Brøndby leverede mandag aften en fiasko af dimensioner, da vi på hjemmebane tabte med 1-3 til FC Fredericia. Oprykkerne kom til Brøndby Stadion med en stime på otte nederlag i træk, men den blev altså brudt på overbevisende manér.
Forud for kampen blev oprykkerne ikke levnet mange chancer, men da kampen var slut, havde størstedelen af tilskuerne på Brøndby Stadion udvandret i protest, imens de få, der var blevet tilbage, gav deres utilfredshed til kende med en massiv pibekoncert.
Utilfredsheden var da heller ikke uden grund. Resultatet var nemlig et af Brøndbys pinligste nederlag i de seneste 21 år. Det viser en gennemgang, VilfortPark.dk har lavet.
Fredericia-nederlaget var et af Brøndbys værste
Vi har gennemgået bookmakernes odds på samtlige Brøndby-kampe siden 2004/2005-sæsonen, hvor Michael Laudrup førte Thomas Kahlenberg, Daniel Agger og Johan Elmander frem til en historisk double. Mandagens nederlag rangerer som Brøndbys syvende mest overraskende nederlag i den periode.
Ved hjælp af oddssammenligningssiden Oddsportal.com har vi sammenlignet 1X2-oddsene på samtlige Brøndby-kampe siden 2004/2005-sæsonen. Herefter har vi samlet de nederlag, hvor oddset på modstanderen gav pengene flest gange igen.
Vi har udelukkende benyttet os af odds fra bookmakeren Bet365, da denne bookmakers odds gik længst tilbage i databasen.
Vi har omregnet oddsene til sandsynligheden for et nederlag for at kunne vise, hvilke nederlag, der var mest chokerende.
Det mest overraskende nederlag finder vi tilbage i 2005/2006-sæsonen. Det var Michael Laudrups sidste som cheftræner for Brøndby, og vi skal her frem til sidste spillerunde i Superligaen.
Brøndby lå på en andenplads i ligaen og kunne hverken rykke op eller ned i tabellen. Laudrups tropper var gået ubesejret gennem sæsonen på hjemmebane og i sidste spillerunde ventede en hjemmekamp imod Sønderjyske. Jyderne var for længst rykket ud af Superligaen, og bookmakerne forventede derfor en nem sejr til Brøndby i Laudrups afskedskamp og gav hele odds 17 på udeholdet.
Sådan skulle det dog ikke gå. På trods af en tidlig føring til Brøndby på et mål af Morten ”Duncan” Rasmussen, endte Brøndby med at tabe med 1-2.
Det næstværste nederlag fandt sted i 2010/2011-sæsonen i pokalturneringen. Her mødte Brøndby på udebane Varde IF fra 2. division. Bet365 gav odds 16,25 på en hjemmesejr, men det stoppede ikke vestjyderne fra at levere en gedigen overraskelse.
Varde kom foran 4-0 før, at Henrik Jensens mandskab nåede at score to sene trøstemål. Det sidste blev scoret af Daniel Wass i overtiden.
Den tredjestørste sensation skete i 2009/2010-sæsonen i Europa League-kvalifikationen. I anden runde mødte Brøndby estiske Flora Tallinn på hjemmebane i første kamp. Bet365 gav odds 14,75 på esterne.
Brøndby stillede i stærkeste opstilling med profiler som Michael Krohn-Dehli, Mikkel Bischoff og Samuel Holmén, mens Daniel Wass sad på bænken. Alligevel chokerede esterne de 6.929 tilskuere på Brøndby Stadion, da de vandt med 1-0.
Brøndby fik dog vendt tingene rundt i returkampen, hvor vi vandt med 1-4 på udebane og sikrede videre avancement.
De ti værste nederlag
Forneden kan du se oversigten over de ti mest chokerende Brøndby-nederlag siden 2004/2005-sæsonen samt, hvor lille chance Bet365 vurderede os til at have for at tabe før kampstart.
| Sæson | Kamp | Odds | Sandsynlighed |
|---|---|---|---|
| 05/06 | Brøndby-Sønderjyske | 17 | 5,9 % |
| 10/11 | Varde-Brøndby | 16,25 | 6,2 % |
| 09/10 | Brøndby-Flora Tallinn | 14,75 | 6,8 % |
| 09/10 | Brøndby-HB Køge | 10,75 | 9,3 % |
| 18/19 | Brøndby-Vendsyssel | 9,5 | 10,5 % |
| 18/19 | Brøndby-Esbjerg | 9,5 | 10,5 % |
| 25/26 | Brøndby-Fredericia | 8,5 | 11,8 % |
| 18/19 | Brøndby-Sønderjyske | 8,5 | 11,8 % |
| 17/18 | VPS-Brøndby | 8 | 12,5 % |
| 15/16 | Brøndby-Hobro | 7,75 | 12,9 % |
Som det kan ses, er nederlaget til Fredericia det sjette mest usandsynlige i de seneste 21 år. Ud fra oddsene havde Steve Coopers tropper blot 11,8 % sandsynlighed for at tabe kampen.
Listen tæller også det famøse 1-3-nederlag på hjemmebane til et håbløst HB Køge-hold i 2009/2010-sæsonen. Umiddelbart efter den kamp valgte Brøndby at fyre cheftræner Kent Nielsen.
Vi har som bekendt kun oddsdata tilbage til 2004/2005-sæsonen. Hvis vi kunne gå længere tilbage, er det meget sandsynligt, at fiaskoen i pokalturneringen imod Skagen i 1987 ville ligge øverst på listen.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
