Narteys flotte udvikling krones af prisen som Årets spiller i Brøndby

Noah Nartey er netop blevet kåret til Årets spiller i Brøndby 2025. Vi ser nærmere på den unge midtbanespillers udvikling gennem det seneste år.

Noah Nartey fejrer mål imod AGF i Superligaen
Foto: Michael Walker Jørgensen/VilfortPark.dk

Ved den årlige vinterfest i Brøndby IF skrev Noah Nartey sig ind i klubbens stolte historie, da klubbens mange frivillige valgte ham som Årets spiller i Brøndby. Dermed bliver den unge midtbanespillers navn tilføjet til en liste overspillere, der tæller nogle af klubbens største profiler nogensinde som Michael Laudrup, Peter Schmeichel, Bjarne Jensen, Per Nielsen og Johan Elmander. Nartey er i øvrigt den yngste spiller til at vinde prisen siden netop Laudrup i 1982.

For Nartey var kåringen kulminationen på et flot år, hvor han har taget store udviklingsmæssige skridt fremad. Det har været et år, hvor han har taget skridtet fra en talentfuld, men ustabil, midtbanespiller til en regulær stjerne i Superligaen og en af Brøndbys vigtigste spillere under Steve Cooper.

20-årige Nartey bliver samtidig den 11. spiller, der har taget turen fra ungdomsfodbold i Brøndby til førsteholdet og senere kan kalde sig Årets spiller uden ophold i andre klubber. Titlen er således også en sejr for Masterclass, der ser sin anden alumne vinde prisen indenfor de seneste fire år, da Mads Hermansen løb med titlen i 2022.

Fra Masterclass til Årets spiller:

Disse spillere har taget turen direkte fra Brøndbys ungdomsafdeling til titlen som Årets spiller:

  • Ole Østergaard (1981)
  • John Widell (1983)
  • Bjarne Jensen (1984)
  • Claus Nielsen (1985)
  • Kim Daugaard (1998)
  • Dan Anton Johansen (2000)
  • Per Nielsen (2003 og 2006)
  • Mike Jensen (2012)
  • Riza Durmisi (2015)
  • Mads Hermansen (2022)
  • Noah Nartey (2025)

Listen tæller kun spillere, der tog turen direkte fra ungdomsfodbold i Brøndby til førsteholdet uden ophold i andre klubber. Derfor er Andreas Maxsø, Michael Krohn-Dehli og Stephan Andersen ikke på listen selvom, at de alle både spillede ungdomsfodbold i Brøndby og vandt Årets spiller i løbet af deres karrierer.

Narteys udvikling har taget kvantespring

Noah Nartey begyndte at spille fast i forrige sæson, hvor både Jesper Sørensen og Frederik Birk brugte ham i en tilbagetrukket rolle på den centrale midtbane. Her fungerede han som en dynamisk felt-til-felt-midtbanespiller med opgaver i begge ender af banen.

Noah Nartey fejrer scoring imod AGF
Noah Nartey fejrer et mål imod AGF i Superligaen. Foto: Michael Walker Jørgensen/VilfortPark.dk

Selvom Nartey flere gange viste prøver på sine fremragende tekniske evner, befandt han sig sjældent i farlige positioner omkring modstandernes felt. Hans offensive output var derfor også begrænset med blot tre mål og fem oplæg i Superligaen.

Det var derudover tydeligt, at Nartey skulle bruge tid til at vænne sig til seniorfodbold. Han havde problemer med boldtab, hvilket blandt andet kostede dyrt i 2-3-nederlaget til Legia Warszawa på hjemmebane i Conference League-kvalifikationen.

Skønhedsfejlene er blevet udryddet i denne sæson, hvis man ser bort fra det hovedrystende røde kort forleden imod FC Fredericia. Cooper har for alvor formået at forløse Narteys enorme talent, hvilket tydeligt ses på midtbanespillerens produktion.

Per 90 minutter25/2624/25
Mål0,310,15
xG0,150,13
xA0,20,16
Chancer skabt2,82,2
Berøringer i modstandernes felt3,892,56
Boldtab1,632,35
Vundne frispark1,871,13
Tilbageerobringer7,315,78
Erobringer på sidste tredjedel1,790,41

Det ses tydeligt, at Nartey er blevet en markant farligere spiller end i fjor. Det helt simple er, at han scorer flere mål og lægger op til flere og bedre chancer.

Hvis man går et spadestik dybere, kan man også se, at han taber bolden sjældnere og generelt er markant mere involveret i det farlige spil i modstandernes straffesparksfelt. Derudover er han en vigtig bidragsyder i vores genpres, hvor han nu er mere aggressiv i sit pres og derfor også erobrer flere bolde i farlige områder på modstandernes banehalvdel.

Netop Narteys eksplosive udvikling igennem de sidste par måneder er også grunden til, at Brøndby-fans er desperate efter at forlænge hans kontrakt, der udløber i sommeren 2027. Midtbanespilleren besidder dog også alle de evner, der, qua hans alder, gør ham til en attraktiv spiller på det internationale transfermarked, hvor hans salgspris kan gøre ham til et af klubbens dyreste salg nogensinde.

Fortjente Nartey titlen som Årets spiller, eller havde du foretrukket en anden spiller? Del din holdning i kommentarfeltet forneden.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments