Søndagens Superliga-kamp på Brøndby Stadion endte som en kontroversiel affære med flere tvivlsomme dommerkendelser, hvor størstedelen var i FC Midtjyllands favør. Dommer Morten Krogh var derfor ikke nogen populær herre, da han fløjtede kampen af efter over 100 minutters fodbold.
Steve Coopers tropper tabte som bekendt 1-2, klubbens 11. Superliga-kamp i træk uden sejr, og det var måske ikke helt tilfældigt.
Hvis man håber på, at Brøndby vinder, så er Krogh i hvert fald statistisk set den sidste, man som fan skal håbe på som dommer. Det viser en undersøgelse lavet af VilfortPark.dk.

Brøndby er forfærdelige med Krogh som dommer
Siden Superligaens fødsel i 1991 har 76 forskellige dommere dømt mindst én kamp i ligaen ifølge Superstats.dk. 58 af dem har dømt kampe med Brøndby på banen.
Vi har gennemgået Superstats.dks dommerstatistik fra samtlige dommere siden Superligaens åbning i 1991.
Her har vi udregnet Brøndbys pointgennemsnit hos samtlige dommere for at finde ud af, hvilke dommere klubben i gennemsnit har fået flest og færrest point per kamp under.
Morten Krogh har dømt 27 Brøndby-kampe siden sin Superliga-debut i 2016/2017. Her har Vestegnens stolthed blot skaffet 24 point, hvilket svarer til 0,89 point per kamp.
Det er klart det laveste pointgennemsnit per kamp blandt alle aktive Superliga-dommere. Det bliver dog værre endnu set med gul-blå briller.
Af de 48 dommere, der har dømt mindst fem Brøndby-kampe siden 1991, har de gule og blå nemlig sit suverænt værste pointgennemsnit, når Krogh har fløjten.
Det næstværste finder man hos Lasse Læbel Graagaard, der senest dømte Brøndbys 2-1-nederlag i Farum i 25. spillerunde, med 1,17 per kamp – 31 % højere end Krogh.
De fem værste dommere for Brøndby
| Dommer | Kampe | Pointgennemsnit |
|---|---|---|
| Morten Krogh | 27 | 0,89 |
| Lasse Læbel Graagaard | 6 | 1,17 |
| Svend E. Christensen | 30 | 1,27 |
| Jakob Sundgaard | 22 | 1,32 |
| Kaj Østergaard | 6 | 1,34 |
Sandi Putros er bedst af de aktive dommere
I den anden ende af skalaen finder man Steen Knudsen, der var Superliga-dommer mellem 1998 og 2004. Han dømte ni kampe, hvoraf Brøndby vandt de otte.
Blandt de aktive dommere bør Brøndby-fans fejre, når Sandi Putros har fløjten. Brøndby skaffer nemlig i gennemsnit 2,46 point per kamp, når den kontroversielle dommer styrer løjerne. Det er det næsthøjeste gennemsnit blandt alle Superliga-dommere nogensinde. Det er på trods af, at Putros faktisk har givet flere straffespark til modstanderne (otte) end til Brøndby (fem) i sine 28 kampe.
En anden dommer, som Brøndby har fået mange point hos på trods af hård kritik fra mange fans, er Knud Erik Fisker. I hans 37 kampe fik vi 74 point, to i gennemsnit per kamp, selvom de gul-blå tilhængere i størstedelen af kampene sang om, hvordan han skulle have ”romerlys op i røven” efter, at han afblæste den mindeværdige romerlys-kamp i Aalborg i 1995.
De fem bedste dommere for Brøndby
| Dommer | Kampe | Pointgennemsnit |
|---|---|---|
| Steen Knudsen | 9 | 2,67 |
| Sandi Putros | 28 | 2,46 |
| Steen Pedersen | 21 | 2,33 |
| Tonny K. Poulsen | 13 | 2,23 |
| Arne Hansen | 10 | 2,20 |
Der er endnu ikke sat dommere på næste spillerunde af Superligaen, men efter søndagens forestilling på Brøndby Stadion og det håbløse pointgennemsnit, er det i hvert fald tydeligt, hvem Brøndby-fans skal håbe på at undgå for at få de bedste muligheder for at vende den nuværende krise.
Er du overrasket over Brøndbys dårligste statistik med Krogh som dommer? Deltag i diskussionen i kommentarfeltet forneden.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
