicester City, sendte vi for eksempel 350.000 kroner videre til Næsby Boldklub, hvilket svarede til 1 % af pengene. Hermansen spillede nemlig for Næsby indtil, at han var 15,5 år gammel.
Rasmus Højlund bliver for tiden rygtet heftigt videre fra Manchester United, hvilket kan blive lukrativt for os. Han spillede som bekendt for Brøndby som ungdomsspiller, før han tog videre til fck. Desværre var han kun i Brøndby i de billige ungdomsår.
En anden tidligere A-landsholdsspiller, der formentlig skal finde en ny klub er Andreas Christensen. Han er blevet til overs i FC Barcelona, og transferguruen Fabrizio Romano har meldt ham færdig i storklubben. Han spillede seks år i Brøndby, og han kommer næppe til at mangle bejlere.
Hvor de to førnævnte landsholdsspillere forlod Brøndby som ganske unge, er historien anderledes med Jesper Lindstrøm. Han spillede for os indtil, at han var 21, og vi vil derfor få 4 % af hans transfersum såfremt han skifter væk fra Italien. Jobbe har allerede udspillet sin rolle hos Napoli, og han var senest udlejet til Everton, og han er derfor på klubjagt. Brøndby skal naturligvis håbe på, at han bliver solgt denne gang.
Sidst men ikke mindst er der en række spillere, der kan blive solgt for mindre summer, næppe skifter klub denne sommer eller som er rygtet til klubber i samme land, hvor de allerede spiller. Her kan man nævne Oscar Schwartau, Anis Ben Slimane, Jannik Vestergaard, Gustaf Nilsson, Pierre-Emile Højbjerg og Christian Nørgaard.
| Spiller | Klub | Værdi |
|---|---|---|
| Rasmus Højlund | Manchester United | 261,1 mio. DKK |
| Pierre-Emile Højbjerg | Marseille | 149,2 mio. DKK |
| Jesper Lindstrøm | Napoli | 134,3 mio. DKK |
| Andreas Christensen | Barcelona | 89,5 mio. DKK |
| Christian Nørgaard | Brentford | 82 mio. DKK |
| Yuito Suzuki | Freiburg | 74,6 mio. DKK |
| Hany Mukhtar | Nashville SC | 44,8 mio. DKK |
| Gustaf Nilsson | Club Brügge | 37,3 mio. DKK |
| Yousef Salech | Cardiff City | 26,1 mio. DKK |
| Enis Bardhi | Bodrum FK | 22,4 mio. DKK |
| Anis Ben Slimane | Norwich City | 22,4 mio. DKK |
| Jannik Vestergaard | Leicester City | 14,9 mio. DKK |
| Henrik Heggheim | Viking | 11,2 mio. DKK |
| Mateusz Kowalczyk | GKS Katowice | 11,2 mio. DKK |
| Rasmus Wikström | Elfsborg | 7,5 mio. DKK |
| Andreas Bruus | AaB | 6,7 mio. DKK |
| Rezan Corlu | Kristiansund | 3 mio. DKK |
| Andreas Pyndt | Sirius | 3 mio. DKK |
| Jonathan Ægidius | Lyngby | 2,2 mio. DKK |
Nogle af spillerne nævnt i denne artikel står blandt Brøndbys største salg nogensinde. Men kan du nævne vores ti største salg overhovedet? Prøv quizzen forneden og test din Brøndby-viden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

