Optakt Fredericia – Brøndby: Sejren jagtes uden defensive nøglespillere

I denne optakt til Fredericia – Brøndby klæder vi dig på til søndagens Superliga-kamp, der spilles klokken 20.00.

Optaktsbillede til Fredericia - Brøndby

Søndag aften venter der Brøndby en vigtig opgave i 11. spillerunde af Superligaen, hvor Steve Coopers tropper gæster oprykkerne fra FC Fredericia i den første officielle kamp mellem de to klubber. Vi har dog tidligere mødt dem tre gange i træningskampe, hvor det er blevet til tre sejre. Det seneste møde var i januar 2024. Her vandt Brøndby med 9-0.

Kampen markerer afslutningen på den første halvdel af grundspillet, og dermed er det også tid til uddeling af TV-penge. En del af TV-pengene uddeles på baggrund af placeringen i ligaen, og med en sejr kan Brøndby potentielt kravle op på Superligaens tredjeplads og dermed forøge sin indtjening en smule.

Jyderne er efter en rigtig fin sæsonstart kommet ned på jorden igen. De har kun hentet ét point i deres seneste fire ligakampe, og i sidste weekend tabte de med 2-1 på udebane til Viborg. Derudover må de stadig undvære den skadede offensivspiller, Emilio Simonsen.

Søndagens Brøndby-kamp bliver derudover et gensyn med Andreas Pyndt, der efter et par svære år har fået karrieren tilbage på sporet igen hos Fredericia. Den tidligere Masterclass-midtbanespiller har lavet tre oplæg for Fredericia i denne sæson, hvor han har været en af deres bedste spillere.

Det holder vi øje med:

Sho Fukuda gjorde mange ting rigtigt imod OB i sidste uge, hvor han bidrog i begge ender af banen med stor energi. Derfor forventes det også, at japaneren får genvalg på fløjen imod Fredericia.

Hvor man ikke kan sætte en finger på Fukudas defensive arbejdsindsats imod OB, så havde japaneren nogle offensive problemer. Han lykkedes nemlig blot med at drible forbi en modstander på ét ud af sine otte forsøg. Derudover havde han to tabte bolde, imens han heller ikke ramte en medspiller på sine to indlæg.

Fukuda har allerede vist sig som en rigtig spændende spiller, og Steve Cooper værdsætter tydeligvis hans værktøjer, men han mangler stadig at sætte det hele sammen til en komplet indsats. Søndagens kamp imod Fredericia er en oplagt mulighed for at gøre det.

Det er der blevet sagt:

Brøndby må undvære to normale startere i forsvaret, da Luis Binks og Mats Köhlert begge sidder ude. Førstnævnte er i karantæne imens, at sidstnævnte er skadet. Det betyder dog ikke, at Cooper har tænkt sig at ændre på den tilgang, Brøndby har lagt for dagen i de seneste par kampe.

”Vi skal fortsætte med den måde, som vi har spillet på. Det handler ikke om, at Luis ikke er til rådighed. Det er, hvad det er. Man vil altid mangle spillere i løbet af sæsonen på grund af skader, karantæner og så videre. Det er en ret normal ting, og vi skal finde den rette løsning i forhold til vores gameplan,” sagde waliseren til pressen efter fredagens træning.

Cooper havde også rosende ord at sige om den skadede Köhlert, der på trods af sin skade stadig spiller en positiv rolle i truppen.

”Mats har været skadet, men han har vist en god indstilling i forsøget på at komme tilbage så hurtigt som muligt. Han har været virkelig positiv omkring gutterne, meget synlig på kampdage og han er virkelig engageret i sin genoptræning,” fortalte cheftræneren.

Efter fredagens træning fortalte højreback Oliver Villadsen også til pressen, at han føler sig tættere på sit gamle niveau fra FC Nordsjælland-tiden.

”Jeg synes, at jeg bliver bedre for hver kamp, jeg får. Jeg føler mig mere komfortabel med mine holdkammerater og begynder at finde flere relationer.”

Dommeren i fokus:

Søndagens dommer er Sandi Putros. Han dømte senest Brøndby i femte spillerunde, hvor vi vandt 2-0 på udebane over Randers FC.

De fleste Brøndby-fans husker ham formentlig som dommeren, der udviste både Patrick Pentz og Thomas Mikkelsen, da vi i foråret vandt med 2-1 på udebane i Parken i mesterskabsspillet. Her fik Putros efterfølgende hård kritik for sin indsats fra blandt andet Patrick Pentz, der anklagede ham for ”at ville være i fokus”.

Selvom Putros er en kontroversiel dommer, har Brøndby faktisk en rigtig god statistik, når han har fløjten. Det er nemlig blevet til 12 sejre i træk for Brøndby med Putros som dommer. Den stime inkluderer endda tre derbysejre i Parken. Vores seneste nederlag med Putros var tilbage i foråret 2023, da vi tabte med 1-0 på udebane til Lyngby.

I alt har Sandi Putros dømt Brøndby 28 gange. Her er det blevet til 20 Brøndby-sejre, tre uafgjorte og fem nederlag. I alt har han uddelt 48 gule kort, fire røde kort (hvoraf de tre kom i føromtalte derby) og fem straffespark.

Ugen der gik på Bane 1:

Det har været en forholdsvis stille uge i Brøndby, hvor de nye assistenttrænere er begyndt at sætte deres præg på dagligdagen.

Træningen en stor profil i form af Köhlert, der som bekendt har siddet ude med en småskade. Han forventes at blive klar på den anden side af landskampspausen.

Binks karantæne vil formentlig give Jordi Vanlerberghe chancen fra start i centerforsvaret som den boldspillende makker til Frederik Alves. Belgieren har haft svært ved at få spilletid i denne sæson, men nu får han en mulighed for at vise sine kvaliteter og spille sig tættere på holdet.

Forventet startopstilling:

Bortset fra fraværet af Binks forventer vi ikke, at Cooper ændrer noget i forhold til kampen imod OB. Det betyder naturligvis, at Ambæk også får genvalg som frontløber efter sin fremragende indsats i sidste uges kamp. Dermed kan han endnu en gang jagte sit første Superliga-mål.

Pentz – Klaiber, Alves, Vanlerberghe, Divkovic – Wass, Tahirovic – Vallys, Nartey, Fukuda – Ambæk

Sådan ser du kampen:

De knap 2.000 billetter til udebaneafsnittet i Fredericia er blevet udsolgt. Man må altså nøjes med en plads på hjemmeholdets tribuner, hvis man vil se Fredericia – Brøndby på stadion.

Hvis man vil se Fredericia – Brøndby i fjernsynet, kan den ses på TV2 Sport X. Den kan også streames på TV2 Play.

Hvordan tror du, Fredericia – Brøndby ender? Del din forudsigelse i kommentarfeltet.


VilfortPark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og Instagram. På den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Hvis du vil være en del af VP-fællesskabet og hjælpe med at give medfans det bedst mulige Brøndby-indhold, hører vi meget gerne fra dig.

toke theilade
Website |  + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
0 Comments
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments