Torsdagens sejr over HB Torshavn sikrede Brøndby en plads i skålen, når der mandag bliver trukket lod til play off-runden i kvalifikationen til Conference League. Her er Brøndby useedet, og der venter derfor potentielt en svær opgave i det afgørende opgør om en billet til turneringens ligafase – såfremt Brøndby slår Vikingur ud i tredje runde.
I lodtrækningsskålen venter der klubber fra de største europæiske ligaer i form af Crystal Palace, Rayo Vallecano, Fiorentina og Mainz, men også hæderkronede storklubber som Sparta Prag, Anderlecht og Besiktas.
Siden torsdagens sejr har det store spørgsmål i Brøndby-kredse derfor været, hvad der egentlig er vores drømme- og skræklodtrækning? På VilfortPark-redaktionen har vi taget et nærmere kig herpå.
- Lodtrækningen finder sted mandag den 4. august klokken 14.00
- Mandag morgen vil UEFA fordele holdene i puljer af fem hold på hver side for at gøre lodtrækningen hurtigere. Puljerne offentliggøres klokken 8.30
- Lodtrækningen finder sted før, kampene i tredje runde er spillet. Det er derfor muligt for Brøndby at trække vinderen af et opgør (eller taberen af en Europa League-kamp)
- Brøndby kan trække: Fiorentina, Crystal Palace, RC Strasbourg, Mainz 05 samt vinderne af: AZ Alkmaar/Vaduz, Rapid Wien/Dundee United, Sparta Prag/Ararat, Anderlecht/Sheriff Tiraspol, Istanbul Basaksehir/Viking, FK Partizan/Hibernian, FC Lugano/Celje,, Rayo Vallecano, Maccabi Haifa/Rakow, Shamrock Rovers/Ballkani, Omonia Nicosia/Araz, Besiktas/St. Patrick’s Athletic. Derudover kan vi trække taberne af disse Europa League-opgør CFR Cluj/Braga og Panathinaikos/Shakhtar Donetsk
De bedste og værste modstandere
Det er naturligvis svært, næsten umuligt, at komme med en præcis vurdering af, hvilke klubber, der er stærkest, når de alle kommer fra forskellige lande og ikke har spillet imod hinanden for nyligt. Det skal dog ikke stoppe os fra at prøve.
Vi har udviklet det, vi kalder VP-rating, hvor alle holdene har fået en karakter mellem 0 og 100, hvor et højere tal betyder et stærkere hold.
Karakteren er en kombination af følgende datapunkter:
- Optas Power Ranking af alle klubber i verden
- ClubElo’s rangering af europæiske klubber
- Euro Club Index’ rangering over europæiske klubber
- Transfermarkts vurdering af klubbernes trupværdier
| Klub | VP-rating |
|---|---|
| Crystal Palace (ENG) | 98,34 |
| Fiorentina (ITA) | 77,79 |
| Strasbourg (FRA) | 69,95 |
| Mainz 05 (TYS) | 63,95 |
| Braga (POR) | 62,06 |
| AZ Alkmaar (HOL) | 55,08 |
| Rayo Vallecano (SPA) | 54,60 |
| Shakhtar Donetsk (UKR) | 53,36 |
| Anderlecht (BEL) | 49,73 |
| Sparta Prag (TJE) | 46,94 |
| Rakow (POL) | 44,10 |
| Panathinaikos (GRÆ) | 43,87 |
| Besiktas (TYR) | 43,55 |
| BRØNDBY | 42,82 |
| Viking (NOR) | 39,16 |
| Istanbul Basaksehir (TYR) | 36,29 |
| CFR Cluj (RUM) | 35,68 |
| Omonia Nicosia (CYP) | 34,83 |
| Rapid Wien (ØST) | 33,14 |
| Maccabi Haifa (ISR) | 32,76 |
| FC Lugano (SCH) | 28,28 |
| Hibernian (SKO) | 27,89 |
| FK Partizan (SER) | 26,99 |
| Celje (SLO) | 24,79 |
| Sheriff Tiraspol (MOL) | 18,80 |
| Shamrock Rovers (IRL) | 16,72 |
| Dundee United (SKO) | 16,04 |
| Ararat-Armenia (ARM) | 15,27 |
| Araz-Naxcivan (ASR) | 13,84 |
| St. Patrick’s Athletic (IRL) | 10,41 |
| Ballkani (KOS) | 5,58 |
| Vaduz (LIE) | 4,64 |
Vi har rangeret klubberne på alle disse parametre og altså sat det sammen til én samlet karakter. Tallene viser, at Crystal Palace (98,34), der var i fare for at blive smidt ud af europæisk fodbold på grund af forbindelsen til Global Football Holdings, er den suverænt sværeste modstander.
Opta, ClubElo og Euro Club Index har dem alle rangeret som et top 20 hold, og deres trup er den suverænt mest værdifulde af Brøndbys modstandere.
Herefter følger Fiorentina (77,79), der tabte Conference League-finalen i både 2023 og 2024, Strasbourg (69,95), Mainz (63,95) og AZ Alkmaar (62,06). Forskellen på englænderne og resten af feltet er dog markant, og der er også et pænt hul mellem den italienske storklub og så subtoppen.
Af de seedede hold er irske Shamrock Rovers (16,72) det suverænt svageste. Irerne har leveret pæne resultater i Europa over de seneste fem sæsoner, men deres trup er den tredjemindst værdifulde af alle, inklusiv de useedede hold, og de scorer også lavt i alle rankings.
Da lodtrækningen til play off-runden finder sted før, at kampene i tredje kvalifikationsrunde er spillet, vil der være flere matchups i puljen. Det vil sige, at Brøndby for eksempel kan trække vinderen af AZ Alkmaar og Vaduz eller taberen af Europa League-kampen mellem Panathinaikos og Shakhtar Donetsk. Derfor er der mulighed for, at det på papiret stærke og seedede hold ryger ud til en svagere modstander.
Blandt de useedede hold er polske Rakow (44,10) det stærkeste hold efterfulgt af norske Viking (39,16). I den absolutte bund finder vi Vaduz (4,64) fra Liechtenstein og Ballkani (5,58) fra Kosovo.
Brøndby scorer en VP-rating på 42,82, hvilket placerer os som det 14. stærkeste hold i kvalifikationen. Af de useedede hold er det kun Rakow, der får en bedre karakter.
Brøndbys karakter viser ligeledes, at der bestemt er håb imod flere af modstanderne. Vi scorer kun marginalt lavere end Besiktas (43,55) og Panathinaikos (43,87), der begge ligger lige over os.
Under os finder vi otte af de seedede klubber i form af Istanbul Basaksehir (36,29), CFR Cluj (35,68), Omonia Nicosia (34,83), som vi slog ud i 2015, Rapid Wien (33,14), Maccabi Haifa (32,76), der i øvrigt skal spille sine hjemmekampe på neutral bane, FC Lugano (28,28), Partizan (26,99) og altså førnævnte Shamrock Rovers.
Klubværdier fortæller en anderledes historie
En af de mest effektive metoder til at måle styrken på et fodboldhold er ved at kigge på spillerbudgettet. Det tætteste på dette vi kan komme er Transfermarkts trupværdier. Dette er allerede regnet ind i vores VP-rating, men det er også interessant at tage et kig kun på dette parameter.
| Klub | Trupværdi |
|---|---|
| Crystal Palace | 457,1 mio. euro |
| Fiorentina | 288,75 mio. euro |
| Strasbourg | 268,45 mio. euro |
| Braga | 173 mio. euro |
| Shakhtar Donetsk | 168,5 mio. euro |
| Besiktas | 154,5 mio. euro |
| Mainz 05 | 138,58 mio. euro |
| AZ Alkmaar | 123,13 mio. euro |
| Anderlecht | 111,7 mio. euro |
| Panathinaikos | 95,2 mio. euro |
| Sparta Prag | 75,58 mio. euro |
| FC Lugano | 71,03 mio. euro |
| Rayo Vallecano | 66,6 mio. euro |
| Istanbul Basaksehir | 62,8 mio. euro |
| BRØNDBY | 44,23 mio. euro |
| Rapid Wien | 44,1 mio. euro |
| Rakow | 38,55 mio. euro |
| CFR Cluj | 31 mio. euro |
| Viking | 27,03 mio. euro |
| Maccabi Haifa | 24,79 mio. euro |
| Hibernian | 18,55 mio. euro |
| FK Partizan | 17,5 mio. euro |
| Omonia Nicosia | 14,3 mio. euro |
| Dundee United | 9,15 mio. euro |
| Celje | 8,88 mio. euro |
| Araz-Naxcivan | 8,63 mio. euro |
| Sheriff Tiraspol | 6,93 mio. euro |
| Ballkani | 5,85 mio. euro |
| Ararat-Armenia | 5,43 mio. euro |
| Shamrock Rovers | 4,83 mio. euro |
| Vaduz | 4,25 mio. euro |
| St. Patrick’s Athletic | 4,05 mio. euro |
Transfermarkts data bekræfter endnu en gang Crystal Palace, Fiorentina og Strasbourg som de tre sværeste modstandere. Når man kun bruger transfergigantens data, og udelukker styrkeestimaterne fra de tre andre datakilder, rykker Braga, Shakhtar Donetsk og Besiktas dog markant højere op og lægger sig i subtoppen.
Brøndby har den 15. mest værdifulde trup i play off-runden, og den mest værdifulde trup af alle de useedede hold. Vores trup er cirka 5,5 millioner euro mere værdifuld end Rakows trup.
Af de seedede hold ligger Rapid Wien, CFR Cluj, Maccabi Haifa, Partizan, Omonia Nicosia og Shamrock Rovers alle under os.
Alt i alt tegner der sig et billede af en lodtrækning, hvor vi kan komme i alvorlige problemer imod flere hold men også en lodtrækning, hvor der er flere seedede hold, som Brøndby på papiret bør være favoritter imod.
Målt på VP-rating er 11 af de seedede hold (vi kan kun møde ét hold fra mødet mellem Shakhtar Donetsk og Panathinaikos) stærkere end os. Det tal kan dog falde til blot ti hold, hvis Braga som forventet slår CFR Cluj i Europa League. Otte af de seedede hold (inklusiv CFR Cluj), er derimod svagere end os på samme parameter.
Hvem vil du helst møde i playoff-runden? Del din holdning i kommentarsporet forneden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

