Jeg er godt klar over, at fodbold er meningsløst uden konkurrenceelementet, men når fodbold handler om penge, og når det primære mål er at skabe afkast til aktionærer, så forsvinder skønheden. - Frank Aaen

Jesper Sørensens tropper sætter mesterskabsholdet til vægs

Vi ser nærmere på Brøndbys præstationer i denne sæson og sammenligner statistikkerne med, hvordan Niels Frederikens mesterskabshold præsterede i 2020/2021.

Indgangen til Sydsiden på Brøndby Stadion, hvor fans nu skal vise coronapas for at komme ind.

Brøndby er startet foråret i flyvende form, og efter 19 spillerunder ligger Jesper Sørensen og co. på Superligaens førsteplads. Vi dykker her ned i dataen, der kommer fra Superliga.dk, for at se, hvordan det nuværende mandskab klarer sig i forhold til vores sidste mesterhold og viser, at den giver grobund for optimisme.

Større chancer og flere chancer

Da Brøndby sidst blev mestre var det med en kontramaskine af dimensioner. Niels Frederiksen spillede direkte, og der var kort mellem erobring og afslutning. Det betød, at Brøndby kom frem til mange chancer men også, at kvaliteten af chancerne ofte var af tvivlsom karakter.

Når man ser på Jesper Sørensens hold i dag, er det et noget andet billede. Brøndby anno 2023/2024 snitter 13,8 % flere afslutninger og 22,1 % flere afslutninger på mål mere per kamp end i 2020/2021.

Det er dog ikke kun antallet af afslutninger, der er højere – kvaliteten af disse, og dermed scoringsoutputtet, er også hævet. Den gennemsnitlige expected goals (xG) per kamp er 12,8 % højere end ved det seneste mesterskab. Dette billede understøttes ligeledes af, at Brøndby skaber 31,7 % flere store chancer i denne sæson end i 20/21.

Grafik, der viser, hvor meget Brøndby har forbedret sig i forhold til 2020/2021-sæsonen.

Den eneste negative forskel i forhold til Niels Frederiksens triumfsæson er, at scoringsprocenten i år er lavere. I 20/21 scorede Brøndby på 22,3 % af alle afslutninger, hvor vi i år ”kun” scorer på 21,6 %. Scoringsprocenten i år er dog stadig markant bedre end i både 2021/2022 (13 %) og 2022/2023 (14,8 %).

Øget duelstyrke og bedre defensiv

I den modsatte ende af banen er Jesper Sørensens tropper også suveræne i forhold til for tre sæsoner siden. De defensive tilføjelser af især Sean Klaiber og Jacob Rasmussen har hævet det defensive niveau gevaldigt. Det ses tydeligt på Brøndbys defensive statistikker for indeværende sæson.

Vi lukker færre mål ind per kamp, og det er ingen tilfældighed ifølge xG imod. I alt forventes modstanderne at score 0,12 mål færre imod os per kamp nu end i sæsonen med det seneste mesterskab.

Når det kommer til de defensive præstationer, skal Patrick Pentz også fremhæves. Den østrigske målmand lukker i gennemsnit 0,7 mål ind per 1 xGOT imod (xG On Target – xG for skud indenfor målrammen, hvor målmanden skal lave en redning). Det er markant bedre end Marvin Schwäbe, der i mesterskabssæsonen lukkede 0,93 mål ind per 1 xGOT imod. Det er ligeledes bedre end Mads Hermansen, der i sine to sæsoner mellem stængerne i alt lukkede 0,96 mål ind per 1 xGOT. Pentz’ redningsprocent (80,4) er ligeledes markant højere end begge sine forgængeres.

Det eneste parameter, hvor Brøndby i år er dårligere er i antallet af bolderobringer per kamp. Ellers har Sørensens defensiv flere tacklinger per kamp og flere dueller vundet i både luften og langs jorden end i 2020/2021.

En vigtig bemærkning, når det kommer til dataen fra denne artikel er, at vi endnu ikke er nået til det svære mesterskabsslutspil. De mange hårde kampe imod kompetente modstandere må forventes at forværre denne sæsons tal.

Alligevel er det dog svært ikke at være optimistisk på nuværende tidspunkt. Brøndby samler ikke kun mange point sammen, men det bliver også gjort i overbevisende stil i begge ender af banen.

Tror du, at Brøndby kan gå hele vejen i denne sæson, og hvordan ser du vores hold sammenlignet med 2020/2021-sæsonen? Del dine tanker om i kommentarsporet forneden.


Vilfortpark.dk er en uafhængig hjemmeside om Brøndby. Vi dækker stort og småt fra vores smukke klub. Vi sætter en ære i at give en stemme til alle medlemmer af fanscenen. Du kan følge os på XFacebookYouTube og InstagramPå den måde kan du sikre dig, at du aldrig går glip af en opdatering fra os igen.

Website | + posts

Medgrundlægger af VilfortPark.dk tilbage i 2021 og redaktør her på siden. Jeg så min første Brøndby-kamp i 1997, og jeg fik mit første sæsonkort til 2005/06-sæsonen. Aktiv fan på Sydsiden og udebaner i Danmark og Europa frem til 2017. I dag magelig sæsonkortholder på langsiden.

Har dækket fodbold for flere medier i ind- og udland, og er blandt andet blevet publiceret i The Blizzard, The Moscow Times, These Football Times og citeret i BBC, The New Yorker, Talk Sport, P1, Radio 24syv, DR, Ekstra Bladet og mange andre steder i historier om fodbold.

Subscribe
Notify of
guest
1 Comment
Oldest
Newest Most Voted
Inline Feedbacks
View all comments
Kim
Kim
10 months ago

Ikke bare er vi kommet flyvende fra start, vi sluttede også efteråret af i flyvende stil.

Jeg syntes holdets udvikling gennem hele 2023 har set rigtig spændende ud, hvor perioderne med flot spil er blevet længere og længere.

Med den justerede opstilling lader det til at der er lagt endnu et lag på offensiven. Lige nu mener jeg vi har det bedste hold og spiller underholdende fodbold med og mod bolden.

Det bliver et spændende forår hvor der er 3 hold omkring det magiske guld gennemsnit på 2 point/kamp, så intet tyder på at mesterskabet er “billigt” til salg i år.