Efter torsdagens store europæiske skuffelse imod RC Strasbourg i Conference League, skal Brøndby på søndag forsøge at rejse sig, når FC Midtjylland gæster Brøndby Stadion i Superligaen. At komme tilbage efter et europæisk exit er ingen nem opgave – især ikke efter et så smalt nederlag som det, Brøndby led torsdag aften.
Det er dog ikke noget Brøndby med sin lange historie med europæisk fodbold ikke har prøvet før. Siden debuten i Europa Cuppen i 1986/1987, der endte med et samlet 1-2-nederlag i kvartfinalen til FC Porto, er Brøndby blevet slået ud af knock out-opgør i europæiske turneringer 37 gange. Deltagelserne i gruppespillene i 1998/1999, 2005/2006 og 2021/2022 er altså ikke medregnet.
Jeg har taget et kig i historiebøgerne for at analysere, hvordan Brøndby historisk set har præsteret efter skuffelserne. Resultatet er både opløftende og overraskende.
Ingen nederlag siden 2011
Opgørelsen viser, at Brøndby historisk set har formået at komme tilbage på sporet hurtigt efter at være blevet slået ud af Europa. Efter de 37 samlede nederlag har vi vundet den efterfølgende hjemlige kamp hele 19 gange. Yderligere ti kampe er blevet uafgjort, og dermed er det blot blevet til otte nederlag.
Vi er ubesejret efter de seneste ni exits. Det er på trods af, at vi i løbet af denne stime har mødt både fck og FC Midtjylland to gange hver. I 2017 slog vi fck med 1-0 på Brøndby Stadion efter vores samlede 0-2-nederlag til Hajduk Split i Europa League.
Efter vores seneste fire nederlag i Europa har vi endda vundet. Senest tog vi en 4-0-sejr på udebane over AaB efter, at vi røg ud til Legia Warszawa i fjor.
Faktisk har Brøndby ikke tabt efter et Europa-exit siden sommeren 2011, hvor vi røg ud til østrigske SV Ried. Her førte vi med 4-0 på hjemmebane, hvorefter to sene østrigske scoringer sendte os ud i mørket. Efterfølgende blev det til et 2-1-nederlag på udebane til OB, hvilket altså cementerede en sort uge i klubbens historie.
Blandt højdepunkterne efter vores exit kan tælles tre derbysejre. Derudover kan en 6-1-sejr over Haderslev Boldklub (det nuværende Sønderjyske), hvor Oumar Barro scorede hattrick, fremhæves. Det samme kan en 5-0-sejr på hjemmebane over Ikast (det nuværende FC Midtjylland), hvor Ebbe Sand scorede hattrick, samt en 5-1-sejr over Herfølge BK (det nuværende HB Køge), hvor både Ebbe Sand og Bo Hansen scorede to mål.
I den dårlige ende af skalaen finder vi et pinligt 1-6-nederlag på hjemmebane til Esbjerg. Det kom i foråret 2004 efter, at Michael Laudrups Brøndby-hold var røget ud til Barcelona i UEFA Cuppen.
| Sæson | Modstander (EU) | Modstander (DK) | Resultat |
|---|---|---|---|
| 24/25 | Legia Warszawa | AaB | 4-0 |
| 22/23 | FC Basel | OB | 2-0 |
| 21/22 | RB Salzburg | FCM | 2-0 |
| 19/20 | Braga | AaB | 2-1 |
| 18/19 | Genk | FCM | 2-2 |
| 17/18 | Hajduk Split | fck | 1-0 |
| 16/17 | Panathinaikos | fck | 1-1 |
| 15/16 | PAOK | FCN | 2-0 |
| 14/15 | Club Brügge | OB | 1-1 |
| 11/12 | SV Ried | OB | 1-2 |
| 10/11 | Sporting CP | Lyngby | 3-3 |
| 09/10 | Hertha BSC | fck | 1-1 |
| 08/09 | Rosenborg | OB | 1-0 |
| 06/07 | Frankfurt | fck | 0-1 |
| 05/06 | Ajax | AGF | 0-3 |
| 04/05 | Ventspils | Silkeborg | 1-0 |
| 03/04 | Barcelona | Esbjerg | 1-6 |
| 02/03 | Rosenborg | Esbjerg | 1-1 |
| 02/03 | Levski Sofia | Køge | 1-2 |
| 01/02 | Parma | fck | 1-0 |
| 00/01 | Hamburg SV | fck | 1-2 |
| 00/01 | NK Osijek | Haderslev | 6-1 |
| 99/00 | Boavista | Herfølge | 2-2 |
| 99/00 | Amica Wronki | AGF | 3-0 |
| 97/98 | Dynamo Kyiv | Herfølge | 5-1 |
| 97/98 | Lyon | Ikast | 5-0 |
| 96/97 | Widzew Lodz | AaB | 2-0 |
| 96/97 | Tenerife | Lyngby | 2-0 |
| 95/96 | AS Roma | fck | 3-0 |
| 94/95 | Arsenal | Næstved | 3-2 |
| 93/94 | Dortmund | AaB | 3-0* |
| 91/92 | Dynamo Kyiv | Næstved | 3-3 |
| 90/91 | AS Roma | Silkeborg | 0-1 |
| 89/90 | Marseille | Silkeborg | 1-1 |
| 88/89 | Club Brügge | B1903 | 1-1 |
| 87/88 | Sportul Studentesc | Næstved | 3-3 |
| 86/87 | FC Porto | Næstved | 1-0 |
Laudrup, Skovdahl, Zorniger… og Brøndby efter nederlag
I alt har Brøndby skrabet 67 point sammen i de 37 kampe. Her er medregnet tre point fra 3-0-sejren på udebane over AaB i pokalturneringen i 1993 efter et samlet 1-2-nederlag til Borussia Dortmund i UEFA Cuppen. Det giver et pointgennemsnit på 1,81.
Kun Michael Laudrup (1,96), Ebbe Skovdahl (1,90) og Alexander Zorniger (1,85) har haft højere pointgennemsnit i Superligaen på Brøndbys trænerbænk ifølge SuperStats. Frederik Birk har i sine 21 Superliga-kampe som cheftræner et pointgennemsnit på 1,71, imens Jesper Sørensen før ham opnåede 1,75.
Også i forhold til Brøndbys gennemsnit siden Superligaens indførsel, er de 1,81 point per kamp imponerende. I Brøndbys 1.149 Superliga-kampe har klubbens 15 trænere i gennemsnit skaffet 1,71 point per kamp.
Søndag skal Frederik Birk og kompagni så forsøge at komme tilbage på sporet med en sejr og dermed udbygge den flotte statistik efter de europæiske nederlag.
Kampen imod FC Midtjylland spilles klokken 20.00 på Brøndby Stadion, og den bliver vist i TV på TV2 SportX.
Hvordan tror du, Brøndby klarer sig imod FC Midtjylland? Del din forudsigelse i kommentarsporet forneden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
