Eksperter om Vikingur: Tidligere fck-spiller har vanskeligheder som træner

I morgen møder Brøndby islandske Vikingur i Conference League-kvalifikationen. Vi har snakket med to islandske fodboldeksperter for at blive klogere på, hvilken udfordring, der venter Frederik Birks tropper i den anledning.

Vikingur logo

Torsdag aften er der igen Conference League-fodbold på menuen, når Frederik Birks tropper åbner dobbeltopgøret imod islandske Vikingur i Reykjavik. Brøndby går ind til kampen som storfavoritter til at gå videre, men søndagens hjemmebanenederlag til Viborg og vores horrible udebanestatistik i Europa har alligevel sået tvivl i fanscenen forud for kampen.

Selvom Brøndby aldrig har tabt til et islandsk hold, skal man ikke undervurdere Vikingur. De ligger på andenpladsen i den hjemlige liga, to point efter Valur, og de har den tidligere Tottenham Hotspur-stjerne, Gylfi Sigurdsson, som den altoverskyggende profil på holdet.

LÆS OGSÅ: Groundhopper om Island: Det kan medrejsende BIF-fans forvente

Fra elevatorhold til Conference League-ligafase

Det er altså ikke nogen dårlig modstander Brøndby skal op imod.

”Vikingur har vundet 12 store titler, hvoraf seks af dem er vundet de sidste seks år,” fortæller den islandske fodboldekspert Orri Rafn Sigurdarson, der dækker islandsk fodbold for mediet Fotbolti.net, til VilfortPark.dk.

”I dag er Vikingur en top 3-klub i Island, og de har sandsynligvis været den bedste klub de sidste par år, hvor de har konkurreret meget med Breidablik.”

Manden bag den store succes er den nuværende islandske landstræner Arnar Gunnlaugsson, der stod i spidsen for klubben mellem 2018 og frem til januar i år. Det forklarer Hjörvar Haflidason, der driver den populære islandske fodboldpodcast, Dr. Football, til VilfortPark.dk.

”Vikingur var et elevatorhold, der vandt et mesterskab i 1991, hvilket vi troede var en engangsforseelse, og de gik op og ned mellem rækkerne i 1990’erne og de tidlige 2000’er.”

”Men pludselig begyndte de at vinde. Det startede, da de ansatte Arnar Gunnlaugsson som træner. Han er nu landstræner. De formåede at ændre klubbens kultur med klog rekruttering. De blev også den første klub på Island til at få en sportsdirektør [den tidligere landsholdsspiller, Kari Arnason, red.] på fuld tid. De plejede at bruge penge til højre og venstre på spillere, men nu var der en fuldtids sportsdirektør, som var ansvarlig for transfers og at opbygge et hold. Kari Arnason byggede det her hold sammen med Gunnlaugsson.”

Kulminationen på makkerparets arbejde kom i den seneste sæson, hvor Vikingur, efter to mesterskaber i 2021 og 2023, kvalificerede sig til et europæisk gruppespil for første gang nogensinde.

Efter et snævert nederlag til Shamrock Rovers i Champions League-kvalifikationens første runde, gik de hele vejen til Conference League-ligafasen.

Her sikrede sejre over belgiske Cercle Brügge og bosniske Borac Banja Luka, samt uafgjort imod armenske Noah og østrigske LASK Linz, dem en 19. plads i ligafasen og dermed videre avancement til playoff-runden. Her røg de dog ud med et snævert 2-3-nederlag efter en 2-1-sejr på hjemmebane og et 0-2-nederlag i Athen.

En tidligere fck’er overtager trænersædet

Imens Arnason stadig sidder i klubben som sportsdirektør, er der blevet skiftet ud på trænerbænken. I januar fik Gunnlaugsson nemlig jobbet som islandsk landstræner, og han blev erstattet af den tidligere Sønderjyske- og fck-spiller, Sølvi Ottesen.

Det er 41-årige Ottesens første cheftrænerjob, og han har haft sine startvanskeligheder.

Selvom Vikingur ligger med i toppen af den hjemlige liga, kommer de til kampen imod Brøndby i knæ. Ottesens hold har blot vundet én af deres seneste fem kampe i alle turneringer, og i weekenden måtte de nøjes med 2-2 imod bundklubben Hafnarfjordur i ligaen. Tidligere på sæsonen røg de endda ud til et nyoprykket hold i pokalturneringen, hvilket ligeledes var en stor skuffelse for klubben.

”Deres spillestil har ændret sig efter, at de fik den nye cheftræner ind,” fortæller Sigurdarson.

”Han er stadig lidt ny i denne her branche, og det har taget lidt tid at finde den rigtige balance mellem possession based fodbold og lidt mere gammeldags fodbold.”

”De vil gerne holde bolden og styre tempoet i kampen, men de kan også sidde tilbage og bruge kontraangreb, når det passer ind. Det er især imod stærkere klubber,” forklarer han.

Haflidason har også lagt mærke til, at spillet ikke flyder på samme måde som tidligere.

”Jeg synes ikke rigtig, at de har haft en spillestil siden, at Arnar forlod klubben. De dominerer ikke modstanderne, og de er meget afhængige af individuel kvalitet på den sidste tredjedel af banen. De er stærke og aggressive, men jeg synes ikke man kan snakke om, at de har en egentlig spillestil.”

En stor mængde af den individuelle kvalitet kommer naturligvis fra superstjernen Gylfi Sigurdsson. Den 35-årige midtbanespiller spillede ti år i Premier League for Tottenham, Swansea og Everton, og han har derudover også spillet 83 landskampe for Island.

Gylfi Sigurdsson
Gylfi Sigurdsson i kamp for Island imod Nigeria under VM i 2018. Foto: Voltmetro/Wiki Commons

Han skiftede til Vikingur før denne sæson, og forventningerne var enorme efter en flot comebacksæson for Valur i fjor. I modsætning til den seneste sæson, hvor han scorede 11 ligamål i 19 kampe, har hans statistikker ikke været lige så imponerende i år. Det er blot blevet til to mål og tre assists i ligaen indtil videre. Det skal man dog ikke lade sig snyde af.

”Han kunne godt score flere mål og lave flere assists, men man kan se, hvor god en spiller han er i alt, hvad han gør med og uden bolden,” forklarer Sigurdarson.

”Man kan se det allermest, hvor god en spiller han er, når de spiller i de europæiske turneringer. Her træder han virkelig op for holdet og leverer.”

Mange husker formentlig Gylfi Sigurdsson for en fantastisk sparketeknik, og den besidder han stadig. Han står for islændingenes dødbolde, og det har udviklet sig til et farligt våben. Begge de islandske eksperter fremhæver dem som en af holdets store styrker. Både på grund af Sigurdssons præcise spark men også deres store og hovedsstødsstærke spillere.

Brøndby kommer altså op imod et dygtigt og velorganiseret hold, men det er også en modstander, der ikke har fået den bedste optakt til torsdagens opgør.

Kampen starter klokken 20.45. Den bliver vist på Viaplay Sport News.

Hvordan tror du, det går imod Vikingur? Del din forudsigelse i kommentarsporet forneden.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments