Det er den største skandale i nyere tids landsholdshistorie, at man vælger stadigvæk at se bort fra en spiller, der er klart bedre end langt de fleste af dem, han har udtaget. - Thomas Gravesen (Om en manglende landsholdsudtagelse til Nicolai Vallys)

Mød de nye kandidater til Fanafdelingens bestyrelse: Sara Schou Holm

Mød Sara Schou Holm, der stiller op til bestyrelsen i Fanafdelingen. Vi spørger ind til hendes forhold til BIF og visioner for fremtiden.

Sara Schou Holm, der stiller op til bestyrelses i Fanafdelingen

Sara Schou Holm (th). Foto: Teis Markfoged

Torsdag den 9. marts er der ordinær generalforsamling i Fanafdelingen. Udover at give en statusopdatering på, hvordan arbejdet med en ny værdiaftale med klubben skrider frem, skal der også vælges en ny bestyrelse.

I denne artikelserie taler vi med de nyopstillede kandidater til bestyrelsen, så du kan lære dem bedre at kende før, du skal stemme på torsdag.

Praktisk information om Fanafdelingens ordinære generalforsamling
  • Dato: 9. marts
  • Tidspunkt: 19.00-22.00
  • Sted: Michael Laudrup Lounge, Brøndby Stadion
  • Tilmelding: Her

VP: Hvem er du, og hvad laver du udenfor engagementet i Brøndby?

Sara: Jeg hedder Sara og er 30 år gammel. Jeg er vokset op i Herlev, men jeg bor i dag på Frederiksberg. Til daglig arbejder jeg med kommunikation i en organisation, som er drevet af frivilligt arbejde. Jeg ser derfor hver dag, hvordan frivillighed kan drive fantastiske projekter, og hvordan det samtidig kan danne rammen for meningsfulde fællesskaber.

I min fritid er jeg sammen med mine venner, spiller fodbold og er med i tifogruppen omkring det danske herrelandshold.

Hvad er dit forhold til klubben, og har du tidligere været med i projekter, fangrupper, initiativer eller lignende i Brøndby?

Mit forhold til klubben begyndte for alvor i 2004, hvor jeg fik mit første sæsonkort. Siden da har jeg været fast inventar på Brøndby Stadion sammen med min far og min lillebror. På den måde har Brøndby IF fyldt rigtig meget i både min barndom, ungdom og nu i mit voksenliv.

Sidste år var jeg med til at starte BrøndbyDamer, hvor jeg i dag er bestyrelsesmedlem. Projektet har til formål at få flere kvinder på stadion og samtidig danne rammen for et fedt, kvindeligt Brøndby-fællesskab. Det giver mig enormt meget at være en del af et bredt fællesskab, der rummer og spejler mange forskellige kvinder.

Hvordan ser den perfekte værdiaftale med GFH ud i dine øjne?

Den perfekte værdiaftale handler grundlæggende om, at Brøndby IF bliver sat forrest i alle henseender.

I den perfekte aftale skal de håndfaste værdier, såsom farver, logo, navn og stadion naturligvis bevares. Men hvis en aftale skal give mening for mig, så handler det om mere end blot det. En perfekt aftale skal i høj grad også rumme de værdier, som er uskrevne, men essentielle. For eksempel mange af de pointer, som blev fremhævet på stormødet i januar og til værdiaftenerne hen over efteråret – værdier, som vi fans tillægger klubben, og som vi kan spejle os i.

Udover værdiaftalen, hvad bør så være Fanafdelingens vigtigste prioriteter på kort og lang sigt?

Fanafdelingen er noget helt særligt, og den afspejler noget unikt, som ikke ses mange andre steder. Foreningen har i dag omkring 2000 medlemmer, og for mig at se skal det være en prioritet at komme til at dække en endnu større og bredere fanscene på længere sigt.

Derudover mener jeg, at de velgørende formål, som Fanafdelingen arbejder med, skal forblive en prioritet. De værdier, som Brøndby IF står på, er værdier, som blandt andet baserer sig på, at Brøndby ligger på Vestegnen. For mig er det derfor vigtigt, at Brøndby IF bliver ved med at give noget igen lokalt og derigennem støtter de mennesker på Vestegnen, som har brug for det.

Til sidst er det vigtigt, at Fanafdelingen bliver ved med at arbejde som et samlende organ, der samler fans på tværs af holdninger, og som minder os om, at selvom der er områder, der splitter os, så er der endnu mere, vi er fælles om.

Hvad er dine ”mærkesager”, og hvad kan du bringe til bestyrelsen?

Hvis jeg bliver valgt ind i Fanafdelingen, så vil jeg først og fremmest være helt vildt beæret over at sidde i bestyrelsen for en så vigtig forening. 2000 medlemmer i en fanforening er vildt mange! Samtidig efterlader det et stort potentiale til, at vi kan få endnu flere med i fællesskabet. Jo flere medlemmer, jo større en stemme har Fanafdelingen. Til det arbejde kan jeg bruge mine erfaringer fra mit job, hvor jeg er vant til at motivere frivillige.

Som tidligere nævnt er jeg bestyrelsesmedlem i BrøndbyDamer, og derfor banker mit Brøndbyhjerte naturligvis for kvinder, der elsker fodbold. Hvis jeg bliver valgt ind, vil jeg arbejde for at give kvinder en større stemme og mere synlighed i det brede fanfællesskab.


Du kan følge Sara på Twitter her

Du kan se den fulde dagsorden til generalforsamlingen i Fanafdelingen her.

Er du ikke allerede medlem af Fanafdelingen, kan du blive medlem her.

Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments