Efter EM-triumfen i 1992, hvor fire Brøndby-spillere var med i Danmarks trup, havde hverdagen i september igen indfundet sig på Vestegnen. Klubben led gevaldigt under den verserende Interbank-skandale, der svækkede økonomien alvorligt og kostede grebet om tronen i dansk fodbold.
På banen gik tingene heller ikke som håbet. I foråret 1992 erstattede Ebbe Skovdahl Morten Olsen på trænerposten, men resultaterne udeblev, og Brøndby sluttede som nummer syv i 1991/1992-sæsonen.
Fem kampe inde i 1992/1993-sæsonen så det ikke meget bedre ud, da Brøndby befandt sig på en skuffende sjetteplads med sølle fem point og en målscore på minus fire. Og foran holdet stod en kæmpe opgave, da det for første gang nogensinde skulle møde fck.
LÆS OGSÅ: 7-1! Da Brøndby debuterede i det gode selskab
Københavnerne buldrede, som vi kender dem i dag, ind i Superligaen med et stort budget og endnu større armbevægelser. De var kommet fint fra land i deres første sæson og lå før det første derby på en andenplads – tre point over Brøndby.
1) OB – 9 point
2) fck – 8 point
3) AaB – 7 point
4) Silkeborg – 6 point
5) AGF – 5 point
6) Brøndby – 5 point
7) Frem – 4 point
8) Lyngby – 3 point
9) Næstved – 2 point
10) B1909 – 1 point
Pessimistisk Benny Winther i optakten
På daværende tidspunkt lå det ikke i kortene, at kampen mellem Brøndby og fck nødvendigvis skulle udvikle sig til den mest hadske kamp i dansk fodbold. BT havde dog luret, at opkomlingene fra hovedstaden tog syvmileskridt imod toppen af dansk fodbold og bragte en stor artikel forud for kampen. Avisen kaldte opgøret for en ’skæbnekamp’ i sin optakt:
”Brøndby, der faldt fra succesens tinder – og slog sig. FCK, der med ambitiøse stormskridt er på vej til at blive klubben. Ikke bare i Københavns-området, men i hele Superligaen. Vinder Brøndby, hænger klubben på endnu. Vinder FCK – ja så ser fremtiden for alvor skidt ud på Vestegnen. Derfor er der virkelig tale om en skæbnekamp.”
LÆS OGSÅ: Historien om romerlyskampen og Brøndbys dobbeltkamp imod AaB
Som en del af BT’s optakt udtalte Brøndbys bestyrelsesformand, Benny Winther, sig også. Han anerkendte, at Brøndbys svage resultater havde kostet klubben dyrt, da tilskuerne var blevet væk, hvilket også havde sænket Superligaens samlede tilskuergennemsnit.
”Nu går det knap så godt,” forklarede Winther, ”og man finder ikke lige et nyt trækdyr sådan natten over. Vi kan bare håbe på lidt Europa Cup-succes for at få tilskuerne tilbage.”
Benny Winther lagde ydermere pres på spillerne, da han proklamerede, at Brøndby skulle slå fck for at få hævet tilskuertallet og komme tættere på det gennemsnit, som klubben havde budgetteret med.
Og Winther gik endda endnu længere, da han luftede tanken om, at dansk fodbold måske fuldstændig skulle opgive professionel fodbold som følge af den tilskuermæssige tilbagegang. Han foreslog i stedet, at man kiggede imod Sverige, hvor spillerne kun var deltidsprofessionelle, da de danske hold alligevel ikke kunne konkurrere med de største europæiske klubber.
Brøndby bedst i tæt kamp
Selvom Danmarks EM-succes havde kostet Skovdahl et par dygtige spillere i form af John ”Faxe” Jensen og Kim Christofte, der begge var skiftet væk, kunne den senere trænerlegende stadig stille et ganske slagkraftigt hold.
LÆS OGSÅ: Da Brøndby reddede zambisk fodbold efter landets største tragedie
Før sæsonen var BIF blevet forstærket af angriberen Frank Pingel, der blev hentet som amatørspiller i 1860 München efter en længere omgang juridisk tovtrækning, og den unge angriber Ebbe Sand. Derudover blev Per Nielsen og Kim Daugaard rykket op på førsteholdet fra ungdomsafdelingen.
Til derbyet vendte Mogens Krogh tilbage i målet efter en skadespause. Dermed rykkede Sten Christensen, far til den nuværende Barcelona-spiller Andreas Christensen, tilbage på bænken. Til gengæld måtte Brøndby undvære de to midtbanespillere Henrik Jensen og Kenny Larsen, der begge var skadede. De blev erstattet i kamptruppen af Ole Bjur og Jens Risager.
Mogens Krogh
Jens Risager
Marc Rieper
Uche Okechukwu
Bjarne Jensen
Kim Vilfort
Jens Madsen
Brian Jensen
Jesper Kristensen
Frank Pingel
Hans Christiaens
Indskiftere:
Jess Høgh
Ole Bjur
Første halvleg endte målløs, men Brøndby var to gange meget tæt på at komme foran. Først var fck’s Torben Piechnik ved at lave selvmål, da han sendte et skarpt indlæg fra Kim Vilfort den forkerte vej, og lidt senere ramte Uche stolpen med et hovedstød.
Brøndbys pres fortsatte i anden halvleg, og efter lige over et minut, scorede Hans Christiaens det første derby-mål nogensinde. Marc Rieper headede et hjørnespark på overliggeren, hvorefter belgieren kom først på riposten og headede Brøndby på 1-0.
På trods af Brøndbys dominans kom københavnerne tilbage i kampen, da Jørgen Juul Jensen udlignede i det 63. minut efter et indlæg fra højre side. Ingen af holdene var for alvor tæt på at bryde den stillingskrig, der fulgte efter udligningen, om end fck tvang Krogh ud i et par redninger uden for alvor at teste ham. Kampen endte derfor 1-1.
Selvom Brøndby ikke fik hevet den sejr hjem, som Winther proklamerede de havde brug for, rejste Skovdahls hold sig efterfølgende. Holdet tabte blot to kampe resten af 1992, og det klatrede derfor op til fjerdepladsen ved vinterpausen.
Undervejs tabte Brøndby dog 2-0 i Idrætsparken til fck i pokalturneringen, og dermed måtte vi vente helt til den 25. april 1993 før, at vi for første gang tog sejren imod fck. Den var dog også eftertrykkelig, da Brøndby vandt med hele 4-0 på udebane – efter blandt andet to mål af Pingel.
På trods af den sejr formåede Brøndby dog ikke lukke hullet til fck, der endte som mestre i deres debutsæson i Superligaen. Skovdahl og kompagni måtte nøjes med bronzemedaljer, og der skulle gå yderligere tre sæsoner før, at guldet endnu en gang kom hjem til Vestegnen i 1996.
Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub, og vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af den gule og blå familie med noget på hjertet. Du kan følge os på Twitter, Facebook, YouTube og Instagram, og på den måde sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.