Mød Bartosz Slisz: Brøndbys nye polske støvsuger

Lær Bartosz Slisz at kende i denne artikel, hvor tre polske sportsjournalister gør os klogere på den nye midtbanedynamo.

Bartosz Slisz Brøndby
Foto: Brondby.com

Torsdag eftermiddag fik Brøndby IF en ny oprydder på midtbanen i form af den polske landsholdsspiller Bartosz Slisz. Han har underskrevet en 3,5-årig kontrakt og kommer til Vestegnen fra amerikanske Atlanta United.

Ifølge Tipsbladet betaler Brøndby omkring 25 millioner kroner for Slisz, hvilket vil gøre ham til klubbens næstdyreste indkøb efter Daniel Agger.

Hvem er Bartosz Slisz?

Navn: Bartosz Piotr Slisz
Fødselsdag: 29. marts 1999 (26 år)
Position: Defensiv midtbanespiller
Tidligere klubber: ROW Rybnik, Zaglebie Lubin, Legia Warszawa, Atlanta United
Landskampe: 21 landskampe (1 mål) for Polen

Polsk mester og landsholdsspiller

Bartosz Slisz kommer til Brøndby med et solidt CV. Han brød igennem allerede som 16-årig, og siden er det blevet til to polske mesterskaber, en pokaltitel samt en deltagelse ved EM i sommers som en del af det polske landshold. I en periode var han endda den dyreste spiller i den polske liga.

Selvom CV’et er flot, har karrieren dog ikke altid været en dans på roser for Slisz. Det fortæller den polske sportsjournalist Maciej Frydrych, der dækker Legia Warszawa for Przeglad Sportowy, til VilfortPark.dk.

”Han fik meget kritik i Legia, og det virkede som om, at rekordprisen tyngede ham. Hans begyndelse i klubben var meget svær, men han fik langsomt etableret sig som en nøglespiller på midtbanen. Jeg vil sige, at han var undervurderet. Da han forlod Legia, kæmpede klubben i mange måneder med at erstatte ham ordentligt,” forklarer han.

Legia har ikke vundet mesterskabet siden Slisz forlod klubben, om end de sendte Brøndby ud af Conference League den efterfølgende sæson, og de ligger lige nu næstsidst i Ekstraklasa.

Imens Legia har haft det svært i de seneste sæsoner, præsterede midtbanespilleren på et højt niveau i MLS. Han var flere gange anfører for Atlanta i den senestes sæson, og i november blev han matchvinder, da de slog Inter Miami og Lionel Messi ud af playoff med en 3-2-sejr på udebane.

I efteråret blev Bartosz Slisz dog også far for første gang, og det fik hans prioriteter til at ændre sig. I et interview gjorde han det klart, at han ønskede at vende hjem til Europa efter MLS-sæsonen.

”Han har et barn nu, og de lange rejser med landsholdet er et problem,” forklarer fodboldekspert Szymon Janczyk fra sportsmediet Weszlo til VilfortPark.dk.

Slisz er en hårdtarbejdende midtbanespiller

Ligesom det danske landshold skal Polen også forsøge at kvalificere sig til sommerens VM-slutrunde i forårets playoff-runder, hvor de kæmper med Sverige, Ukraine og Albanien om en billet. Til disse kampe kan Slisz meget vel få en nøglerolle. Og det er ikke uden grund.

”Bartosz Slisz er en hårdarbejdede fodboldspiller,” forklarer sportsjournalisten Dominik Górecki fra Goal.pl til VilfortPark.dk.

”Han arbejder hårdt på banen, løber meget, er god til at modtage bolden og er i en god fysisk tilstand og derfor sjældent skadet. Han ved, hvordan han skal udfylde de tomme rum på banen. Hans kælenavn er ”støvsugeren”, fordi han altid udfylder de tomme rum.”

Szymon Janczyk har også bemærket Slisz enorme løbepensum.

”Han er en gammeldags defensiv midtbanespiller. Han er måske ikke typen, der laver en stor forskel med bolden, men han løber som en gal hund uden den. Han kan dække enorme områder, og jeg mener virkelig enorme områder. Det sker ofte, at han løber 12-13 kilometer i kampene. Han er ikke hurtig, men han løber meget uden at miste tempo. Han er aggressiv og presser godt,” fortæller han om Slisz.

Brøndby havde i efteråret problemer med at få nok intensitet ind på midtbanen, og det kan Slisz være med til at løse.

”Han er bedst som en defensiv midtbanespiller eller felt-til-felt-midtbanespiller. De bedste systemer for ham er med tre centrale midtbanespillere,” siger Dominik Górecki, der altså vurderer, at Slisz vil passe godt ind i Coopers system.

Polakkens store arbejdsradius betyder, at han kan dække af for sine kreative kolleger på midtbanen og give dem mere offensiv frihed.

Man skal dog til gengæld ikke forvente meget fra Slisz rent offensivt.

”Det er bedst, hvis man kan holde bolden væk fra ham. Han er en typisk ”afleverer til sin nærmeste medspiller”-spiller,” siger Szymon Janczyk. Både Frydrych og Górecki fremhæver også polakkens manglende offensive bidrag som hans største spillemæssige svaghed.

Det er netop på grund af det begrænsede offensive output, at Slisz ikke altid er en spiller, polske fodboldfans for alvor sætter pris på. Han er blevet kritiseret for udelukkende at bidrage med defensivt arbejde og løb på landsholdet, hvilket kritikere ikke mener er nok til en plads i startopstillingen.

Kritikken ændrer dog ikke på, at Slisz sidder sikkert på pladsen som sekser på landsholdet. Det er især tilfældet i kampe imod bedre hold, hvor Polen spiller mere afventende. Han bliver til gengæld nogle gange ofret imod svage modstandere, hvor der er brug for mere kreativitet på midtbanen.

Uden for banen er der dog intet, man kan kritisere Brøndbys nye midtbanespiller for på trods af, at han er en hård spiller på banen. Han har aldrig været involveret i nogle skandaler, og han er vellidt blandt sine holdkammerater.

”Han er en meget rolig og almindelig person. En familiemand, der aldrig nogensinde har lavet problemer. Han er en rigtig leder, der ikke brokker sig og altid gør, hvad træneren vil have,” forklarer Szymon Janczyk, der også fortæller, at Slisz lærte meget af den tidligere portugisiske landsholdsspiller Josué Pesqueira, som han spillede sammen med i Legia Warszawa.

Bartosz Slisz kan få sin uofficielle debut for Brøndby i vinterens første træningskamp imod Piast Gliwice.

Hvad synes du om indkøbet af Bartosz Slisz? Del din holdning i kommentarfeltet forneden.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments