Det drejer sig om hænders flid og hårdt arbejde. Og det er det, jeg synes er charmen ved Brøndby-ånden: fællesskabet og det hårde arbejde. - Morten Wieghorst

Et kig i historiebøgerne: Brøndby ved EM i fodbold

Vi kigger tilbage på tidligere tiders EM-slutrunder og gennemgår, hvordan Brøndby har sat sit præg på turneringen.

Logoet for EM 2024 i Tyskland.

EM i fodbold er endelig sparket i gang, og i form af Østrigs Patrick Pentz er Brøndby endnu en gang repræsenteret ved Europas største fodboldfest.

I anledning af turneringens start har jeg dykket ned i historiebøgerne for at se nærmere på Brøndbys tydelige aftryk på turneringen gennem tiden.

Pentz bliver den 16. spiller, der rejser fra Brøndby til en EM-slutrunde, og han slutter sig til et flot selskab af nogle af klubbens største spillere gennem tiden.

Spiller (slutrunder)KampeMinutterMål
Peter Schmeichel (1988)21800
Lars Olsen (1988, 1996)31960
Kim Vilfort (1988, 1992, 1996)85241
John “Faxe” Jensen (1988, 1992)75581
Kim Christofte (1992)54500
Mogens Krogh (1992, 1996)000
Allan Nielsen (1996)32701
Jens Risager (1996)1900
Magnus Svensson (2000)2640
Søren Colding (2000)32020
Thomas Kahlenberg (2004)000
Andreas Jakobsson (2004)43600
Mattias Jonsson (2004)21761
Dennis Rommedahl (2012)21440
Michael Krohn-Dehli (2012)32702
Patrick Pentz (2024)43600
Kilde: UEFA.com

1988:

Brøndby var for første gang repræsenteret ved et EM i 1988 i Tyskland. Hele fire spillere var udtaget i form af Peter Schmeichel, John ”Faxe” Jensen, Lars Olsen og Kim Vilfort.

Ingen af de fire startede inde i åbningskampen imod Spanien, som Danmark tabte 2-3, men både Faxe og Olsen kom på banen i anden halvleg. Faxe erstattede den tidligere Brøndby-spiller John Helt på midtbanen i pausen, og han blev dermed den første Brøndby-spiller nogensinde til at komme på banen i en EM-kamp.

I Danmarks tredje gruppespilskamp, et 2-0-nederlag til Italien, startede Schmeichel, Olsen og Faxe alle på banen, imens Vilfort kom ind fra bænken. Den dag i dag er det stadig den EM-kamp, der har haft flest Brøndby-spillere på banen.

1992:

Der var fire Brøndby-spillere med i Danmarks triumf i 1992. Vilfort og Faxe fik selskab af Kim Christofte og reservemålmand Mogens Krogh. De tre førstnævnte var alle blandt rygraden på holdet, og Faxe og Christofte startede inde i samtlige kampe. Vilfort startede inde i fire ud af fem kampe – han gik som bekendt glip af gruppekampen imod Frankrig, da han måtte rejse hjem til sin syge datter, der var på hospitalet i Danmark. Krogh var således den eneste Brøndby-spiller, der ikke fik spilletid ved slutrunden.

Faxe og Vilfort skrev sig ydermere ind i historiebøgerne, da de scorede Danmarks to mål i 2-0-sejren over Tyskland i finalen. Det skal derudover nævnes, at Vilfort og Christofte begge scorede i straffekonkurrencen imod Holland i semifinalen.

1996:

Danmark skuffede fælt ved EM i 1996 i England, hvor vi røg ud allerede efter gruppespillet. Alligevel var det en mindeværdig slutrunde for Brøndby, der sendte hele fem mand afsted til turneringen, hvilket den dag i dag stadig er klubrekord. Det var samtidig Kim Vilforts tredje EM-slutrunde, hvilket ligeledes er klubrekord.

Allan Nielsen og Jens Risager startede begge inde i Danmarks åbningskamp imod Portugal (1-1), imens Vilfort kom ind fra bænken.

I gruppespillets sidste kamp, en 3-0-sejr over Tyrkiet, blev Nielsen den tredje Brøndby-spiller til at score ved en EM-slutrunde.

2000:

Ved EM-slutrunden i 2000 havde Brøndby for første gang en udlænding med til EM. Sverige udtog nemlig midtbanespilleren Magnus Svensson til deres trup. Derudover var Søren Colding med i Danmarks trup.

Svensson fik 12 minutters spilletid imod Tyrkiet i anden spillerunde inden, han startede inde, og fik 52 minutter, imod Italien i Sveriges sidste gruppespilskamp. Desværre for Svensson og Sverige blev de sendt hjem med blot ét point på kontoen.

Det var dog bedre, end hvad Danmark og Colding præsterede. Danmark tabte alle sine tre kampe imod Frankrig (3-0), Holland (3-0) og Tjekkiet (2-0). Colding fik fuld spilletid i de to første kampe, imens han imod Tjekkiet blev skiftet ind til de sidste 22 minutter.

2004:

Fire år senere var Brøndby endnu en gang repræsenteret i den svenske trup. Mattias Jonson og Andreas Jakobsson var begge med for Sverige. Derudover var Thomas Kahlenberg med i Danmarks trup, dog uden at komme på banen.

Kahlenberg og Krogh er således de eneste to Brøndby-spillere, der har været med til EM uden at komme på banen.

Danmark og Sverige var i gruppe sammen og mødte hinanden i sidste runde af gruppespillet. Her kunne uafgjort sende begge lande videre, og det var netop, hvad der skete. Jonsson og Jakobsson fik begge fuld tid for Sverige, og det var førstnævnte, der udlignede til slutstillingen 2-2 i det 89. minut.

I Sveriges kvartfinale imod Holland startede både Jonsson og Jakobsson inde, og sidstnævnte fik fuld spilletid. Svenskerne tabte desværre efter straffekonkurrence.

2012:

Efter otte års venten var Brøndby igen repræsenteret ved en EM-slutrunde i 2012. Her var Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl begge med i Danmarks trup.

Det blev desværre endnu engang til et tidligt gruppeexit for Danmark, men for Brøndby var slutrunden succesfuld.

Krohn-Dehli og Rommedahl startede begge inde i åbningskampen imod Holland. Her sikrede et mål fra Krohn-Dehli efter 24 minutter Danmark en fantastisk start på slutrunden med en 1-0-sejr. Herefter fulgte et spinkelt 3-2-nederlag til Portugal, hvor begge spillere igen startede inde på hver sin fløj.

I gruppefinalen imod Tyskland scorede Krohn-Dehli Danmarks enlige mål, da vi tabte 2-1. Rommedahl kom ikke i kamp. Målet gjorde Krohn-Dehli til den højest scorende Brøndby-spiller ved EM nogensinde med to kasser.

2024:

Efter 12 års ventetid er der igen en Brøndby-spiller ved EM i form af Patrick Pentz fra Østrig. Målmanden forventes at blive førstevalg i buret hos østrigerne, der er i gruppe med Frankrig, Polen og Holland.

Hvordan tror du, at Pentz klarer sig ved EM-slutrunden? Giv din mening til kende i kommentarsporet forneden.


Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og InstagramPå den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments