Brøndby – Randers optakt: BIF skal tilbage på hesten imod hestene

I denne optakt til Brøndby – Randers ser vi nærmere på, hvor hjemmeholdet står inden søndagens kamp på Brøndby Stadion. Du kan læse om de seneste nyheder fra træningsbanen, om holdnyt, den forventede opstilling og meget mere.

Brøndby randers optakt

De forgangne dage har været hårde ved Brøndby-fans. Først tabte vi i Farum, og siden blev vi overhalet af fck i Superliga-tabellen, hvor vi gik fra første- til fjerdepladsen efter midtugens udsatte kampe.

Søndag er der dog mulighed for at vende skuden, når Randers FC gæster Brøndby Stadion. Hestene har fået en blandet start på sæsonen med syv point for de første seks kampe og en målforskel på -3. De fik dog en lille oprejsning i den seneste runde, hvor de slog AGF med 2-1 på hjemmebane og dermed også rykkede væk fra nedrykningsstriden.

Brøndby har haft et godt tag på Randers i nyere tid. I de seneste ti indbyrdes opgør har Brøndby trukket sig sejrrigt ud af fem, imens søndagens gæster blot har vundet en enkelt.

Søndagens kamp kan samtidig potentielt give debut til nyindkøbet Casper Winther, der blev hentet fra Lyngby Boldklub på deadline day.

Brøndby IF – Randers FC

🏆 Superliga – 7. spillerunde
📅 Søndag den 6. september klokken 18.00
🏟️ Brøndby Stadion
📺 3+ & Viaplay Sport
👨‍⚖️ Mads-Kristoffer Kristoffersen

Det holder vi øje med:

Mads Frøkjær har startet sæsonen i rigtig god form. Den 27-årige kreatør har skabt næstflest chancer af alle spillere i Superligaen, og han har samtidig ligaens højeste antal forventede assists.

Frøkjær havde dog en svær kamp imod FC Nordsjælland, hvor han aldrig fik sat sit præg på tingene, og Brøndby har brug for, at han kommer tilbage til det høje niveau imod Randers. Denne sæson har nemlig tydeligt vist, at når Frøkjær er god, så er Brøndby også rigtig gode.

Den dygtige tekniker bør få lidt mere tid på bolden imod Randers end imod de aggressive og hurtige Nordsjælland-spillere. På papiret ligner det en kamp, der vil passe ham godt med masser af boldbesiddelse til hjemmeholdet.

Det er blevet sagt:

Ugens store fokus har naturligvis været på transfervinduets afslutning. På vinduets sidste dag præsenterede Brøndby Casper Winther, og han er en spiller, som Julius Ohnesorge har store forventninger til.

”Han har både kvalitet på bolden, en stor arbejdsradius og en stærk forståelse for spillet. Samtidig har han vist, at han kan stå for presset og tage ansvar som anfører og central figur i en klub og en trup. Det er vigtige egenskaber i en klub som vores,” fortalte fodbolddirektøren ved præsentationen.

”Med Caspers ankomst har vi en midtbane med spillertyper, der komplementerer hinanden godt og en konkurrencesituation, der kan bidrage til at gøre alle bedre. Præcis som vi gerne vil have det.”

Randers vandt som bekendt i forrige spillerunde, men cheftræner Thomas Nørgaard har før kampen primært haft fokus på sit eget hold.

”Men for os handler det om at fastholde de gode ting, vi udvikler på, og tage de ting med, som vi har været gode til her i den første periode af 3F Superligaen.

”Vi skal blive ved med at have modet til at gøre de ting, vi gerne vil inde på banen, også selvom vi taber en enkelt fodboldkamp. Jeg synes generelt, at vi har været godt kørende, og det skal vi blive ved med, når vi står overfor Randers på søndag,” sagde han fredag eftermiddag til Brondby.com.

Dommeren i fokus:

Brøndby – Randers dømmes af den rutinerede Mads-Kristoffer Kristoffersen, der har været Superliga-dommer siden 2011/2012-sæsonen.

I løbet af sine mange år i Superligaen har han dømt hele 64 Brøndby-kampe. Her er det blevet til 31 gul-blå sejre, 13 uafgjorte og 20 nederlag. Undervejs har han givet fem røde kort til Brøndby og fem til modstanderne, imens det er blevet til fire straffespark til Brøndby og et enkelt til modstanderne.

Med så mange års erfaring er det naturligvis også blevet til et par historiske kampe undervejs. Mads-Kristoffer Kristoffersen dømte blandt andet vores altafgørende 4-0-sejr på hjemmebane over FC Nordsjælland i 2012/2013, hvor vi i næstsidste spillerunde klatrede over nedrykningsstregen efter en kamp, hvor Quincy Antipas lavede tre oplæg.

Det var også Kristoffersen, der havde fløjten, da et mål af Christian Nørgaard i 2017 sikrede os den første derbysejr i Parken i 13 år.

Han dømte senest en Brøndby-kamp, da vi i marts tabte med 0-1 på hjemmebane til Viborg.

Derudover har han dømt os seks gange i pokalturneringen. Her er det blevet til fire sejre og to nederlag.

Ugen, der gik på Bane 1:

Brøndby har som bekendt foretaget en udskiftning på midtbanen, hvor Masterclass-alumne Mathias Jensen er blevet afløst af Casper Winther. Derudover er unge André Escobar, der fik debut under Steve Cooper, blevet udlejet til Thisted.

I midtugen var en blanding af reserver og ungdomsspillere derudover på en tur i England for at spille imod Aston Villa i træningsturneringen Premier League International Cup. Startopstillingen indeholdt blandt andet Patrick Mortensen, Sho Fukuda, Viggo Poulsen, Christopher Olivier, Raphael Canut og Frederik Alves.

Det stærke Brøndby-hold dominerede kampen og endte med at vinde 4-0 efter mål fra Mortensen, Fukuda, Olivier og unge Tobias Ekstrand. Især japaneren var i hopla i kampen.

Hos Brøndby døjer Jacob Ambæk stadig med skader, og den unge angriber er næppe i spil til søndagens kamp. Derudover er Emmanuel Dennis naturligvis stadig uaktuel til førsteholdet.

Brøndbys forventede startopstilling:

Pentz – Köhlert, Binks, Vanlerberghe, Villadsen – Slisz, Ejdum – Hyseni, Frøkjær, Younis – Fenger

Jeg forventer, at Oskar Fenger vender tilbage til startopstillingen på søndag. Den unge angriber startede på bænken imod Nordsjælland, da Nørgaard ønskede at spare hans stadig skrøbelige fysik for for mange minutter på kunstgræsset.

Filip Bundgaard gjorde dog intet for at gribe chancen, og han ryger derfor tilbage på bænken imod Randers.

Marko Divkovic har haft flere gode indhop i denne sæson, og han banker efterhånden gevaldigt på for en plads i startopstillingen. Köhlerts gode indlægsfod kan dog blive et aktiv i en kamp, hvor Randers forventes at forsvare sig dybt på banen.

Her kan du se Brøndby – Randers:

Der er stadig få ledige billetter til Brøndby – Randers. Brøndby har dog inviteret klubbens mange samarbejdsklubber på stadion søndag, så der er færre billetter tilbage end normalt. Hvis man vil på stadion, bør man derfor købe hurtigst muligt.

For dem, der skal se kampen i TV, bliver den vist på 3+. Det betyder også, at man kan streame Brøndby – Randers med et Viaplay Sport-abonnement.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted