I starten af 1990’erne spillede den nigerianske forsvarsspiller Uche Okechukwu sig ind i Brøndby-fansenes hjerter med præcise tacklinger og hårdt arbejde. Han gjorde det så godt, at han i 1990 sikrede sig en plads på Wall of Honour som den første udlænding nogensinde.
Nu kan en ny nigerianer være på vej til Vestegnen i form af 17-årige Mohamed Rawa. Den unge midtbanespiller prøvetræner i disse dage med U19-holdet i Masterclass, og ifølge Tipsbladet er Brøndby allerede blevet enig med Rawas nigerianske klub, Beyond Limits, om en købspris på 200.000 euro, cirka 1,5 millioner kroner.
Rawa, der spiller på den centrale midtbane, har på trods af sin unge alder allerede spillet to U20-landskampe for Nigeria, og kan underskrive en permanent kontrakt med Brøndby i oktober, når han fylder 18 år.
Navn: Mohamed Rawa
Fødselsdag: 28. oktober 2007 (17 år)
Nationalitet: Nigerianer
Position: Central midtbanespiller
Tidligere klubber: Beyond Limits
Landskampe: 2 kampe for Nigeria U20
Fra nigeriansk topakademi til Vestegnen
Rawas prøvetræning varer to uger. Det fortalte Mikkel Ruhoff fra agentfirmaet U1U Group, der har faciliteret prøvetræningen til 3point.dk tidligere på ugen. Det var samme agentur, der i sommer skaffede fløjspilleren Musa Akinfenwa til prøvetræning på Vestegnen.

Hvis midtbanespilleren ender med at skifte til Vestegnen, kan de gul-blå Brøndby-fans også godt tillade sig at have høje forventninger. Det fortæller den nigerianske journalist og talentspejder Samuel Areo, der dækker nigeriansk ungdomsfodbold for ACL Sports, til VilfortPark.dk.
”Han er en talentfuld fyr, som jeg har fulgt i omkring to år nu. Han er en veluddannet knægt, ret ydmyg og meget passioneret.”
”Han er en venstrebenet central midtbanespiller, der også kan spille defensiv midtbanespiller. Han har et fremragende afleveringsregister og tekniske egenskaber.”
”Han er ikke bange for at gå ind i tacklinger. Han kan være en hård spiller nogle gange, men han er altid villig til at tage en for holdet,” forklarer Areo.
Han fortæller også, at Granit Xhaka, der tidligere har spillet for både Arsenal og Bayer Leverkusen, er den midtbanespiller, der minder ham mest om Rawa. Med andre ord er han en kontrollerende midtbanespiller, der kan bidrage i begge ender af banen grundet godt overblik og teknik, men også en spiller, der ikke er bange for at tackle igennem og rydde op.
Rawas personlighed får også roser med på vejen.
”Han er en fyr, der opfører sig ordentligt. Han kommer fra et velrenommeret akademi, der går op i at opdrage sine spillere med de rigtige værdier.”
”Hvis man skal nævne en svaghed, så kan hans passion på banen nogle gange blive misfortolket som vrede. Han kommer også nogle gange til at tage øjnene væk fra bolden.”
Beyond Limits har i løbet af de seneste år udviklet flere spillere, der har nået europæiske topklubber. Blandt de mest succesfulde er Ebenezer Akinsanmiro, der er udlejet til Pisa fra Inter og Shola Ogundana fra Dynamo Kyiv.
Akademiets hold har også bevist deres værd på de største scener i ungdomsfodbolden. I 2024 blev Beyond Limits den første afrikanske klub til at vinde den italienske ungdomsturnering Torneo di Viareggio, der regnes som en af verdens mest prestigefyldte ungdomsturneringer, imens de også er regerende mestre i U17-udgaven af den svenske Gothia Cup, der er verdens største ungdomsturnering målt på deltagende hold. Undervejs i Gothia Cup slog de blandt andet FC Nordsjællands ghanesiske søsterklub, Right to Dream, i en kamp, hvor Rawa blev matchvinder.
De gode præstationer i internationale turneringer har også skaffet Rawa mange bejlere. Tidligere på året var han på prøvetræning i Anderlecht. Han kunne dog ikke blive enig med klubben om en kontrakt. Det kan nu komme Brøndby til gode. Ifølge Samuel Areo har Rawa nemlig, hvad der skal til for at gå hele vejen.
”Han har alt, hvad der skal til for at nå højeste niveau på sin position,” afslutter talentspejderen nemlig sin beskrivelse af Brøndbys potentielt nyeste nigerianer.
VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på X, Facebook, YouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
