Forventningerne var store, da Anis Ben Slimane bragede ind i Superligaen i foråret 2020. Han blev fast mand for Brøndby på nærmest rekordtid, og flere storklubber scoutede ham efter sigende. Sidenhen fes lidt af luften ud af ballonen, og den 22-årige midtbanespiller er nu fortid på Vestegnen.
Slimane har skrevet under med Premier League-klubben Sheffield United i Brøndbys første større salg denne sommer. Salgsprisen såvel som signalværdien er allerede blevet debatteret hyppigt blandt fans på sociale medier. Her er alt, du skal vide om Slimane-salget:
- Slimane nåede 103 Superliga-kampe for Brøndby
- Han huskes bedst for at score i guldkampen imod FC Nordsjælland i mesterskabssæsonen
- Slimane startede inde i to kampe ved VM for Tunesien
- Hans kontrakt med Brøndby løb indtil sommeren 2024
- Han mistede sin startplads i sidste sæson, hvor han blot spillede 1305 Superliga-minutter
- Salgsprisen lander på 9-20 mio. kr. ifølge danske og engelske medier
Daniel Agger (Liverpool) – 65 mio. kr.
Jesper Lindstrøm (Eintracht Frankfurt) – 52 mio. kr.
Ebbe Sand (Schalke 04) – 38 mio. kr.
Johan Elmander (Toulouse) – 37 mio. kr.
Thomas Kahlenberg (Auxerre) – 37 mio. kr.
Morten Frendrup (Genoa) – 28 mio. kr.
Christian Nørgaard (Fiorentina) – 26 mio. kr.
Frederik Rønnow (Eintracht Frankfurt) – 21 mio. kr.
Hany Mukhtar (Nashville) – 19 mio. kr.
Mikael Uhre (Philadelphia Union) – 18 mio. kr.
*Alle salgssummer er fra Transfermarkt
Er Slimane-salget godt for Brøndby?
Brøndbys salg af Anis Ben Slimane til Premier League-klubben Sheffield United kan præsenteres som en sand solstråle historie. Det er fortællingen om en ung spiller, der repræsenterede klubben som ungdomsspiller, og som efter en omtumlet tilværelse som teenager, vendte tilbage til Vestegnen og brød igennem. Her opnåede han 103 Superliga-kampe, scorede målet, der sikrede mesterskabet i 2021 og var med til både de afrikanske mesterskaber og verdensmesterskabet for sit landshold før, at han blev solgt til verdens bedste liga.
TILBAGEBLIK: Da Paludan-angreb på Slimane skabte tunesisk spamangreb på Brøndby
Historien om Slimane kan dog også præsenteres lige modsat. Det kan være historien om en ung spiller, der på trods af et uomtvisteligt stort talent aldrig for alvor brød igennem eller blev fast på holdet. En ung spiller med attitudeproblemer, hvilket har skabt uro og gjort gennembruddet sværere.
Sandheden er nok i sidste ende et sted i midten mellem de to yderpoler. Uanset hvad må Slimane betegnes som en god case for klubben.
Han kom til Brøndby fra AB som 18-årig, og nu bliver han solgt videre for et tocifret millionbeløb. Medier i Danmark og England har meldt en salgspris på mellem ni millioner og 20 millioner kroner. Det tyder på, at Brøndby har lækket en salgspris, der er inklusiv diverse klausuler imens, at den engelske pris i den lavere ende formentlig dækker over det kontante beløb, Brøndby er sikre på at modtage uden klausuler oveni.
En sådan salgspris ér en succeshistorie uanset, hvilken ende af skalaen beløbet ender på i sidste ende. Brøndbys problemer med at tjene penge på spillersalg er velkendt, men at Carsten V. Jensen formentlig lander et tocifret millionbeløb plus en videresalgsklausul for en reservespiller er godkendt.
Brøndby har ofte været i kontraktproblemer med unge spillere, hvilket har betydet, at hjemavlede talenter som Daniel Wass, Lebogang Phiri, Mike Jensen og Jens Stryger Larsen er gået gratis ved kontraktudløb. Det er derfor positivt, at CV her viser rettidig omhu og sikrer en transfersum for Slimane.
Når det er sagt, så er det umuligt ikke at tænke ”hvad nu hvis”, med den talentfulde midtbanespiller. Slimanes talent er uomtvisteligt stort, og det er aldrig for alvor blevet forløst i Brøndby. Med 27 landskampe og en VM-slutrunde på CV’et, kunne Slimane nemt være blevet solgt for endnu flere penge med mere stabile præstationer for Brøndby.
Hvem overtager Slimanes plads i truppen?
Den tunesiske landsholdsspiller startede kun 13 gange i den forgangne Superliga-sæson og kun to gange i foråret under Jesper Sørensen. I hans ene start blev han endda flået ud i pausen i 0-4-nederlaget til Randers FC på hjemmebane.
Det er altså ikke noget stort hul Slimane efterlader sig i truppen. Brøndby har en overflod af centrale midtbanespillere på mere eller mindre samme niveau, og han stod i sidste sæson bagerst i køen på positionen. Dansk-tuneseren har derfor længe lignet et oplagt offer for sommerens oprydning i spillertruppen.
Som det ser ud nu, starter Brøndby sæsonen med Mathias Greve, Josip Radosevic og Håkon Evjen som starterne på den centrale midtbane. Derudover råder Jesper Sørensen stadig over Joe Bell og Cappis, imens han også kan spille med Nicolai Vallys og Daniel Wass på positionen.
Det er derudover ikke utænkeligt, at CV og Global Football Holdings har fundet sig en midtbanespiller eller to, der skal ind og forstærke midtbanen.
Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub, og vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af den gule og blå familie med noget på hjertet. Du kan følge os på Twitter, Facebook, YouTube og Instagram, og på den måde sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.
Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.
Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.
Det var vel målet til 2-0 og ikke føringsmålet har scorede mod FCN.
Det har du selvfølgelig ret i! Det retter jeg med det samme.