Seks måneder i FC Emmen: Lokal ekspert leverer dom over Lukas Larsen

19-årige Lukas Larsen har i efteråret været udlejet til hollandske FC Emmen. Vi har snakket med en lokal sportsjournalist, der fortæller om, hvordan den unge venstreback gjorde det i efteråret.

Sydsiden under en kamp mellem Brøndby og Viborg i Superligaen
Foto: Flemming Ahrens/VilfortPark.dk

Da Lukas Larsen i sommers drog til FC Emmen på udleje, var det med håb om at få en masse spilletid og på den måde spille sig tættere på Brøndbys førstehold.

Den første del af den opgave er den 19-årige venstreback godt i gang med at løse, da han netop har færdiggjort den første halvdel af sit udlån. I efteråret blev det til hele 1.760 minutters førsteholdsfodbold fordelt på 22 kampe. Kun Emmens topscorer, Romano Postema, og førstemålmand, Unbehaun Luca, har fået mere spilletid end det tidligere Masterclass-talent.

Efter vinterpausen skal Larsen forsøge at bygge ovenpå sit fine efterår, og så bliver det store spørgsmål, hvilken tilstand han vender hjem til Brøndby IF i til sommer.

Statistik for Lukas Larsens efterår:

Kampe: 22
Minutter: 1.760
Mål: 2
Oplæg: 3
Gule kort: 5
Røde kort: 0
Skabte målchancer: 24
Tacklinger: 31
Bolderobringer: 13
Tilbageerobringer: 91

Vigtige bidrag imod rækkens stærkeste hold

FC Emmen, der spiller i Hollands næstbedste række, Eerste Divisie, rykkede ud af Æresdivisionen i 2024 og sluttede nummer syv i seneste sæson. I sommer ansatte klubben den tidligere Masterclass-træner Menno van Dam som cheftræner, og han fik til opgave at bringe Emmen tilbage i det gode selskab.

Lukas Larsen har været en vigtig brik i den forbindelse, og han bidrog positivt i efteråret. Det fortæller sportsjournalist Riepko Buikema, der dækker FC Emmen tæt for lokalavisen Dagblad van het Noorden til VilfortPark.dk.

”Han har gjort det rigtig godt. Larsen er startet inde i alle kampene indtil videre, da FC Emmen ikke rigtig har en backup til ham for at være ærlig.”

I et interview med Bold.dk fortalte Lukas Larsen forleden, at hans største udfordring er at skulle klare sig fuldstændig på egen hånd. Netop udfordringen med at stå på egne ben har Buikema også lagt mærke til for den unge venstreback.

”Han er ung, og for første gang bor han alene i et fremmed land og spiller for en ny klub. Når man husker på det, så har hans præstationer været gode men med plads til forbedringer selvfølgelig.”

Det tog dog lidt tid før, at tingene begyndte at falde på plads for Larsen og van Dam. Emmen fik nemlig en katastrofal start på sæsonen, da de tabte de første tre kampe. Undervejs lavede Larsen flere fejl, og sammen med sin backkollega, Daniel Beukers, blev han gjort til syndebuk for de skuffende resultater.

”I starten af sæsonen kaldte vi de to startende backs, Larsen og Beukers, for holdets akilleshæl. Men han har forbedret sig meget og beholdt sin plads i startopstillingen.”

”Hans bedste kamp var på udebane imod Cambuur, der er et af de bedste hold i ligaen. Van Dam valgte at spille 5-3-2 med Larsen som den venstre wingback. Han var fantastisk – især i den angribende del af spillet. Han var stærk, hurtig og målrettet. Han skabte et par gode chancer,” fortæller Buikema om efterårets højdepunkt for Brøndby-spilleren.

”Hans mål imod De Graafschap, et virkelig flot hovedstød, og hans seneste imod Helmond Sport fortjener også meget ros.”

Målet imod De Graafschaap kom i femte spillerunde, og det var med til at vende sæsonen og skabe momentum for både Emmen og Larsen.

Kampene imod henholdsvis nummer to, Cambuur, og nummer tre, De Graafschaap, beviste derudover, at Lukas Larsen sagtens kan spille med og udfordre selv de stærkeste hold i Eerste Divisie.

Der er dog også ting den unge back skal forbedre for at tage skridtet op til næste niveau.

”Larsen har svært ved at forsvare i en-mod-en-situationer. Ifølge van Dam er det ikke noget, han er vant til at gøre,” forklarer Buikema om venstrebackens største svaghed.

Hvad venter i foråret?

I efteråret har Menno van Dam skiftet mellem 4-3-3 og 5-3-2 alt efter, hvilke udfordringer den individuelle kamp bød på. Lukas Larsen har derfor spillet både som back og som wingback. I en enkelt kamp testede van Dam ham endda af som venstre angriber uden den store succes.

Det er blevet til to mål og tre oplæg for Larsen, hvis kontrakt med Brøndby blev forlænget i sommers, så den nu løber indtil sommeren 2027. Og det virker som en fornuftig beslutning, hvis man skal tro Buikema, der har dækket samtlige af Emmens kampe fra stadion i år.

”Jeg synes, at han forbedrer sig. Men, og det er tilfældet med hele FC Emmen, der har været både højdepunkter og nedture. Truppen er ung og uerfaren, og forsvaret er den mest skrøbelige enhed på holdet. Jeg har dog virkelig nydt hans offensive løb på kanten indtil videre,”

Det forventes, at Lukas Larsen stadig får masser af spilletid i foråret, men hans arbejdsbetingelser kan blive forværret i januar. Der er nemlig snak om, at FC Emmen måske sælger anføreren Pascal Mulder, der styrer det centrale forsvar på højt niveau. Hvis han skifter til en større adresse, får van Dam en stor opgave med at skulle stabilisere defensiven igen.

Selvom Brøndbys unge udsendte back klarer sig flot i Holland, vokser træerne dog ikke ind i skyerne. Hvis man som fan håber, at han er klar til at afløse Mats Köhlert på backen i næste sæson, så må man nok tro om igen. I hvert fald ifølge Buikema.

”Jeg holder med SC Heerenveen, så jeg har set Mats Köhlert i et par sæsoner. Lige nu vil jeg sige, at næste sæson vil være for tidligt for Larsen at kæmpe med om en startplads for Brøndby. Han har heller ikke været udtaget til ungdomslandsholdene på det seneste,” argumenterer Emmen-eksperten.

”Det er svært at forudsige fremtiden, men i øjeblikket tror jeg heller ikke, at Larsen vil være god nok til at spille i Eredivisie næste sæson,” konkluderer Riepko Buikema.

Tror du, at Brøndby har en kommende profil i Lukas Larsen? Del din holdning i kommentarfeltet forneden.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
1 Comment
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments
Kim
Kim
20 days ago

Tak for en spændende status.