Brøndby – Viborg optakt: Pausen kan have gavnet offensiven

I denne optakt til Brøndby – Viborg ser vi nærmere på hjemmeholdets tilstand inden søndagens Superliga-kamp. Vi giver jer de seneste nyheder fra træningsbanen, baggrund på dommeren, et bud på startopstillingen og meget andet.

Efter sidste uges pokalpause vender Superligaen endelig tilbage til Brøndby Stadion søndag aften. Her begynder sæsonens mesterskabsspil, når Brøndby tager imod Viborg.

Søndagens opgør er en regulær sekspointskamp. Blot et enkelt point adskiller Brøndby og Viborg i tabellen, og begge hold har brug for en sejr for ikke at falde bagud i kampen om bronzemedaljer og europæisk kvalifikation.

Brøndby kommer naturligvis til kampen i krise. Vi har spillet seks kampe i træk uden at vinde, og er gået fra banen uden at score i samtlige af forårets fire kampe.

Hos Viborg er situationen noget bedre. De grøn-hvide har samlet ni point i deres fire kampe i foråret. Viborgenserne er også det eneste hold, der har scoret imod Brøndby dette forår. De slog os med 1-0 i Viborg i det seneste møde i februar.

Brøndby IF – Viborg FF:

🏆 Superliga – 23. spillerunde
📅 Søndag den 15. marts klokken 18.00
🏟️ Brøndby Stadion
📺 3+ & Viaplay
👨‍⚖️ Mads-Kristoffer Kristoffersen

Det holder vi øje med:

Der var lovende tendenser i Brøndbys seneste kamp imod FC Midtjylland. For første gang i foråret sad man efter kampen med en følelse af, at Brøndby havde været farlige rent offensivt. De offensive kombinationer virkede lidt skarpere end tidligere, og der var mere aggressivitet og gåpåmod i de offensive aktioner.

Brøndby sluttede kampen med en xG på 0,93, men med lidt held kunne især Emmanuel Dennis sagtens have tegnet sig for et mål eller to i den kamp.

Nu har Steve Cooper haft små to uger på træningsbanen uden en kamp til at arbejde videre med de interne relationer og den fysiske form på holdet. Forhåbentlig bærer arbejdet frugt på søndag.

Der var i hvert fald positive tegn, da vi sidste fredag spillede træningskamp bag lukkede døre imod Silkeborg. Her vandt Brøndby 2-0 på hjemmebane efter mål af Jacob Ambæk og Mayckel Lahdo. Målene blev scoret i første halvleg, hvor begge hold stillede i stærkeste opstilling.

Det er blevet sagt:

Det store samtaleemne på Vestegnen er naturligvis Brøndbys manglende offensive output. Brøndby har spillet 378 minutters Superliga-fodbold i træk uden at score, hvilket svarer til over seks timer. Det forholdt Steve Cooper sig til på fredagens pressedag:

”Vi må erkende, at det slet ikke er godt nok. Vi forsøger nu på træningsbanen at finde andre veje og løsninger, så vi kan blive mere målfarlige. Det kan være en anden strategi for vores offensive spil.”

”Vi så fremgang imod FC Midtjylland i den seneste kamp. Vi er meget opmærksomme på den situation, vi befinder os i. Nu handler det om at tage ansvar, så vi kan komme videre,” fortalte cheftræneren.

En af de spillere, der har skuffet i foråret, er Mads Frøkjær-Jensen. Han blev købt ind som erstatning for Noah Nartey, men han har endnu ikke formået at udfylde forgængerens store sko.

”Min start i Brøndby har ikke været til UG med kryds og slange. Jeg har manglet et slutprodukt,” sagde midtbanespilleren fredag. Han mærkede dog fremgang imod Midtjylland.

”Jeg synes, jeg fik vist, jeg kan skabe chancer og sætte holdkammeraterne op.”

”Når man ser vores træning, bliver boldene sparket i kassen. Når det ikke er sket i Superligaen, er det selvfølgelig også et udtryk for manglende kvalitet fra vores side. Fodbold er et spil, der handler om selvtillid. Derfor er det lige nu hårdt,” afslutter Brøndbys nummer 29.  

Dommeren i fokus:

Brøndby – Viborg dømmes af Mads-Kristoffer Kristoffersen, der har været Superliga-dommer siden 2011/2012-sæsonen.

Han har i alt dømt Brøndby 63 gange i Superligaen, hvoraf vi har vundet de 31, spillet 13 uafgjort og tabt 19. Her er det blevet til fire straffespark til Brøndby og otte til modstanderne. Han dømte os senest, da vi slog FC Nordsjælland i november.

Derudover har han dømt os seks gange i pokalturneringen. Her er det blevet til fire Brøndby-sejre og to nederlag.

Den mest mindeværdige Brøndby-kamp med Mads-Kristoffer Kristoffersen som dommer blev spillet i 2017, hvor Christian Nørgaard sikrede os den første derbysejr på udebane i 13 år, da vi vandt 1-0.

Mads-Kristoffer Kristoffersen dømte også Brøndbys 3-1-sejr på hjemmebane over FC Midtjylland i pokalsemifinalen i 2018. Brøndby vandt som bekendt efterfølgende pokalfinalen efter en sejr over Silkeborg.

Ugen der gik på Bane 1:

Steve Cooper havde både gode og dårlige nyheder om skadessituationen på Vestegnen fredag eftermiddag. Waliseren afslørede, at hverken Filip Bundgaard eller Frederik Alves når at blive skadesfri denne sæson.

Skaden til Alves betyder, at detroniserede Rasmus Lauritsen og Jordi Vanlerberghe kommer lidt tættere på spilletid. Lauritsen flirter dog stadig heftigt med AIK Stockholm, og ifølge de seneste Brøndby-transferrygter kan han snart forlade Vestegnen på en lejeaftale. Både Vanlerberghe og Lauritsen spillede anden halvleg af træningskampen imod Silkeborg.

Cooper fortalte derudover også, at Ousmane Sow døjer med en småskade. Det samme gør Benjamin Tahirovic, der måtte udgå fra fredagens træning.

På den positive side nærmer Mats Köhlert sig langsomt kampformen. Han spillede også anden halvleg af kampen imod Silkeborg.

Brøndbys forventede startopstilling:

Patrick Pentz – Marko Divkovic, Luis Binks, Ben Godfrey, Oliver Villadsen – Bartosz Slisz, Daniel Wass – Emmanuel Dennis, Nicolai Vallys, Mayckel Lahdo – Jacob Ambæk

Viggo Poulsen startede inde imod Silkeborg i fredags, hvor Emmanuel Dennis sad over. Nigerianeren bør dog vende tilbage til startopstillingen på søndag.

Daniel Wass lagde op til Brøndbys anden scoring imod Silkeborg, og anføreren forventes at få genvalg i startopstillingen. Derfor starter Mathias Jensen formentlig på bænken endnu en gang.

Sådan ser du Brøndby – Viborg:

Brøndby – Viborg bliver vist på 3+. Det betyder også, at du kan streame den på Viaplay.

For at streame Brøndby – Viborg skal du bruge sportspakken på Viaplay.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments