Horsens – Brøndby karakterer: Frøkjær fik hovedrollen i sejr

Vi ser nærmere på Brøndbys 2-0-sejr i Horsens og uddeler velfortjente karakterer til de sejrende Brøndby-spillere.

Mads Frøkjær for Brøndby
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Brøndby hev endnu en sejr i land, da vi søndag aften slog AC Horsens med 2-0 på udebane. Sejren bragte Brøndby op på førstepladsen i Superligaen, men dog med en kamp spillet mere end de tophold, der konkurrerer i europæisk fodbold.

Brøndbys sejr blev grundlagt i første halvleg på et mål af Marcus Younis, hans første for klubben, og den var aldrig for alvor i fare. Alligevel forlod man kampen med en lidt blandet smag i munden.

Thomas Nørgaards udvalgte, der blandt andet talte en startdebut til Oskar Fenger, gjorde nemlig ikke væsen af sig rent offensivt. Det blev blot til to afslutninger inden for rammen og en samlet xG på sølle 0,63. Horsens endte endda med højere boldbesiddelse end Brøndby.

Defensivt stod Brøndby til gengæld godt, og Horsens kom ikke frem til særlig meget.

Vi giver her vores bud på, hvordan Brøndby-spillerne præsterede i sejren. Vi giver karakterer fra 1-10, hvor ettallet gives for en helt igennem håbløs præstation, mens titallet gives for en kamp i verdensklasse. Fem er en kamp på det jævne.

Alle spillere med mindst 30 minutters spilletid får en karakter.

Horsens – Brøndby (9/8-2026)

0-1: Marcus Younis
0-2: Mikkel Kupijbida (selvmål)

Startopstilling: Pentz – Köhlert, Binks, Vanlerberghe, Villadsen (Canut) – Ejdum (Wass), Slisz – Bundgaard (Ambæk), Frøkjær, Younis (Hyseni) – Fenger (Mortensen)

Patrick Pentz – 7

Den østrigske målmand leverede en fejlfri indsats i buret, og han blev belønnet for sin indsats med sit anden clean sheet i træk. Pentz havde tre redninger i kampen, og han havde flere fine aktioner som såkaldt sweeper keeper også. Derudover var hans deltagelse i pasningsspillet endnu en gang fejlfri. Han er vendt tilbage fra VM i rigtig god form.

Mats Köhlert – 7

Venstrebacken spillede en af sine bedste kampe i lang tid. Han var som altid dejligt involveret rent offensivt med sine aggressive løb. Hans oplæg til 1-0-målet var naturligvis kampens højdepunkt for tyskeren. Han havde derudover også en enkelt afslutning uden for feltet, og han var sikker i pasningsspillet.

Luis Binks – 6

Luis Binks var på en relativt nem opgave søndag, og han udførte den fint. Da det endelig brændte på i anden halvleg, spillede han en en-imod-to situation klogt og fik presset Horsens til en dårlig afslutning, som Pentz nemt kunne redde. Han var sikker med bolden, og anføreren tog sig af Horsens’ angreb på en måde, der skabte ro blandt medspillerne.

Jordi Vanlerberghe – 5

Binks’ makker leverede også en solid præstation. Jordi Vanlerberghe var dog ved at komme i problemer en enkelt gang, hvilket trækker en smule ned. Derudover manglede han skarphed på sine lange bolde, hvor han lidt for ofte endte med at smide bolden unødvendigt væk.

Oliver Villadsen – 7

I højre side af forsvaret fulgte Oliver Villadsen op på sidste uges gode indsats imod Viborg med endnu en stærk præstation. Han var påpasselig defensivt og kom i flere farlige offensive aktioner også. Det var et indlæg fra netop Villadsen, der førte til selvmålet ved 2-0. Man kan derfor, med lidt god vilje, tilskrive ham et oplæg, der dog ikke vil komme i de officielle statistikker.

Bartosz Slisz – 6

Bartosz Slisz er ved at udvikle sig til en af Superligaens allerdygtigste centrale midtbanespillere. Søndag havde han endnu en god kamp. Han var en smule mere usynlig end normalt, men han var god i opspillet, og han vandt sine dueller på midtbanen.

Max Ejdum – 6

Den anden centrale midtbanespiller, Max Ejdum, havde også en god kamp imod Horsens. Han var lidt mindre involveret end Slisz, men man begynder mere og mere at kunne se potentialet i deres makkerpar. Ejdum er selvfølgelig den mere offensive af de to, og han var igen involveret i meget af opspillet søndag.

Mads Frøkjær – 8

Den tidligere Preston North End-spiller har ikke fået en nem start på sæsonen, men han var fremragende imod Horsens. Han var involveret i begge Brøndbys mål, hvor han havde tredjesidste fod på bolden. Ved begge mål spillede han backerne helt fri til de indlæg, der førte til målene.

Især 1-0-målet skal han have ros for. Her leverede Frøkjær nogle fikse driblinger på kanten af feltet, inden han fandt Köhlert på fløjen. I alt skabte han tre chancer, hvilket var flere end nogen anden spiller i kampen.

Marcus Younis – 6

Efter en svag indsats i sidste uge kom australieren i den grad igen imod Horsens. Han scorede sit første mål for Brøndby på et flot hovedstød, og det var bestemt fortjent, at han fik hul på bylden.

Man kunne dog godt ønske sig, at Younis finder en måde at blive mere involveret i kampene. Han er farlig med bolden ved sine fødder, men han skal mere i aktion. Han havde kun 25 berøringer i hele kampen.

Filip Bundgaard – 4

For tredje uge i træk spiller venstrefløjen sig til et firetal. Endnu en gang var Filip Bundgaard alt for usynlig. Når han endelig kom frem til afslutninger, manglede de kvalitet. Han ligner en mand, der har mistet den smule selvtillid, han fandt i slutningen af sidste sæsonen.

Bundgaard skal op i et helt andet gear, hvis han skal holde sin plads i startopstillingen.

Oskar Fenger – 4

Den unge angriber var Thomas Nørgaards kanin i hatten, da han startede inde for første gang. Oskar Fenger var sølle seks millimeter fra at score sit første mål, men han var som bekendt i offside. Det var ellers en flot afslutning, angriberen diskede op med.

Det annullerede mål var desværre det eneste vi rigtig så til Fenger i første halvleg. Han havde blot otte berøringer og ingen i modstandernes målfelt. Han skal dog have ros for at arbejde fint i presset.

Patrick Mortensen – 4

Den erfarne angriber erstattede Fenger i pausen og spillede altså de sidste 45 minutter som frontløber. For Patrick Mortensen blev det til endnu en kamp for Brøndby uden det helt store aftryk. Han fik dog presset Mikkel Kupijbida til at lave selvmål ved 2-0-målet.

Derudover var Mortensen igen en vigtig mand på de defensive dødbolde. Hele fem gange fik han clearet bolden fra Brøndbys felt.

Uden for bedømmelse:

  • Jacob Ambæk (indskiftet i det 63. minut)
  • Olti Hyseni (indskiftet i det 63. minut)
  • Raphael Canut (indskiftet i det 80. minut)
  • Daniel Wass (indskiftet i det 84. minut)

Gennemsnitskarakter: 5,83

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
2 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Rasmus
Rasmus
19 hours ago

Jeg synes Mortensen spiller noget bedre end den karakter. Indgår med tyngde i opspillet, vinder dueller i begge ender og skaber plads til sine holdkammerater. Kvalitetsspiller til trods for sin alder

Søren
Søren
6 hours ago

Meget enig i de karakter der er givet.
Jeg synes det er dejligt vi har et stærkt hold med en stærk bænk.
Jeg håber I til vinter og næste sommer vil lave en oversigt over gennemsnits karakteren for holdet løbende og hele sæsonen. Måske opdele det på pokalen og sæsonen. Derudover en oversigt over hvor mange kampe hver spiller har spillet, deres gennemsnits karakter samt højste og laveste scorer.
Kunne det give mening at give kampens spiller til en spiller retrospektivt for de tre første kampe plus gøre det fremadrettet for at se når sæsonen er slut hvem der er blevet kampens spiller flest gange?

Mvh,
Søren