Natten til tirsdag lukkede det danske transfervindue efter en travl januar måned. Benjamin Schmedes formåede at lande Mads Frøkjær-Jensen kort før lukketid, men det blev ikke til en ny angriber på trods af hed flirten med Tonni Adamsen. Derudover har Brøndby også stadig Rasmus Lauritsen og Jordi Vanlerberghe, der begge er utilfredse og langt fra spilletid.
Selvom transfervinduet er lukket i Danmark og de fleste større europæiske lande, så eksisterer der stadig nogle muligheder for Schmedes – både for til- og afgange.
Find en angriber på fri transfer
Brøndby kan ikke længere købe eller leje spillere, men de må til gengæld gerne hente spillere, der står uden klub. Schmedes kan registrere klubløse spillere helt frem til 28. spillerunde, der afvikles i slutningen af april. Der er dog den begrænsning, at spillere, der allerede har optrådt for to klubber i denne sæson, ikke er spilleberettigede.
Angribere med mål i støvlerne går sjældent længe uden klub, og mulighederne er derfor begrænsede. Hvis man kigger på transferportalen Transfermarkt, kan man dog finde et par navne, der til nøds kan agere backups for Jacob Ambæk i foråret. Her er et udsnit af angribere, der aktuelt står uden klub:
- Paco Alcácer (tidligere Barcelona og Dortmund)
- Stephen Odey (tidligere Randers)
- Kasper Junker (tidligere AGF og Bodø/Glimt)
- Divock Origi (tidligere Liverpool og AC Milan)
Det er altså ikke sexede muligheder, men de er der. Om de så er bedre end Kotaro Uchino, er op til Schmedes og Steve Cooper.
Andreas Maxsø står i øvrigt også stadig uden klub, om end man ikke kan sige, at Brøndby mangler centrale forsvarsspillere.
Der er stadig muligheder for at sælge Vanlerberghe og Lauritsen
Lejeaftalen med Ben Godfrey beseglede Jordi Vanlerberghe og Rasmus Lauritsens skæbner. Brøndby har lige nu fem centrale forsvarsspillere til blot to pladser i startopstillingen, og det er åbenlyst, at en af dem skal væk.
I forbindelse med Brøndbys træningskamp imod Hillerød, hvor både Lauritsen og Vanlerberghe startede inde sammen med flere U19-spillere og reserver, fortalte Cooper, at man har en aftale med dem om, at de kan skifte, hvis der kommer bud på dem.
Heldigvis for duoen er der flere lande, hvis transfervinduer stadig er åbne:
| Land | Transfervinduet lukker |
|---|---|
| Østrig | 6. februar |
| Grækenland | 6. februar |
| Tyrkiet | 6. februar |
| Rumænien | 9. februar |
| Australien | 10. februar |
| Israel | 11. februar |
| Tjekkiet | 12. februar |
| Serbien | 13. februar |
| Ungarn | 14. februar |
| Schweiz | 15. februar |
| Slovenien | 15. februar |
| Kroatien | 17. februar |
| Rusland | 19. februar |
| Slovakiet | 21. februar |
| Bulgarien | 24. februar |
| Polen | 25. februar |
| Ukraine | 11. marts |
| Sverige | 25. marts |
| USA | 25. marts |
| Norge | 31. marts |
| Island | 29. april |
Klubber fra alle disse lande vil både kunne købe og leje Lauritsen og Vanlerberghe. Dermed er håbet om en transfer denne vinter ikke helt død endnu. Det kan dog kræve, at de er eventyrlystne, da flere af landene befinder sig i den eksotiske ende af fodboldkortet.
Er der nogle af de transferfrie angribere, du gerne ser til Brøndby? Del din holdning i kommentarfeltet.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

