Stemningen var høj på Vestegnen den 28. april 1993. Brøndby havde tre dage forinden smadret fck med 4-0 i Parken og havde dermed momentum i mesterskabskampen. På den anden side af jorden skete der dog den dag en af fodboldhistoriens værste ulykker, hvilket skulle få stor indflydelse for Brøndby IF også.
I Afrika var det zambiske landshold på vej til en VM-kvalifikationskamp på udebane imod Senegal. Zambierne var på dette tidspunkt et fremadstormende og talentfuld landshold, der tre år forinden havde vundet bronze ved de afrikanske mesterskaber og nu kæmpede for at kvalificere sig til VM for første gang.
Kort efter en mellemlanding i Gabons hovedstad, Libreville, styrtede militærflyet, der bar landsholdet dog ned. Alle 30 personer, der var ombord, heriblandt 18 spillere og to trænere, omkom.
– Jeg husker ulykken, som var det i går, fortæller den tidligere zambiske landsholdsanfører og Brøndby-spiller Chris Katongo til VilfortPark.dk.
– Jeg var ung dengang, og da vi hørte om landsholdet, blev min landsby helt stille og skolerne lukkede. Hele nationen var i chok, fordi vi havde så meget tiltro til dem, og det knuste vores hjerter. Jeg var en lovende fodboldspiller, og de var mine ikoner, så jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg var forvirret og knust, husker Katongo, der var ti år gammel, da ulykken skete.
– Landsholdet var Zambias drømmehold. Det var et stærkt hold med meget talentfulde spillere. Det var en af grundene til, at jeg selv arbejdede ekstra hårdt i min fodboldkarriere, da jeg ville spille for landsholdet. Det var min drøm. Så da det forsvandt, blev mange ting ødelagt for unge spillere som jeg selv, fortæller angriberen, der scorede ti Superliga-mål for Brøndby.
Med et blev landsholdet knust, og den fattige nation stod nu tilbage med knuste drømme. Det zambiske fodboldforbund sendte et internationalt nødråb ud om hjælp med at genopbygge holdet, og det blev hørt på Vestegnen.
I Danmark sad Claus Rode Jensen som direktør for Divisionsforeningen, og han var en mand med kontakterne i orden i de danske ministerier. Rode Jensen hørte den ulykkelige historie gennem sine kontakter i udenrigs -og udviklingsministerierne og besluttede sig for at gøre noget.
I samarbejde med Per Bjerregaard, Brøndbys daværende direktør, og det danske udviklingsministerium inviterede han det zambiske fodboldforbund til at sende et nyt landshold til Brøndby på træningslejr. En invitation, som zambierne hurtigt takkede ja til, og få uger senere stod der et nyt landshold i Brøndby.
Her blev Roald Poulsen udvalgt til at være midlertidig cheftræner, mens Brøndbys holdleder, Emil Bakkendorf, blev udvalgt til at stå for det administrative på turen.
– Da landsholdet styrtede ned, var der en assistenttræner, der overlevede, fortæller Bakkendorf til VilfortPark.dk.
– Han udtog så den trup, der kom til Danmark. Min andel var at stå for alt omkring hoteller, rejser, tøj, afvikling af kampe, og så havde Roald Poulsen trænergerningen.
Træningslejren i Danmark var planlagt til seks uger, og det var en stor opgave at genopbygge landsholdet. I modsætning til flere af de afdøde spillere, der spillede i Europa, bestod det ”nye” landshold udelukkende af spillere fra de afrikanske ligaer, hvor flere af dem ikke var fuldtidsprofessionelle.
– Det er skønt at leve som fuldtids-professionel. Det er det, vi gerne vil, men i Zambia mangler vi faciliteterne til det, fortalte Aggrey Chiyangi for eksempel til Politiken efter, at holdet ankom til Danmark.
Chiyangi, der i alt nåede 28 landskampe for Zambia og senere blev landstræner i en kort periode, arbejdede på det tidspunkt som kontorassistent ved siden af fodbolden.
Netop holdopbygningen var vigtig for duoen bestående af Bakkendorf og Poulsen. Udover to daglige træningssessioner i Brøndby, skulle spillernes selvtillid, holdånd og disciplin også bygges op.
– Det lykkedes os at få dem til at forstå, at hvis de ikke stod sammen og blev en enhed, så ville de heller ikke kunne forvente, at de kunne komme tilbage og lave et nyt landshold, husker Bakkendorf.
– Spillerne var taknemmelige og utrolig glade. Mange af dem var ydmyge, forstået på den måde, at de godt var klar over, at de var næstbedst. De følte, at de havde en stor opgave, som de skulle prøve at løse, erindrer den mangeårige Brøndby-mand.
Før zambierne for alvor kunne komme i gang med opholdet, var der dog nogle forhindringer, der skulle overvindes. Den afrikanske delegation var nemlig kommet til Danmark uden nogle former for udstyr. Derfor måtte Bakkendorf afsted for at købe alt fra undertøj til dagligdagstøj og fodboldtøj til spillerne. Igen med hjælp fra Claus Rode Jensen og hans kontakter.
På daværende tidspunkt havde Brøndby allerede haft en stor afrikansk succes i den nigerianske forsvarsspiller Uche Okechukwu, så Bakkendorf og Bjerregaard havde forudset nogle af de potentielle problemer, zambierne kunne støde på.
– Vi forudsagde, at de ville komme med ingenting til en helt anden kultur, og hvis vi skulle opbygge et hold, så skulle vi være lidt brutale og sige; ”i skal have det her udstyr”. Da vi havde fået det på plads, kunne vi gå i gang med træningen, og så skred det stille og roligt fremad.
Udenrigsministeriet bevilgede i alt 2,5 millioner kroner til zambiernes træningslejr i Danmark. Udover udstyr, kost og logi gik pengene også til at arrangere træningskampe imod kompetente modstandere, og undervejs formåede de blandt andet at spille 3-3 med Brøndbys reservehold.
Opholdet var planlagt til seks uger i alt, men da det afrikanske fodboldforbund nægtede at udskyde en kvalifikationskamp imod Marokko, måtte zambierne rejse hjem efter fire uger.
Roald Poulsen og Emil Bakkendorf rejste med holdet for at guide holdet frem til den vigtige kvalifikationskamp og det nye landsholds debut. Her blev de sammen med holdet modtaget som helte og med store forventninger.
– Alle følte stor taknemmelighed for det Danmark, personificeret ved os, havde gjort. Ordet ’tabe’ lå slet ikke i zambiernes mund. De var sikre på, at vi danskere havde skabt et fantastisk fodboldhold, husker Bakkendorf om ankomsten til landet i det sydlige Afrika.
Før kampen imod Marokko nåede landsholdet at besøge Zambias præsident, så han personligt kunne ønske dem held og lykke. Selvsamme præsident fik også kampen udskudt et par timer, da han skulle køre en æresrunde på stadion i sin åbne vogn før kampstart.
Foran et proppet stadion formåede Zambia at sikre en sensationel 2-1-sejr, hvilket skabte eufori i landet. Efter blot fire uger i Brøndby var de semiprofessionelle zambiere blevet så stærkt et kollektiv, at de kunne slå et af kontinentets stærkeste mandskaber.
Og Brøndbys hjælp til landet, da nøden var størst, blev ikke glemt. Det var en af grundene til, at Chris Katongo valgte at skifte til Brøndby i 2007 på trods af interesse fra flere andre europæiske klubber.
– Det betød meget for mig, og Brøndby føltes som et hjem. Derfor gav jeg altid alt, jeg havde på og udenfor banen. At spille for Brøndby var en oplevelse, jeg vil sætte pris på i hele mit liv.
Og netop Katongo var den altoverskyggende skikkelse, da Zambias landshold blev definitivt genrejst efter den forfærdelige ulykke.
Han var anfører for det zambiske landshold, der i 2012 vandt de afrikanske mesterskaber. Finalen, hvor Katongo scorede i straffekonkurrencen imod Elfenbenskysten, blev spillet i selvsamme Libreville i Gabon, hvor ulykken i 1993 fandt sted. Symbolikken kunne nærmest ikke være større.
– Det var en stor sejr for mig personligt, men en meget større bedrift for hele nationen, da det var opfyldelsen af det mål, vores omkomne helte satte for sig. At være den første anfører, der løftede pokalen for mit land, var det største øjeblik i hele min fodboldkarriere.
En bedrift som blev bygget på et fundament, som Brøndby var med til at lægge, da det så allersortest ud.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.